forrige side
Og det har været helt behageligt
Lone og Jørgen Borchersens erindringer

Fra Ritenbenk til Upernavik 1941

Et par måneder efter Jyttes fødsel flyttede vi til Ritenbenk, og der boede vi knap et år. Systemet med vareforsyning fra USA fungerede endnu ikke helt. Blandt andet manglede vi i Ritenbenk, den vinter, petroleum.

Heldigvis kunne vi låne en tranlampe af kolonibestyrer Vinterberg; ellers klarede vi os med stearinlys. Sæbe var også en mangelvare, men Vinterberg ejede en gammel Kogebog for Herregårdskøkkener, hvori var beskrevet, hvordan man kogte brun sæbe. Der stod ganske vist, at sælspæk ikke var velegnet, men det var alligevel bedre end ingen sæbe. Vores tøj blev rent, omend med en duft af tran, der gjorde hundene meget interesserede i det flagrende vasketøj.

Ritenbenk var et lille sted, meget forskelligt fra Egedesminde. - Det blev da også nedlagt et par år efter. - Jørgen var ene assistent, så han stod ikke i butikken. Han indhandlede sælskind, lavede regnskab og meget andet, og havde nogle gode slædeture i distriktet. Vi boede i den gamle præstebolig. Grønlandsk mad var der nok af, og Olava var min dygtige kivfak, som elskede “Jutta”. Jyttes første kongekost-skibskiks blev af Olava ophængt over barnesengen i en rød snor.

Her må vist en forklaring til: Til Jul og til kongens fødselsdag havde det fra gammel tid været skik, at alle, der var født i Grønland fik et traktement af Grønlands Styrelse. Dette bestod i 1940 af ca 300 g bankebyg og 2-3 skibskiks, plus lidt rå kaffe og noget hugget sukker til de voksne. Jørgen fik naturligvis også sin portion, mens jeg - og senere Hans - var udelukket. Dette er naturligvis for længst afskaffet af praktiske grunde.

I juni kom der pludselig telegram, at Jørgen skulle forflyttes til Upernavik. Assistent Ibæk var under skiløb faldet så uheldigt, at han var død på stedet. Så vi måtte igen til at pakke vores møbler og alle andre ejendele.

Selvom vi ikke havde meget jordisk gods, var det en omstændelig sag. Heldigvis havde vi efterhånden kasser til det hele. Alt skulle jo pakkes solidt ind, og alt skulle med, for hvem kunne vide, hvordan der var i Upernavik, og hvornår det blev muligt, også økonomisk, at få nyt. Jeg tog mig kun af tøj og mad, men det var også et stort arbejde.

“Hvidfisken” med kaptajn Christensen hentede os i Ritenbenk, men ret snart kom der besked om, at isen endnu lukkede for sejladsen til Upernavik. Vi sejlede så til Egedesminde, hvor vi blev installeret i et tomt gæsteværelse, mens Hvidfisken togtede varer ud til andre kolonier. Der lå skib på havnen med forsyninger fra Amerika, og Jørgen måtte naturligvis deltage i arbejdet med at få skibet losset. Jeg besøgte gamle bekendte og viste Jytte frem. Og Rebekka, der jo havde været kivfak på Orø og hos Jørgen, vaskede tilmed alle Jyttes bleer for mig, - det var en stor hjælp.

Så meldtes der om isfrit nordpå, og vi og Jørgens hunde kom igen om bord i “Hvidfisken”. Jytte var heldigvis et fredeligt barn på godt et år. Og Aase var jo i maven. Der må have været en kok med på den tur, for det jeg mindes fra rejsen, er at vi sad på dækket i solen med ryggen op mod styrehuset. Vi sejlede stort set lige mod nord.

Vi var de første der kom til Upernavik efter Ibæks død. Umiddelbart var alle glade for at se nye mennesker, men alligevel var der en sær uhyggelig stemning både blandt danske og grønlændere. Vi skulle naturligvis bo i Ibæks hus, og Jørgen måtte alene sørge for, at alle hans ting blev pakket og sendt sydpå. Imens boede vi i kolonibestyrerens gæsteværelse. Og først da vi og vores ting var på plads i “Ibæks hus”, ville danske og grønlændere komme ind i huset.

Mørketiden i Upernavik er hård at leve med. Et par måneder uden sollys, gjort endnu mere mørk og uhyggelig på grund af beliggenheden ud mod det åbne sorte hav, er god grobund for overtro.

Og et dødsfald blandt den lille flok danske i et isoleret samfund påvirker alle, som vi selv siden oplevede det i Scoresbysund, da sygeplejerske Frk. Hørder døde.

Olava var fulgt med os fra Ritenbenk. Og jeg havde regnet med, at hun ville blive hos os og klare husførelsen, mens jeg lå i barselseng, men sådan skulle det nu ikke gå. Den gang var der ikke gonore i Upernavik. Og desværre viste det sig at Olava havde denne sygdom. Så hun blev nødt til at rejse tilbage med sidste skib.

Da Aase kom til verden, flyttede Jytte hen til kolonibestyrer Øster-Jørgensens, mens jeg lå i barselseng. Jørgen og jeg kom på kost hos Aviaja og Mørch-Rasmussen, der boede ovenpå i samme hus som os. Dagen efter at Aase var født, fik Jørgen hvidfisk (hvidhval) i de garn han havde sat sammen med formanden Julius Olsvig. De fik i alt seks på en uge, så vi havde baljer fulde af frossen matak og hvidfiskekød. Men det er nu ikke verdens mest spændende mad, når det bare er puttet i baljer og sat ud i udhuset, selvom der er hård frost. Andre opbevaringsmuligheder var der ikke. Og koloniens kartoffelforsyning fra Amerika kom så sent, at de var frosset undervejs. Men også her kunne man heldigvis købe rugbrød i butikken og risengryn.


forrige side
Senest ændret 31. juli 2003 af Karen Borchersen