Den første store omvæltning

Syrenerne duftede, og træernes grene bevægede sig i den lette vind. Et sted bag bladene puslede nogle fugle. Vi gik på fortovet, langsommere end det rigtig passede Mette på 6 år og mig, der var et par år ældre. Bedstemor i det sorte overstykke og den hat der hørte til, holdt os fast i hånden. Hun kunne så mange historier og plejede også altid at have nyt at fortælle fra Ry eller Oens, men nu sagde hun næsten ingenting. Bedstefar gik bagved. Vi hørte hans stok mod gruset. Hans alvor virkede ikke usædvanlig, men Bedstemor lignede ikke rigtig sig selv, selvom hun prøvede at smile.
De var kommet med morgentoget fra Jylland, og nu var vi fire på vej til sygehuset. Lillesøster Else var blevet hjemme i Tante Lines varetægt.

Der kom Far imod os.
Med besvær kom ordene: “Nu har I ingen Mor mere.”

Mor i Holmbladsvænge

Vi havde ellers haft sådan en rar vinter, selvom frosten havde været hård og havde lukket bælterne og Øresund. Far havde haft det godt hele tiden - den gang vidste jeg ikke, hvad en depression var.
Lillen var blevet født i december på Howitzvejens Fødeklinik. - Der var Mette og jeg også født, vidste vi. - Vi var naturligvis på besøg derude og kiggede nysgerrigt ned i vuggen. men der var bare lidt mørkt hår at se. Mor så også anderledes ud med håret i fletninger med skotskternede sløjfer. Ellers havde hun det jo samlet i en knude. På vejen derud havde Far købt et ark påklædningsdukker til os hver. To sakse var der også, så vi havde noget at lave, mens de voksne snakkede. Min dukke havde en blå skidragt og tynde skistave, som var meget svære at klippe ud.

Det var Far der i år havde haft os med på juleudstilling, Mette i stortrøje og fløjlskasket og jeg i min admiralsfrakke med ankerknapper og rødt for, og med matroshuen, hvor der med guldbogstaver stod “Døttreskolen”

I Magasin havde vi undret os over de mekaniske nisser, der dansede eller snorkede, så maven gik op og ned. Og efter store spekulationer og økonomiske forhandlinger indbyrdes havde vi købt hvide hæklede støvler som julegave til Lillen
Vi havde en dejlig jul. Mor havde syet tøj til vores dukker, mage til det hun havde lavet til Lillen, bleer og strikkede bukser, skjorter, svøb og fine hæklede trøjer, og bedst af det hele to små ens kurvevugger med fint sengetøj. Rulleskøjter havde vi også fået, - en noget tungere model end den mine børnebørn nu stryger af sted på. Far var på selve juleaften gået ned med os fra lejligheden på 5.sal, så vi kunne prøve dem på fortovet. Vi kunne ikke vente, og der var jo familien nedenunder at tage hensyn til.

Mor med mig, 1920

Og i marts var vi så flyttet til et splinternyt rækkehus på Frederiksberg. Øverst var der det spændende loft, hvor man skulle trække en stige ned. Det virkede livsfarligt, syntes jeg. Mette var mere modig. Så var der 1.sal med soveværelserne og et stort badeværelse med badekar. I kælderen var der installeret et ekstra WC for penge der var indflyttergave fra Farfar og Farmor. “Nu er jeg så række-hus-mand”, skriver han hjem. “Og jeg håber I tilgiver den prosaiske brug af gaven. Nu kan vi sidde på mahogni på 1.sal og på egetræ i kælderen.” Jeg kan se dette kælderWC for mig. - Det var netop beregnet til legende børn med snavsede sko. Og det var prydet med alskens sjove udklip fra Blæksprutten og deslige. På døren sad en plakat med en kæmpehånd med livslinjer og forklaringer, så vi kunne tyde vores fremtid.

I stueetagen var der flere stuer med moderne store vinduer i stålrammer og udgang til terrassen og haven. Denne terrasse var overdækket med zinkplader. En tidlig søndagmorgen vækkede solen Mette og mig, mens hele verden ellers sov. Vi tog tøj på, og sko, og så lirkede vi vinduet i barneværelset op og klatrede ud på dette zinktag. Her tog vi turen i rask trav langs alle de fremmede sovekammervinduer.
Det gik jo ikke stille af - og blev ikke gentaget.

Og ellers var der skoledage med nye lærere og kammerater, og søndage med ture i Dyrehaven eller til Nationalmuseet. Der så vi både Egtvedpigen og Guldhornene. Spændende var det også at se tingene fra Mongoliet. Der havde Onkel Erik jo været. Da han kom hjem sidste år, havde han haft et sølvspænde med til Mettes lange hår, og jeg havde fået en lillebitte løve, der mest lignede en pekingeser, og var lavet af mammuttand, fortalte han.

Der var også aftner, hvor vi allesammen sad i sofaen med hver sin æggesnaps. Far læste højt, blandt andet “Nils Holgersens underbara Resa“ på svensk. Men allerbedst var det, når Mor fortalte om, hvad hun og Erik og Ester lavede som børn i Ry, hvordan de løb på skøjter om vinteren og badede i Knudsø om sommeren. Den gang var Onkel Karsten for lille til at lege med, ligesom Else var nu. Lille var han bestemt ikke mere. Ham havde vi jo set så tit, mens han læste til læge i København.
Da færgerne igen kunne sejle, kom familien over, Farmor og Farfar fra Ringkøbing og Bedstemor og Bedstefar fra Ry. Lillen blev døbt Else, og dette samt vort nye hus blev fejret. Mette og jeg sad ved vores eget lille bord og skålede i saftevand. Og spiste is.
Jeg mindes det som en lykkelig tid, og når jeg nu som gammel læser Fars og Mors breve fra det forår, glæder jeg mig over, at det også var sådan for dem. Brevene fortæller om muntre besøg af barndomsvenner og kammerater fra kollegiet, og der er store planer for både haven og fremtiden.

Så blev Mor indlagt. “En lille polyp skal fjernes” skriver hun til Onkel Karsten. “Men lad være at fortælle det til Mor og Far. Det er kun en bagatel.” Tante Line - Mors plejesøster - kom i huset for at passe Else de par dage, mens Mor var indlagt.
Men det var mere end en lille polyp. Og Far måtte telefonere til Doktorgården i Ry, og så tog Bedstemor og Bedstefar nattoget til København.

Mor skulle begraves i Ry. Bedstefar skrev til Pastor Rechendorff om begravelsen, og Bedstemor skrev til Onkel Karsten, så Frøken Pallesen kunne sy sørgetøj til Mette og mig. Kjoler i sort og hvid-mønstret musselin, med lange ærmer og en god bred søm, så de kunne lægges ned. Og Bedstemor og Bedstefar tog os tre piger med til Ry .

Et par dage senere kom Mors kiste over med toget. Der var Far med, og nogle af deres københavnske venner.
Og Mette og jeg gik i vores nye kjoler med Far i hånden efter kisten op ad hele Skanderborgvej fra stationen til kirken. Foran et af husene var der strøet blomster - i mønster. De knasede, da vi trådte på dem.

Sommerferie i Paraplyen - uden Mor. Nogen må jo have taget sig af det praktiske. Og Else var nok mest i Doktorgården. Far havde købt bil, som vi kørte rundt i; vi besøgte Faster Dagny og Onkel Lyager i Hjørring og Farmor og Farfar i Ringkøbing. Og vi kørte rundt på Himmelbjergegnen, eller var på besøg hos Ester og Borcher i Oens og på Boelet i Siim, hvor Onkel Erik nu boede med Tante Asta.p>Jeg husker mest Fars rastløshed. Han kredsede om minderne. Billeder af Mor, hendes smykker og et silketørklæde havde han samlet næsten som et alter, i det der før var deres fælles soveværelse.

Men der var da også almindelige glade sommerdage med feriegæster. En meget tidlig sommermorgen roede vi over på den anden side af Gudenåen og oplevede, hvordan dyrene og skoven vågnede. Vi skulle jo ikke forstyrre, så Far udlovede en præmie til den der kunne tie stille længst, og den vandt Mette og kusine Hanne, de to der ellers blev kaldt for snakkekompagniet.

En gråvejrsdag gik vi med Far op på kirkegården. Vi havde en buket med fra engen ved Paraplyen, mest engnellikerod som Mor havde holdt så meget af. Ved Mors grav bad han os synge: “I alle de riger og lande:” “Men stille - for folk vil synes, det er underligt.”
Mors livsmod og lyse sind havde været hans forsvar mod det tungsind, der da den mørke tid igen nærmede sig, tog magten.

Skoleferien fik ende, og turen gik mod København. På Storebælt hørte vi “Tyrekalven” tude i tågen, mens vi drak saftevand og spiste vores madpakke med Bedstemors gode frikadeller. Far fik sig en cigaret.
Tilbage til bilen - Lidt forvirring og megen larm, men så var vi i land i Korsør. Mon Far igen ville køre med 100 km i timen, som han havde gjort een gang, oppe i det flade Vendsyssel? Nej, han fulgte blot de andre biler, og til sidst dukkede Københavns lys op i regndisen.

Hverdagen begyndte på Egernvej. Else var stadig i Doktorgården; at finde en god husbestyrerinde til vores lille familie var åbenbart ikke let. Og Irma var da flink nok, flettede Mettes fletninger og knappede min kjole i ryggen. Far måtte tage sig tid til at høre mig i 9-tabellen og beundre Mette, når hun havde lært sig nye måder at spille bold. Mørkeblå stedmorblomster og et lille æbletræ blev plantet, som Mor i foråret havde ønsket det.

Mig, Far og Mette i kolonihaven

En dag skulle vi så besøge nogle af Fars venner. Deres datter hentede Mette og mig som aftalt uden for Duevejens Skole. - Far skulle komme derud, når han var færdig med sin undervisning på Zahles seminarium
Mette og jeg havde aldrig besøgt de venlige mennesker før, men der var rart at være. Huset var hyggeligt og lå ude i skoven. Georginerne blomstrede i haven, og blommerne var modne. Vi spillede bold på plænen og ventede på at Far skulle komme.

Så ringede telefonen.

Hvad der derefter skete, har jeg kun spredte erindringer om.

På et tidspunkt var vi hos Augusta Unmack og hendes søstre. Mor og Augusta var studiekammerater, og de tre søstre kom jævnlig hos os.

Vi havde før været på besøg i deres lejlighed. Denne aften fik vi lov til det hele, klimpre på klaveret og lege med de fine kinesiske kopper og med ægget, der kunne lukkes op og så rummede mindre æg, og allerinderst en lille kylling. Men alting var sært. De voksne talte lavmælt sammen, og svarede ikke ordentligt på vores spørgsmål. Somme tider så de så mærkeligt på os, og mumlede indbyrdes. Til sidst blev det klart, at vi og Thordis, den yngste søster, skulle rejse med nattoget til Bedstemor og Bedstefar. Hvad der egentlig var på færde, forstod vi ikke

Næste morgen var vi så i Ry og gik op ad gaden til Doktorgården. Og det varede igen et godt stykke tid, før verden faldt i lave omkring os.

Alt var atter forandret. Far var død, en pludselig sygdom fik vi at vide. Han blev begravet ved siden af Mor på kirkegården i Ry, men hans begravelse var vi slet ikke med til.

Vi skulle nu alle tre forblive hos Bedstemor og Bedstefar. De havde plads nok og pigehjælp. Og al den uro og forstyrrelse vi bragte med os, blev sikkert en hjælp for dem. For deres sorg var jo også stor, det forstår jeg nu, om end anderledes end vores. De gav os et godt hjem og al den støtte vi fik brug for, efterhånden som vi voksede til.

En dag sad jeg på trappen, den herlige trappe i den store entre, hvor man kunne klatre udvendig og på trinene indrette dukkeboliger i flere etager. Ovenover på væggen havde Bedstefar stolt ladet male navnene på børn og børnebørn. Der sad jeg nu i mine egne triste tanker, da Bedstemor kom med et lyseblåt linieret kladdehefte. “Du skulle prøve at skrive ned, hvad du kan huske om din Mor og Far,” sagde hun. - Hun havde selv mistet sin mor, da hun var 7-8 år gammel. Hendes far giftede sig igen et par år senere, men alt det vidste jeg intet om den gang. - Nu sagde jeg ja tak til hæftet, men havde nok slet ikke lyst til at tænke på den tilværelse, der ikke var mere.

Hæftet forblev i hvert fald tomt. Og det er faktisk først nu, jeg for alvor forsøger at huske og at skrive lidt af, hvad jeg erindrer fra disse første år.

Bedstemor

Ganske bortset fra sorgen over at vores mor, hendes datter, og også vores far var døde, må det have været hårdt for Bedstemor at få sin hverdag i den grad omkalfatret. To piger på 6 og 9 år, samt et spædbarn, har nødvendigvis forandret navnlig hendes hverdag. Hun var på det tidspunkt i halvtredserne. Bedstefar passede sit sanatorium og sin praksis som sædvanlig. Af og til fik vi lov at komme med ham på sygebesøg i Forden, og selvfølgelig var vi der ved bordet og på anden vis, men hans hverdag var stort set den samme.

Anderledes for Bedstemor. Der skulle blandt andet tænkes på os hvad maden angik. Den gang fik man formad i alle hjem, og jeg kan se Bedstemor hælde rom i den hvide sagosuppe i terrinen, NB når Mette og jeg havde fået øst op. Der har nok også været retter, vi ikke var vant til hjemmefra, så vi var “kræsne”. Der var to piger i huset, og også dem gav vi ekstra arbejde.

Bedstemor ville gerne have, at vi var ens i tøjet. Når vi fik syet nyt, blev der syet tre “ens” kjoler. Enten Else eller jeg kom til at se mærkelig ud. Som den ældste havde jeg den fordel, at jeg voksede fra mine kjoler, mens Else risikerede at gå i “det samme” i mangfoldige år, for når Bedstemor sørgede for tøj, så var det gode materialer. Værst var det med tre brune vinterfrakker, som Else måtte slide på i mange år.

Bedstemor var en dygtig husmor. På døren i spisekammeret hang en liste til pigerne over arbejdet i huset, fordelt over ugedagene. Og jeg husker at Jørgen morede sig lidt over sin unge kone, der omhyggeligt skiftede vores få håndklæder og viskestykker hver lørdag.

Med til billedet af Bedstemor hører også, hvad hun kunne finde på af løjer. En nytårsaften ved sengetid blev både Mette og jeg ret hysteriske, da der nede i fodenden af vore gode senge lå “noget” klamt, der snoede sig op om benene på os. Bedstemor og pigen morede sig, Det viste sig, at “den uhyggelige slange” blot var et par meter pølsetarm, som pigen havde hentet hos slagteren, og derefter pustet op.

Bedstemor havde nok også sine vanskeligheder med at få penge fra Bedstefar. Vi manglede aldrig noget, men Bedstefar kunne knurre lidt over beløbets størrelse, når butiksbogen en gang om måneden skulle betales. Det har nok været svært at få ham til at forstå, at vi voksede og sled både tøj og fodtøj. Jeg husker, hvor brændende jeg i 4. mellem ønskede mig en marineblå blazer ligesom mine klassekammerater. Det ønske blev aldrig opfyldt. Og det husker jeg, mens jeg sikkert har glemt mange tåbelige ting jeg fik lov at få. Og jeg har heller ikke husket på det, når vores egne børn havde brændende ønsker om at være ligesom alle de andre.

Igen tilpassede jeg mig den nye hverdag med ny skole og nye kammerater. Det var sværere at være “Københavner”, nu hvor jeg vidste, jeg skulle blive i Ry. Jeg var nem at drille, og hvordan kunne jeg vide, at en “sokker-nøj” var et bolche. Ettagfat hed noget andet i Ry, og det gjorde mange andre lege også. Jeg var i forvejen klodset både til at spille bold og sjippe. Helst ville jeg bare have lov at sidde derhjemme i Doktorgården med en bog.

Fornemmelsen af at være “udenfor” opleves stærkt, mens man er barn. Ja, den kan da også dukke op nu, da jeg er gammel. Men nu har jeg lært - hos forfatterinden Edith Rode - at når man føler sig udenfor, så er det, fordi man er for selvoptaget. Så er det bare med at gå i gang med et eller andet, og jeg opdager paradoksalt nok, at dette “andet” sagtens kan være at skrive om det jeg erindrer fra gamle dage.

Men videre. Vi fejrede Elses første fødselsdag, og jeg blev 10 år.

Og vi havde vores første jul i Doktorgården. Anderledes, fordi vi var med Bedstefar på Sanatoriet til patienternes juletræ, mens alle andre var i kirke, men alligevel den samme som alle andre juleaftner. Den samme julepynt og de samme salmer, risengrød og ribbenssteg og hjemmelavet medisterpølse. Selvfølgelig var vi med til at bage brune kager og lave marcipan og andet juleknas. Men Bedstemor ville ikke have højtiden ødelagt af plagen om den slags eller skænderier, så vi fik den jul og alle senere hver en julemønstret paptallerken med nøjagtig ens aftalte godter, og en hel appelsin hver, mens der var ubegrænset adgang til pebernødderne.

Og tiden gik. Doktorgården var nu “hjemme”. Og vi tre var Doktorens piger, der som byens andre børn deltog i hvad der nu foregik i Ry.

Da det blev forår skulle de lokale dilettanter opføre “Aprilsnarrene”. Og det år medvirkede blandt andre Mette og jeg. I vore sort-hvide musselins-kjoler med de hvide mamelukben, der hang forneden, illuderede vi såmænd meget godt skolepiger fra 1850, når vi sang sammen med de andre børn og sagde vores eneste replik: “Kage, fru Bittermandel.”

Jeg gik kun i skole i Ry et par år. Så begyndte jeg i 2. mellem på Th.Langs Skole i Silkeborg. Og jeg slap af med de fletninger, som Bedstemor havde bestemt jeg skulle have, og som jeg ikke kunne styre.

Jeg blev konfirmeret i Silkeborg sammen med mine klassekammerater. Jeg havde en færdigsyet hvid kjole på, der havde kostet 19.85, for den skulle jo kun bruges den ene dag, det måtte jeg give Bedstemor ret i. Min andendags-kjole var derimod fin, en mørkeblå spencer med en ternet taftbluse til. Selve festen husker jeg intet om, men derimod gaverne. Et fint armbåndsur, en lille læderkuffert, som endte sine dage i en affaldskurv i Søndre Strømfjord, og en halskæde af hvide koraller, som jeg har endnu. Bøger fik jeg heldigvis også, Gøsta Berlings Saga blandt andet.

Mange år senere - da jeg fik brug for det - kom jeg pludselig i tanke om noget, som Pastor Thuesen havde sagt den dag i kirken: “Husk på, at det modsatte af glæde, det er ikke sorg. Man kan godt være meget bedrøvet og alligevel på en måde glad. Det modsatte af glæde, det er synd. Man kan ikke være glad, når man er i færd med noget, man ved er forkert.” Disse ord har jeg tænkt på mange gange.

Ikke længe efter min konfirmation overtog Onkel Karsten Doktorgården og det meste af Bedstefars praksis, og vi flyttede til Hvidehus. Der fik alle tre eget værelse, og jeg nød at kunne læse længe om aftenen, Jalnabøger og andre spændende og romantiske romaner.

Men det hævnede sig om morgenen. Når Elly kaldte klokken halvseks, havde jeg ikke megen lyst til at vågne. Det var buldermørkt, så det var slet ikke sjovt at stå op, spise havregrød, snøre støvler og tage overtøj på, håbe på at de rigtige bøger lå i tasken og halvautomatisk gå ned ad gaden - trafikken behøvede jeg ikke at bekymre mig om den gang - Og Elly sørgede for at jeg kom ud ad døren i tide. Toget gik kl. 6 fra Ry, og der kom flere skoleelever med på hver station. Der kom også nogen med Bryrupbanen. Vi “togbørn” samledes i et opvarmet klasseværelse, hvor vi så kunne lave lektier og hvad vi ellers kunne finde på. Var der en der havde penge, vankede der billige “kager fra igår” hos bageren. - Togbørn havde også lov at gå 5 minutter før det ringede ud kl. 2. Så kunne vi lige nå toget, og måske i en fart købe et stykke chokolade hos Slikmutter.

Når jeg nåede hjem til Hvidehus, stod min portion af middagsmaden i komfurovnen, hvor den holdt sig varm. Det var ikke alle retter, der var lige spændende efter den behandling, men i Ry havde man altid spist til middag kl. 12, og så aftensmad med smørrebrød og te kl. 6 om aftenen.