Paraplyen

At der er en sammenhæng mellem ordene Paraplyen og Paradis har jeg vist altid ment. Vi var der jo fra først i juni - når Fars elever skulle til ek­samen - og til sidst i august. Og hvor meget jeg end leder i min hukommelse, kan jeg ikke finde noget om, hvad vi gjorde i regnvejr.

Måske er vi taget ind til Doktorgården til Bedstemor, hvor der var masser af plads og også legetøj, klodser - små brændte teglsten i mange former, gule, blå og murstensrøde. Og et skrabnæsespil af papirtyndt udskåret elfen­ben. Gamle spille­kort måtte godt bruges til “pandekager”. Og Bedstemor kendte masser af spændende lege, ligesom senere Moster Ester.

Paraplyen før ombygningen midt i 20-erne husker jeg vagt. Der var et værelse til “pigen” oppe på loftet med vægge af tapet på lister. Det gav en masse plads, da loftet blev udnyttet, et lille vaskerum og 4 reelle værelser, omend de var små. De var jo kun beregnet til at sove i. - Det var nok også i forbin­delse med denne ombygning, at Mor syede små forskellige paraplyer som “navn” på viskestykkerne. Der blev også lavet en vimpel med en sammen­foldet paraply, og den vajede, når vi var der og der ikke skulle flages rigtigt. Der blev brændt små paraplyer på grydeskeerne hos en nabo, der lavede Himmelbjergting, den gang disse var så ægte som den slags nu kan være.

Hele familien holdt af ferierne i Ry. Mælkemanden kom forbi hver dag, og ellers gik Mor eller pigen vel til købmand, bager og slagter inde i byen. I køje­rummet sov Mette og jeg, og jævnlig smed vi alt sengetøjet på gul­vet, hvorefter vi hoppede ud fra den øverste køje. Herligt. Ellers er det mest livet uden døre jeg husker. Vi trillede ned ad plænen og spillede boccia. Vi lavede masser af pladder ved vandhanen sammen med de andre børn på vejen, og fik ret hurtigt noget jysk i tonefaldet, samtidig med at vi vænnede os til at gå i træsko. Indkøb af nye træsko var også en sommerferie­tradition.

Dramatisk var det den dag der stod store flammer, som flagrende vasketøj, i luften oppe ved “Brinken”, et hus der stadig ligger på toppen af bakken. Mor organiserede vejens andre koner til slukningsarbejdet, og børnene fik besked om at blive nede hos os. - Det var en gnist fra lokomotivet, der havde antændt den tørre fyrrehæk - Anden skade skete der vist ikke.

Telefon i Paraplyen kom der først, da Bedstefars amanuensis Dr. Andersen brugte huset, om vinteren.

Der var granskov mellem haven og engen, men træerne havde mistet de neder­ste grene, så det var alligevel luftigt. Jeg havde en gynge der, og da Mette fik lært at sige “tømmermand”, fik hun et meget fint gyngebræt af den flinke tømrer Nielsen. Det blev hængt op i meget længere tove end mit, og var derfor det mest populære.

Fra haven husker jeg et par blommetræer og den gamle brønd overgroet med nasturtier. Køkkenhave var der vist ikke. Der var naturligvis et udhus med “das” med hjerte i døren. Og nede på engen lå “domus medica”, der tilhørte Onkel Karsten, men hvor vore gæster kunne overnatte. Nogle morgener blev jeg sendt derned for at vække dem - en dejlig tur gennem den stille skov, hvor solen skinnede på de dugvåde spindelvæv.

Ned mod engen sluttede skoven med en lang stenhøj. Og på engen var der et lysthus med et bord af en møllesten. Og så var der jo de farlige grøfter. Jeg var sikker på, at de var bundløse, i hvert fald var der masser af dynd på bunden, og andemad på overfladen. Og de var lige præcis for brede til at jeg kunne springe over dem. - Men alligevel var engen et paradis. Vi plukkede de dejligste buketter til Mor, engkarse og engnellikerod, smørblomster og gøgeurt med gøgespyt på - nu ved jeg, at det bare var en skumcikade.

Og så var der bådehuset ned til Gudenåen, med “den fladbundede” og kanoen, som vi kun sjældent fik lov at være med i, for den kunne vende rundt. I den flad­bundede kom vi f.eks. ind blandt sivene, når Farfar var på besøg og ville se på fugle, og vi - eller de voksne roede os over på den anden side og vi gik tur i skoven der, eller vi lå ude ved “grøden”, hvor vi kunne høre ålene guffe tangen i sig. Og der var åkander at plukke, både de hvide og de gule. Jo Paraplyen havde mange herligheder.

Efter Fars død blev Paraplyen lejet ud. I sommeren 1947 lånte Onkel Karsten mig huset. Jeg boede der en ugestid med Jytte, Aase, Egil og Hans, der var knap et år, samt Else. Og Moster Ester stillede med alle Misplerne og holdt sin fødselsdag der. Hun lavede millionbøf på komfuret og vi spiste udendøre.

Nu er Paraplyen på andre hænder, og tæt omkranset af parcelhuse. De egetræer Bedstefar lod plante på nabogrunden blev ikke store, som han drømte om.