 Pinsen 1938 og hvad deraf fulgte
I pinsen plejede familien i Ry altid at køre til Oens i Forden.
Jeg boede på kostafdelingen oven på Th.Langs Skole og havde travlt. Skriftlig studentereksamen var overstået, men mundtligt skulle vi op i Latin, tysk, engelsk, fransk og dansk, så der var nok at repetere. Men alligevel skulle der holdes pinseferie, og nu havde jeg problemer.
Jørgen og jeg havde skrevet ret intenst sammen siden Jul. Vi havde sommeren før tilbragt et par fortræffelige ferieuger i hinandens selskab i Oens hos min Moster Ester og Jørgens Onkel B.C. - også kaldet Borcher. Nu havde Jørgen så inviteret sig selv til Oensballegaard i Pinsen. Han ville naturligvis komme med toget fra København, og når jeg så tog toget direkte fra Silkeborg til Horsens, kunne vi mødes og spadsere til Oens. Jeg havde selvfølgelig fortalt Bedstemor, at jeg ville tage toget, men lige så selvfølgeligt ikke den rigtige grund. Nu lå der så besked på skolens kontor, at jeg skulle have Else på 9 år med i toget, for så blev der bedre plads i bilen til de øvrige. Jeg ringede omgående til Ry nr. 9, og heldigvis var det Mette, der tog telefonen. Det passede hende godt sådan at blive indviet i stævnemødeplaner. Ved fælles hjælp fandt vi ud af, at der sikkert ikke gik nogen rutebil. Else kunne jo umuligt gå de 7 km, så de blev nødt til at finde plads til hende i bilen.
Som planlagt - dog mere generte end i hvert fald jeg havde forestillet mig, - mødtes vi og vandrede ud ad landevejen, med lidt afstand i mellem os. Vejret var dejligt, og vi skiftevis konverserede og tav stille. - Men så kom der en lastbil. Og en grinende chauffør stak hovedet ud ad vinduet og råbte: “Jamen så kys hende dog for fanden!”
Jørgen fulgte det gode råd - og det kunne sikkert ses på os, da vi nåede frem til Oensballegaard. Men vi fik lov at være i fred i de par dage.
På tilbageturen havde jeg så Else med i toget, og pludselig råbte den dumme tøs med høj røst ud i vognen: “Jeg vil have en is i Skanderborg. Ellers fortæller jeg Bedstefar, at du og Jørgen går og kysser hinanden”.
Et par dage efter besøgte Bedstefar mig i Silkeborg. Han ville vide, om Jørgen og jeg mente det alvorligt, om vi havde planer om at gifte os, - og det havde vi da. “Du må være klar over, at det er et valg for livet,” sagde han. “Og det er dig der bestemmer. Bedstemor og jeg har jo måttet være jer tre i forældres sted, og jeg håber, det er lykkedes for os at opdrage jer, så I selv kan tage ansvar for jeres liv.”
Eksamen gik godt, og Jørgen sendte mig lyserøde roser. I den almindelige festrus til studentergildet blev også jeg spurgt ud om mine fremtidsplaner. Og da røbede jeg, at jeg nok om et par år sad i Grønland som gift kone.
“Lones forlovelse” nåede også til Hvidehus. Bedstefar skrev til Jørgen, for at få nøjere besked om hans fremtidsplaner. Og da Jørgen så fra Grønlands Styrelse fik at vide, at han allerede dette år skulle til Egedesminde med 3. Disko som assistent på prøve, blev forlovelsen officiel.
Familien og Jørgen mødtes igen til Moster Esters fødselsdag. Onkel Karsten kørte os til Horsens og gav os “en drink” på Jørgensens Hotel, mens der blev sat navne i vore forlovelsesringe, som Jørgen betalte 90 kr. for. Derimod betalte Bedstefar vores forlovelseskort - Vi fik valget mellem at gøre visitter eller udsende forlovelseskort. Og Bedstemor tilbragte et par søvnløse nætter med at spekulere over mit “udstyr”.
Nu var vi så officielt forlovede, og Jørgen var i Ry nogle dage. Dog holdt Bedstefar på, at han skulle bo på Boelet hos Onkel Erik og Tante Asta. Derefter fulgtes vi til hans forældre på Orø.
Da Jørgen få dage senere rejste til Grønland, havde jeg fået lov at følge med Disko til Helsingør, hvor jeg blev sat i land med lodsbåden, heldigvis sammen med et par gamle kolonibestyrere, som kendte Jørgen og hans forældre fra gammel tid. De sørgede for at jeg kom godt hjem.
Det var så planen, at vi skulle giftes to år senere. Husholdning vidste jeg ikke meget om. Det måtte der rådes bod på, så et halvt år skulle jeg tilbringe på en husholdningsskole i Vejlby ved Århus. Før kurset begyndte, var jeg på en systue i Ry og syede tøj til mig selv, blå lærredskjoler og hvide forklæder og trekantede kapper til husholdningsskolen, og kjoler og natkjoler til at have med til Grønland. Onkel Karsten sørgede heldigvis for, at jeg fik et par solide skibukser med. Ellers var det skørter kvinder gik i dengang. Og jeg husker, at jeg havde 12 par uldne lange strømper med - de var dyre.
Barnepleje kunne jo også blive aktuelt, så efter husholdningsskolen boede jeg et par måneder hos Karsten og Felice i Aalborg og cyklede hver morgen til et børnehjem i Nørre Sundby, hvor 5-6 andre piger uddannede sig til barneplejersker, hvad der var en regulær etårig uddannelse. Jeg var uden for vagtskemaet, men blev alligevel stort set accepteret af de andre, skønt jeg slap for nattevagter og kun en enkelt dag havde den ulækre tjans med de snavsede tøjbleer. Da Jytte godt et år efter arriverede, var jeg glad for, at det ikke var første gang jeg skulle håndtere sådan en størrelse.
Familien havde også lagt planer for, hvordan jeg hele det andet år skulle i huset hos en lægefamilie, dels for at lære husførelse i praksis, dels for at få lidt selskabelige færdigheder såsom at spille bridge og den slags.
Men Jørgen følte sig ensom i Egedesminde, så det endte med, at jeg fik lov at rejse, - både af Bedstefar, der var min værge, og af Grønlands Styrelse, da Jørgen var ansat “på prøve”. Jeg rejste til Grønland med 3. Disko i august 1939. Og få dage efter vores bryllup begyndte det, der blev til den 2. verdenskrig.
Forbindelsen mellem familierne Isager og Borchersen.
Omkring år 1900 boede Kresten og Maren Isager i Ry med deres 4 børn Gudrun, Erik, Ester og Karsten.
I Hammel boede Jørgen og Leonora Lisette Borchersen med deres 6 børn. Aage, Hjalmar, Else, Anders Christian (senere kaldet A.C., Borcher eller B.C), Karen og Bodil.
Karen B. blev sendt til Th.Langs Skole i Silkeborg, hvor Gudrun I. (min mor) også var elev. De blev meget nære venner,
Da Borcher blev landvæsenselev på Ry Mølle, var det derfor ikke så mærkeligt, at han besøgte Doktorgården. Han og Ester blev så gift i 1920. Og blev forældre til Jens i Voldby og Ole i Oens, som således er fætre til både Jørgen og mig.
Mine forældre Gudrun og Holger Sandvad var blevet gift i januar 1919 og fik mig i december. Hjalmar Borchersen havde giftet sig med Olga Pedersen i 1916, hvorpå de rejste til Jakobshavn som lægefolk, og Jørgen blev født i 1917.
I sommeren 1937 inviterede Ester sin søsterdatter (mig) på sommerferie i Oensballegaard, og også Borchers brorsøn Jørgen. Det var en udmærket ide, som siden har haft åbenbart uoverskuelige konsekvenser.
Gæsterne ved Ester og Borchers Bryllup udenfor Doktorgården sommeren 1920.
1: Karsten Isager
2: Ester Isager
3: Anders Christian Borchersen (Borcher)
4: Olga Borchersen
5: Karen Borchersen
6: Hjalmar Borchersen
7: Bodil Borchersen
8: Holger Sandvad
9: Gudrun Sandvad
10: Else Borchersen
11: Kresten Isager
12: Maren Isager
13 Leonora Lisette Borchersen
|
