9. april 1940

Det er ved at blive lyst, og jeg kan høre, at der bliver raslet med komfuret Der er hundekoldt i vores lille sovekammer. Vandet i kanden på servanten er sikkert frosset. Jeg tænder stearinlyset, så jeg kan holde øje med tiden og putter mig igen under dynen. Jørgen sover. Jeg vækker ham med et Tillykke. Så banker det forsigtigt på sovekammerdøren, og der bliver sagt en hel masse på grønlandsk. “Skal hun også gøre fuglene i stand?” Jørgen ser spørgende på mig, der nikker uden helt at have forstået.

“Oline er syg” oversætter Jørgen. “Det er sgu da rørende, at hendes mor så kommer. Hun har tændt op i komfuret og i kakkelovnen, og har også ordnet mine kamikker.“

Ude i det varme køkken får jeg sagt tak til Olines mor. Hun kigger på min tykke mave og siger noget uforståeligt, men bestemt venligt. Nej, hun har ikke tid at drikke kaffe, forstår jeg. Hun har jo også andre at sørge for, men hun vil komme senere og ordne de tre ederfugle, som skal være hovedretten ved fødselsdagsmiddagen for Jørgens kolleger med koner.

Efter vores morgenkaffe i den lille lune stue tager Jørgen butikstøjet på, træningsdragt under sælskindsbukserne, islandsk sweater og tyk anorak og så kamikkerne. Butikken er uopvarmet, og temperaturen derfor langt under frysepunktet. Termokanden med kaffen er væsentlig, og også fingervanterne. Sivskoene står i butikken, hvor Jørgen har sin faste plads ved kassen og modtager pengene, mens personalet afvejer eller måler varerne. Mel og gryn, patroner, lidt metervarer, udelukkende ting der kan tåle at fryse.

Jeg tager mig den sidste kop kaffe og planlægger aftenens menu, finder de sidste dåser frem. Nu er der ikke så længe til foråret og første skib med friske forsyninger - og breve - og udstyr til vores barn. Vi har telegraferet hjem efter familiedåbskjolen, vist ved juletid, og jeg kender jo Bedstemor og også Jørgens mor. Jeg er sikker på, at de vil sende alt hvad der behøves til sådan en lille størrelse. Her kan man jo ikke købe spor af den slags.

Pludselig står Jørgen i køkkenet, hvor jeg har travlt - “Tyskerne har besat Danmark” siger han.

Jeg havde spekuleret meget over fødselsdagsmiddagen og gjort mig umage, for gæster til spisning var en stor begivenhed. Mest kom man sammen til en kop aftenkaffe. Og nu sad vi seks mennesker der og var høflige, men lidt for stille, selvom der var rødvin på bordet. Vi spekulerede nok hver for sig på, hvordan vores familie mon kunne have det, og hvordan deres fremtid ville forme sig - Efterhånden drejede samtalen sig dog mest om, hvordan vi i Grønland skulle klare os. Jeg tænkte på babytøj. De øvrige talte om hvad der fandtes i pakhusene af mad og andet. Indimellem drøftede vi også det lidt vi vidste om begivenhederne i Danmark. Kunne det virkelig være rigtigt at tyskerne havde besat Danmark uden spor modstand?.

I dagene derefter kom der flere nyheder, men den maskinskrevne skibsradioavis fra Lyngby Radio, der havde været vores daglige nyhedskilde var stoppet. Og man kunne heller ikke sende private telegrammer. Fra Godthåb blev det indskærpet, at al hamstring var strengt forbudt. Vi havde ikke selv radio, men der var andre, der kunne høre BBC eller Voice of America. Og efterhånden dannede vi os et indtryk af, hvad der var foregået.

“Disko” med blandt andet mit babyudstyr skulle være sejlet fra København 11.april. Jytte fik dog både seng og tøj på kroppen. Alle var hjælpsomme og gav gode råd. Jørgen samlede melsække fra butikken. Når de blev vasket og hængt ud i frostvejret uden at blive skyllet, blev de bløde og hvidere.

Men i lang tid stod der Gluten Flour på Jyttes bleer. Det uldne undertøj Bedstemor så kærligt havde strikket til mig, blev til flere lækre trøjer. Og også hvad der ellers var nødvendigt lykkedes det at skaffe. Som i Danmark under besættelsen lærte vi i Grønland ved fælles hjælp at løse problemerne med de ting der fandtes på stedet.

Min Singer og mig.

Min symaskine blev købt i efteråret 38, da Bedstemor begyndte at forberede mit udstyr, og oplære mig i husmoderlige sysler. Den er til håndkraft og har holdt til utallige flytninger, og den må have syet mange kilometer søm. Den kan ikke sy baglæns, hvad der har ærgret mig, da jeg opdagede at det kunne flere af dens jævnaldrende. Nu er det længe siden jeg har taget låget af den, og vore sidste fælles bedrifter er uhyre beskedne.

Men der var en gang. Jørgen så begejstret på den, da den og jeg flyttede ind i huset i Egedesminde : “Så kan du sy mig en anorarssuak.” Svigermor havde givet ham et gammelt kuskeslag med til Grønland. Jeg tror, det havde tilhørt hendes far. Det var af noget kolossalt tykt uldent stof, og det blev til en solid og varm anorak. Men det voldte både mig og maskinen en del besvær, før vi kom så langt. Heldigvis var Jørgen mere end tilfreds.

Siden har jeg syet utallige anorakker til Jørgen og børnene, kjoler og forklæder, gardiner og sengetøj, og hygget mig med symaskinen og dens stilfærdige snurren. I Holsteinsborg fik den nykker, men da koloniens dygtige smed kom og så strengt på den, så fungerede den upåklageligt, og det har den stort set gjort siden.

I de mange Grønlandsår var den en meget væsentlig ting for mig. Hvordan skulle jeg ellers sørge for tøj til familien? Så jeg blev meget vred, når nogen pillede ved den. Men en dag i Scoresbysund, da jeg ville bruge den, var nålen knækket. Det var min sidste symaskinenål, så jeg blev godt gal i hovedet. Nu måtte jeg telegrafere efter nye, som dog heldigvis kunne være i et luftpostbrev. Det viste sig, at Egil havde “syet” nålen gennem fingeren samme morgen. Han havde klogelig henvendt sig på Jørgens sengekant, og han havde bare trukket nålen ud, uden vel at tænke nærmere over hvor den kom fra.

Det var også i Scoresbysund at Jørgen fik den ide, at der måtte kunne laves et telt, der lige dækkede slæden, holdt oppe af slædeopstanderne i den ene ende og af en tuk i den modsatte ende af slæden. - En tuk er nærmest et stemmejern på et mandshøjt solidt skaft. Den benyttes blandt andet til at prøve om isen kan bære, og også til at tukke huller til sælgarn, men det er en anden historie. - Vi masede og regerede med det kraftigste lærred der fandtes i butikken. Det var nogle enormt lange sømme, husker jeg, men det virkede vist ikke rigtig efter hensigten. I hvert fald tog vi ikke patent på ideen.

Af og til, når Jørgen havde dårlig samvittighed over alle de penge han nu igen havde brugt på antikvariske bøger, spurgte han: “Jamen, vil du da ikke have en elektrisk symaskine?” Men efterhånden kunne man jo købe færdigt tøj, der var væsentlig fiksere end det, som symaskinen og jeg havde kreeret i vore unge dage, så jeg sagde, at jeg hellere ville have en ny kjole. Men alle Jørgens anorakker er blevet til på min gamle Singer, og også her i Slangerup har den været i sving.