Holsteinsborg

Krigen gik sin gang. Vi fulgte med så godt man nu kunne i Grønland. Nogle havde råd til at have batteriradio, og fra dem spredtes nyhederne. Desuden holdt vi selv “Time Magazine” fra USA. Og “Grønlandsposten” der blev udgivet i Godthåb og udkom en gang om måneden, bragte jævnlig nyheder om forholdene i Danmark foruden stof fra Grønland.

Brevene fra Danmark kom, men uregelmæssigt og altid med “Von Wehrmacht geöffnet” på kuverten. Vi kunne kun svare med RødeKors-breve, der var længe undervejs. Der blev oplæst julehilsner fra familien i Danmark i dansk radio, men den havde ikke megen sendestyrke, så det var ret tilfældigt, hvad der blev opfanget. Men mange noterede navne ned og skrev til de pågældende. F.eks. fik vi brev fra Nanortalik, at vores familie på godsbanegården i Horsens havde det godt,

Her i Holsteinsborg landede af og til en catalina med amerikanere fra basen i Søndre Strømfjord. De trængte til at se andre mennesker. Og det var da helt sjovt at lufte sit skoleengelsk. Det var der også god brug for, når det telefonbogtykke katalog fra Sears-Roebuck skulle bruges. Der kunne man bestille bogstavelig talt alt, men der var sandelig også problemer. Skonumrene lignede ikke noget vi kendte, og hvilken farve var “maroon”? Og så varede det mange måneder, før varerne kom, eller den i første omgang uforståelige besked: “Sorry, our stock is sold.” - Men når så pakkerne var fordelt og åbnet, gik vi på besøg og så, hvad de andre havde modtaget. og som regel var der en lille udstilling af det, som nu den familie ikke kunne passe eller ikke havde brug for. - Jeg nåede da aldrig selv at få en “maternity dress”, før barnet var født.

Hverdagene gik som de andre steder, vi har boet. Storvask og bad foregik i køkkenet, hvor der var vandtønde og kulkomfur, som skiftende kivfakker tog sig af. Madmæssigt var her bedre end i Upernavik. Her var rejer at få - somme tider - og laks og renskød. Vi havde hyggelige kolonifæller, så der var både kaffemikker og dansemikker, sågar et karneval.

Børnefødselsdage blev naturligvis også fejret med boller og chokolade og lagkage, men uden flødeskum. Piskefløde oplevede jeg aldrig i Grønland. Gaverne var nok tit bløde pakker, eller man savede puslespil og syede kludedukker. Jytte fik dog en rigtig dukke, der lå “ejerløs” i posten, og som Jørgen så fik med hjem. Jytte blev meget vred, da jeg demonstrerede, at den kunne sige noget, når man klemte den på maven. “Du må ikke slå min dukkelise.”

Når sommersolen skinnede, travede vi unge koner ind til søerne med vores unger, forfulgt af store myggesværme. Om vinteren stod vi lidt på ski. Jørgen kørte med sine hunde, tjenstligt eller på rypejagt.

Så kom Egil til verden en sommermorgen, og vi pakkede snart efter en del af vor møbler sammen, så der blev plads til at fejre hans barnedåb med gæster til renssteg med mere. Og præsten digtede:

“Lad os synge nu en sang
da nu endelig en gang
Borchersens har fået en søn.
Flidens fuldt fortjente løn.”

Et par dage efter sejlede vi til Godhavn med Jørgens hunde og slæde og vores øvrige habengut, - forøget med nok en barneseng, samt “tønden”, som Jørgen havde fået lavet som julegave til mig, og som heldigvis stadig rummer gode flasker.

Undervejs med “Hvalen” sejlede vi ved lavvande på et skær ud for Agto. Skibet havde ingen skade lidt, og udstedsbestyrer Toftum kom omgående i sin motorbåd og inviterede os alle til frokost. Han og hans kone var de eneste danske på stedet, så de ville meget gerne have besøg. Naturligvis var der mandskab om bord, og vi kunne se “Hvalen” fra huset. Pludselig lød der et par klask, og så flød “Hvalen” igen. Vi kom hastigt om bord og nåede frem til Godhavn i løbet af natten - Der var jo midnatssol.