Godhavn - Den sidste krigsvinter

Porsild er nok den jeg husker bedst fra den vinter. Han havde været længe i Grønland allerede, da Jørgens forældre var lægefolk der under første verdenskrig. Nu var han et par og halvfjerds. Hans kone var død og hans børn andre steder. At besøge ham havde vi megen glæde af. Han var glad for børn og god til at snakke med dem. Jeg lånte bøger af ham, og han nød også at spille grammofonplader for os. Det betød da også noget, at han var en klog gammel mand. De danske i Grønland var ellers mellem 20 og 55 år, samt børn under konfirmationsalderen. Hans viden om grønlandske forhold både nu og tidligere var stor. Han var botaniker. Og han havde et bøgetræ i sin stue. Da Jørgen og jeg besøgte ham 5. maj 1945, var det lige sprunget ud. Det lysende grønne træ stod på bordet i sin store potte, oven i købet med skovmærker om foden, så vi drak vores kaffe under det. Og Porsild begyndte allerede at fable om Rich`s kaffetilsætning, når nu vi fik forbindelse med Danmark igen.

Vinteren var forløbet uden større begivenheder. Kolonibestyreren boede i Landsfogedboligen, og vi boede i bestyrerboligen. Et hus som meget lignede huse vi senere kom til at bo i, som bestyrerboligen i Scoresbysund og Angmagssalik, samt Vatikanet i Julianehåb.

Et par officerer fra et lille amerikansk krigsskib besøgte os i november, og vi blev fotograferet, så vi havde billeder at sende til familien, “når nu krigen snart var forbi”. Underligt at tænke på at der måske sidder en familie et sted i USA og kigger på et billedet af os “fra den gang bedstefar var i krig i Grønland”.

Familien i Godhavn

Den 4. maj om eftermiddagen lød det pludselig ud over kolonien: “Sorssuneq inerpok. Krigen er forbi.” Telegrafisten havde opfanget det på radioen. Jeg vidste, at netop nu sendte BBC på dansk, så jeg løb hele vejen ned til kolonibestyrerens, der havde radio, og jeg nåede at høre “budskabet”. - I forvejen var vi allerede indbudt til fest hos Hans Nielsens, da det var hans kones fødselsdag.

Nu blev det ekstra festligt. Man kom med gemte herligheder, som f.eks. dansk snaps, og humøret var højt. Og vi var i vor fineste puds, Jørgen naturligvis i hvid anorak og jeg i min nyeste hjemmesyede lange kjole. Lyseblå med små blomster - stof fra Sear`s. Jeg syntes da også selv jeg var helt pæn, og Jytte så beundrende på mig og udbrød: “Pinerputit. Du er meget fin.” Naturligvis oversatte hun sit spontane udbrud, for mor blev jo aldrig god til det grønlandske.

Forbindelsen med Danmark kom i gang. Først telegrammer, så skibe med nye mennesker, og breve, bøger og aviser. Mange embedsmænd skulle nu rejse til Danmark på den permission, der var blevet udsat i krigsårene. Det gav chancer for de yngre assistenter. Jørgen skulle forflyttes til Christianshåb, og det glædede vi os meget til - Men en dag kom der telegram, at han i stedet skulle til Julianehåb, hvad der blandt andet betød, at vi måtte af med hundene.

Vred over denne uønskede forflyttelse, ansøgte Jørgen så om at komme til Scoresbysund, når dette blev muligt. Og igen pakkede vi alt, hvad vi ejede. Med “Hvalen” sejlede vi til Egedesminde, hvorfra turen gik sydpå med “Disko”.

En uge opholdt vi os i Ivigtut i et lille hus med alle moderne bekvemmeligheder, blandt andet brusebad. Jørgen og jeg nød det efter årene med baljemik i køkkenet, men Jytte og Aase skreg i vilden sky. Det gjorde de også, da vi kom forbi kostalden, hvor køerne viftede med halerne, samtidig med at grisene i samme hus blev fodret.

Med motorbåd nåede vi omsider til Julianehåb.