Vores hus i Scoresbysund

Det var et stort hus vi boede i med tre stuer mod syd og med udsigt over fjorden. “Inderst” var dagligstuen med reoler og sofa og en herlig kakkelovn. I midten var spisestuen med dør til køkkenet. Og den forreste stue var Jørgens kontor, hvad der medførte, at der ofte sad en fanger fra Kap Hope i køkkenet og ventede på at komme til. Så fik vi lidt lokale nyheder, mens han fik en kop kaffe. Da kontoret blev flyttet til et særskilt lille hus, blev døren til køkkenet blændet, og væggen mellem de to rum fjernet, så vi fik en dejlig stor dagligstue, men en lidt besværlig omvej fra køkken til spisestuen i det forhenværende kontor.

Den første vinter blev frøken Brejnrod som nævnt installeret i loftsværelset mod øst, mens Flavia måtte nøjes med det ganske lille loftsrum ved siden af, som senere blev legerum, og da blev kaldt “sanavikken”. Ordet betyder værkstedet. Drengene har også sovet der om sommeren, når vi skulle skaffe sovepladser til “sommermænd”. Senere boede Flavia og de skiftende lokale unge piger i det større værelse. Vi havde selv et dejligt soveværelse. Nedenfor dets vindue stod alle Jørgens hunde bundet i en lang kæde med “udløbere”, så de ikke kunne slås. Der var sne eller smeltevand året rundt, og det var kun 3-4 måneder, de ikke var ude at køre. I kvisten mod syd var der et værelse med alle børnesengene, og så var der et gennemgangsrum, hvor der blev leget, og hvor min symaskine stod. Den har fået sit eget kapitel.

Det vigtigste rum i vores hus var det store køkken. Der var altid varmt og altid mennesker. Børnene legede under det store bord og fulgte med i hvad der foregik. Så havde jeg også en tolk, hvis Flavia ikke var hjemme. Der kom børn med sælkød i et emaljeret fad, eller Eleonora kom fra Kap Hope med kamikker, som hun havde syet eller repareret. Hele vinteren gik vi jo alle i kamikker uden døre.

I et hjørne stod vandtønden, “ikke nær så stor som den i Julianehåb” var Jyttes kommentar, da vi den allerførste dag kom ud i køkkenet. Vandtønderne var nu vist lige store, men Jytte var blevet noget større i løbet af det år i Danmark

Vand! Det lærte man at skønne på - og at spare på. Vejret kunne forhindre “vandmanden” i at komme, eller i hvert fald gøre det så besværligt for ham og vandhundene, at der kun var vand til det nødvendigste. Så måtte vask og bad vente til bedre tider. En sjælden gang måtte vi nøjes med at smelte sne. Det giver en elendig kaffe.

Der var en køkkenvask med afløb, men vandet løb bare ned i en stor spand, som skulle bæres ud og tømmes. Både ulækkert og besværligt. Jeg må indrømme, at jeg aldrig selv er gået ud med den. Det var ikke nogen morsom tjans, værst når sneen lå højt. Hundene skulle også holdes på afstand.

På komfuret kogte vi storvask, et ord der næppe bruges nu om dage. Hele familiens sengetøj og håndklæder fra i hvert fald et par uger blev kogt i en stor gryde og skyllet så godt som vandforsyningen tillod. Derefter blev det hængt ud på den lange, lange tørresnor langs elven. Det var en velhavende fornemmelse at se det blafre der. Knap så morsomt var det at vågne en vinternat ved lyden af stormstød mod huset. Op og få tøj og kamikker på, kalde Jørgen og Flavia til assistance, og så ud og bjerge det stivfrosne tøj. Det er sket et par gange, at en fanger er kommet med et lagen, som han havde fundet langt ude på isen. Vand til bad blev også varmet i den store gryde, og så tog man bad foran komfuret i husets største balje.

Derudover var komfuret i brug til madlavning og andre gøremål som at riste kaffe og bage brød. Over komfuret var en stor træramme, hvor kamik-strømperne hang til tørre om vinteren, dog kun når der ikke blev lavet mad.

Hundehår og kamikhø var ikke rart at få i suppen. Og ved siden af komfuret lå somme tider harer eller ryper til optøning, men mest spiste vi sælkød: Lever, kogte sælribben eller kujak (nyrestykket), der kunne laves til på forskellig “dansk” vis, men smagte næsten ens, for mig i hvert fald.

Et par gange om året blev der heldigvis skudt et passende antal moskusokser. De var ellers totalfredet, men der blev givet dispensation i trangstider, altså når der ikke var muligt at fange sæler. Alle med hundeslæde deltog i jagten, og det antal dyr der måtte skydes, var på forhånd fastsat af kolonirådet, hvor Jørgen var formand - endnu en af hans embedspligter. Kødet blev fordelt til alle. En stor familie fik en hel okse, en mellemstor som vores en halv. Og det var dejligt kød.

Fra køkkenet kom man ud i baggangen. Fra den var der en dør til et lille varmt og mørkt opbevaringsrum, der senere blev lokum. Deuden var der adgang til et stort lyst værelse mod vest. Vi kaldte det “lægeværelset”. Jørgen og hans forgænger havde der et “lager” af medicin og enkelte instrumenter, f.eks. en tandlægetang, som Jørgen meget forpint havde brugt på sig selv den første vinter. Dette overtog så Frk.Brejnrod. Da hun fraflyttede vores hus, blev værelset brugt til gæster. Senere blev det badeværelse med badekar, afløb og badeovn. Ren luksus.

På den anden side af af køkkenet var trappeopgangen til loftet. Her stod kartoflerne frostfrit, de første år i upraktisk store tønder, senere i kasser. Den dag jeg ankom, havde Jørgen stolt vist mig det fine skab, han havde fået lavet i trapperummet med et skråt kryds til vinflasker, og ellers hylder til ærter og rejer og boiled beef på dåser. Lækkerier til os og vore gæster til hele den lange vinter, så der skulle holdes hus.

Nogle år senere fik kolonien heldigvis et stort pakhus med opvarmning, så vinterforsyningerne kunne holdes frostfrit. Inden det blev taget i brug, var der dansemik på cementgulvet til harmonika. Flavia sled et par kamiksåler op den aften. Nu var der så grønsager og sodavand og andet der ikke tålte frost, så alle kunne købe efterhånden som man havde brug for det, - og så længe der var noget. Der var jo ti måneder fra årets sidste skib forlod stedet, til første skib kom med nye forsyninger. Da spiritusforbudet lidt senere blev erstattet med rationering, kunne man også købe øl og stærkere sager. Vi danske havde hele tiden haft lov at bestille drikkevarer direkte fra Danmark, men det var strengt forbudt at give det til grønlændere. Og den slags måtte naturligvis opbevares hjemme hos en selv.

Der var selvfølgelig heller ikke træk-og-slip. Det har vi aldrig oplevet i Grønland. Men der var et udmærket spandelokum ved indgangsdøren. Iskoldt om vinteren. Senere blev der indrettet et i det gamle varme spisekammer ved baggangen.

Bagved beboelseshuset var der et udhus, hvor vi havde hundefoder og kul og den slags. Og så var der et cementstøbt proviantrum, hvor der var ret køligt om sommeren og naturligvis frostgrader om vinteren.

Det eksisterede endnu den vinter Anders blev født, for da blev det efterhånden fyldt med ryper, hængt op i bundter. Folk i Scoresbysund spiste hellere sælkød, og jeg betalte gladelig for alle de ryper der blev bragt til køkkendøren. Vi var 8-10 mennesker til daglig og vi spiste ryper i over tre måneder, så der må have været omkring 1000 ialt. Når der er så mange ryper - og lemminger - hvert tiende eller elvte år, skyldes det - ifølge Christian Vibe - mindre nedbør de år, og dette hænger sammen med solpletterne

Et par år efter rypeåret blev cementhuset fjernet. Der kom en tilbygning med vaskehus med rigtig gruekedel og afløb, et kulrum og et dejligt proviantrum med hylder. Ved samme lejlighed blev badeværelset indrettet. Vandet blev nu bragt i junger og så pumpet op i en tank. Der var nemlig kommet en lastbil til kolonien. Om vinteren var det dog stadig vandhundene der måtte slæbe. Det var dejligt at være fri for al det vandpjask i køkkenet. Vores brug af vaskehuset blev dog snart indskrænket til et par gange om måneden. Nu skulle sælskindene nemlig vaskes, inden de sendtes til Danmark. Med de stigende priser på skind blev der nedlagt flere sæler end fangernes koner kunne overkomme at gøre i stand. Det arbejde blev så gjort i “mit” vaskehus af Qujarak og Agathe, som ingen forsørgere havde. Det var en udmærket ordning.

Da telegrafstationen blev flyttet fra Hvalrosbugten til Kap Tobin, der lå væsentlig længere borte, måtte man have radiotelefoni til kolonikontoret. Derfor blev der installeret en vindmølle ved siden af vores hus. Den opladede en akkumulator, der gav strøm til radioen. Og når den kørte havde jeg strøm til en lille støvsuger. Da vindmøllen en stormnat blæste ned, blev den erstattet af en motor. Og det var jo endnu nemmere.

Vores dejlige hus brændte ned til grunden en juledag nogle år efter at vi havde forladt Scoresbysund.