Min første tid i Scoresbysund

Turen til Scoresbysund gik fint med godt vejr og næsten ingen storis. Og solen strålede over kolonien, da Amdrup kastede anker. Jørgen kom naturligvis straks om bord, og det varede ikke længe før vi alle var i land. Hele befolkningen - omtrent - var på stranden for at hilse på os - og så fulgte en meget travl uge.

Jeg håber, Jørgens mor havde glæde af rejsen. Hun fik da set, hvordan der så ud i Scoresbysund, og noget af stemningen omkring sidste skib har nok mindet hende om hende egen grønlandstid. Jørgen havde travlt. Han havde ingen danske hjælpere, og Amdrup blev losset med pramme. Jeg skulle have møbler og den slags på plads, og i det hele finde ud af mange ting, samtidig med at den daglige husholdning skulle fungere, blandt andet var vi jo mange mennesker, der skulle have noget at spise. Sælkød var der heldigvis nok af, og vi havde lige fået friske forsyninger af kartofler, dåsemad og meget meget mere. Men det skulle jo gerne slå til hele vinteren. Flavia havde sørget udmærket for Jørgen med rengøring og mad, omend måske lidt for meget bygvandgrød, men hun overlod mig med glæde at stå for husholdningen og hver dag finde ud af, hvad vi skulle have til middag. Nu kunne hun med god samvittighed gå i Hvalrosbugten, når hun havde fri. Egil havde desværre ganske glemt Flavia under det lange Danmarksophold, så nu blev Hansinguak hendes øjesten. Magdalene på 15 år passede på børnene, der blandt andet igen skulle lære, at hunde var farlige at komme i nærheden af.

I begyndelsen kiggede Jytte og Aase og nabobørnene genert på hinanden, men efterhånden fandt de naturligvis ud af at lege sammen. Og vore børn begyndte igen at snakke grønlandsk, men nu østgrønlandsk.

Vi holdt på, at de skulle tale dansk hjemme, undtagen naturligvis når de havde besøg af grønlandske legekammerater.

Efter en hektisk ugestid forlod Amdrup kolonien. N.O.Jensens fik sig indrettet i huset på fjeldet, der senere blev sygehus. Seismografmand Vestergaard boede hos dem. Telegrafstationen og dens personale var indtil videre installeret i amerikanerbarakkerne i Hvalrosbugten. På Kap Tobin rejste håndværkerne radiomaster, og der blev bygget boliger og sendestation. Frøken Brejnrod fik et loftsværelse til sin disposition, og overtog også “Lægeværelset”, som der var adgang til fra køkkengangen. Her opbevaredes medicin og instrumenter, som Jørgen hidtil havde haft ansvar for. Patienter fik hun med det samme, vel delvis af nysgerrighed. Hun forstod naturligvis ikke grønlandsk, og så måtte Jørgen tolke, hvad han ikke brød sig om, selvom han var god til grønlandsk. Heldigvis fandt Frøken Brejnrod snart ud af at arbejde sammen med Alma Pike, den lokale jordemor. Da det blev forår og håndværkerne flyttede til Kap Tobin, flyttede Frøken Brejnrod og “lægevæsenet” over i Ekspeditionshuset på Ferslevs Pynt. Der kunne hun også have en eller to patienter boende.

Vinteren kom nærmere. Kakkelovne og petroleumslamper skulle passes. Der skulle bages og vaskes. Jeg holdt skole med Jytte og Aase, og desuden gik de i den grønlandske skole. Så slap jeg for skønskrivning, og de var sammen med deres jævnaldrende. Der havde de grønlandsk som fag, og var en hjælp for den grønlandske præst, når han underviste i dansk. Men allerbedst var Sivert, kateketen. Ingen kunne fortælle bibelhistorie som han. Goliats kamikker var så store, at der gik et helt remmesælskind til hver sål.