December 1953 Scoresbysund

Solen er borte og kommer først til syne igen omkring den 20. januar. Når det er skyfrit, er det ikke meget mørkere end en dansk gråvejrsdag i november, for sneen på land og isen på den brede fjord giver meget lys, men skyggerne mangler helt. Inden døre er det mørkt. Aladdinlamperne brænder fra tidlig morgen til sengetid. Og det er besværligt at gøre væger og glas ordentligt i stand ved lyset af en anden petroleumslampe. Når solen kommer igen, vil her nok være ret beskidt alle vegne, men den tid den sorg.

For længe siden - i september - sejlede sidste skib herfra. Det er underligt, at dette opleves som lige så rart som første skibs ankomst. Nu må vi klare os med hvad vi har. Juletræet fra Tante Asta er gemt bort i en snedrive med en lang stang ved, så vi kan finde det. Gaverne fra familien i Danmark og andre spændende sager er gemt af vejen i det ene skunkrum bag ved soveværelset. I det tilsvarende mod nord opbevares hele familiens kamikker, bjørne- skindsbukser og andet skindtøj, når det ikke er i brug.

Det kniber med pakhusplads i kolonien, så legetøj og julestads til at sælge er der kun meget lidt af. Da det den 1.december kom i butikken, var det udsolgt inden middag. Alle børn, også vores, stod den dag på snedriverne uden for butikken og kiggede gennem vinduerne. Vi har privat fået fra Danmark, hvad vi selv behøver, men Flavia finder det meget uretfærdigt, at hun ikke har førsteret til at købe til Hansinguak.

Inde i Scoresbysundfjorden ligger Sydkap, hvor der nu er en depotplads, og hvor Mårtensson med familie drog ind i efteråret, blandt andet for at lave forsøgsfiskeri. Nu vil Jørgen køre derind for at se hvordan det går. Naturligvis skal han have en følgeslæde med. Det bliver William Arqe fra Kap Hope. Og så får telegrafbestyrer N.O.Jensen fra Kap Tobin også udlængsel. Han var under krigen kaptajn i Slædepatruljen i Nordøstgrønland - Siriuspatruljens forgænger.

Den 3. december tager de af sted velforsynet med hundefoder, ekstra kamikker, primus, petroleum, og mad til en halv snes dage. Naturligvis vil de være tilbage til min fødselsdag den 13.

Flavia og Carola og jeg går for alvor i gang med juleforberedelserne. Der skal bages MANGE kager af mange slags. Vi holder hvert år julekaffemik for alle “kivfakkerne” - det vil sige koloniens fastansatte. Mikael er altmuligmand og sejler om sommeren med Entalik; Jørgen er tømrer; Gert er bødker; Abel passer butikken og Jakob henter vand, foruden mange andre ting. Deres koner er naturligvis også inviteret. Der er spiritusforbud, så det festlige må klares med hjemmebag og julepynt. En tilsvarende kaffemik holder vi for kolonirådets medlemmer og deres koner. Og vi skal også have juletræ for alle koloniens børn. De kommer lillejuleaften, de mindste på mors arm. Og vi danser om vort - koloniens eneste - grantræ, synger på grønlandsk og dansk, og alle, selv de nyfødte får en godtepose, i praksis mest kager. Så der skal faktisk mange kager til. Og al kaffen skal brændes, og males med håndkraft. Julemaden til os selv og vore gæster skal også planlægges. Vi plejer at invitere de enlige danske i kolonien juleaften, og i det gamle Grønland var det skik, at kolonibestyreren holdt nytårsaften for alle de danske i kolonien, så det gør vi naturligvis. Vi har jo også det største hus.

I år har der tidligt været moskusjagt, og kødet ligger udskåret på hylderne i proviantrummet, hvor naturen sørger for tilstrækkelige frostgrader. Moskusokser er fredet, men må skydes i trangstider, og en sådan er der heldigvis næsten altid først på vinteren, når der stort set ingen sælfangst er.

Vi har nok at se til. Og så begynder det at sne. Dag ud og dag ind. Der er 175 km til Sydkap - Mon de er kommet frem? - Der er absolut ingen mulighed for at få noget at vide, om hvor de er. Jeg sender vore sædvanlige juletelegrammer, selvom jeg føler at jeg lyver lidt, når jeg underskriver med Lone og Jørgen. Og vi hører julehilsnerne fra Danmark. Der er Jytte og Aase nu.

Vi hænger kravlenisser op på trappen, og i køkkenet hænger der papengle i mange farver under hele loftet - Alt sammen som vi plejer.

Otto Sandgreen har foreslået, at Egil og Hans skal være med til børne- gudstjenesten juleaftensdag, hvor børnene fremsiger juleevangeliet. Vi slider for at lære teksten udenad. Hans har det stykke med hyrderne, der holdt nattevagt over deres hjord, men Egils tekst er svær: “Hans navn skal være under, rådgiver, evige Gud” og endnu mere svært forståeligt. Så vi er alle tre optaget af at få det lært til tiden.

Julen kommer nærmere, og vi laver alt det vi plejer. “Vi kan da ikke holde jul, hvis far ikke er kommet hjem,” siger Egil. Samme dag har Mikael fortalt mig, at nu må de have brugt alt deres hundefoder. Men vi ved ingenting, og de kan jo komme når som helst. I så fald ville det jo være forfærdeligt, hvis vi ikke var klar med alle juleforberedelser.

I Scoresbysund kan vi næsten altid høre Danmarks Radio, og jeg plejer at høre radioavisen kl.19 dansk tid. Så er klokken fem om eftermiddagen hos os - Og så lyder det pludselig:” Tre personer forsvundet i Scoresbysund.”

Jeg blev så vred, at jeg for over på kontoret og skældte Jørgens stakkels medhjælper ud. Bagefter kunne jeg jo godt indse, at han og den næst-kommanderende på Kap Tobin havde været nødt til på dette tidspunkt at underrette Grønlandsdepartementet. Men nu var de for alvor forsvundne, følte jeg. - Og så måtte det jo også være et chok for Jytte og Aase, og for Jensens og vores familie i Danmark. De var dog alle skriftligt blevet underrettet fra myndighederne, inden meddelelsen kom i radioen og i aviserne.

Sneen faldt stadig.

Lillejuleaften med koloniens børn, nok lidt afdæmpet. Og juleaften ligeså. Julenat kunne jeg ikke sove for spekulationer, og til sidst gik jeg ned i stuen for at flytte juletræet. Tænk hvis Jørgen nu kom udmattet hjem og så gik lige ind i træet. Det ville da være en barsk velkomst. - Der var jo ikke nogen lyskontakt ved døren.

William Arqe ankom alene 3.juledag. Han besøgte mig og forklarede, at han var kommet bort fra Jørgen og Jensen et par dage før, og så var han bare kørt for at komme hjem. Det var ikke opmuntrende.

Og det blev nytår. Og det sneede stadig.

Så klarede vejret endelig op. Frost og blæst gjorde sneen hård. Og Helligtrekongersdag kom Flavia styrtende: “Emil er kommet fra Sydkap, og siger Nievertoq kommer snart.”

Depotbestyreren i Sydkap havde 3. januar sendt brødrene Emil og Efa til kolonien med årets afsluttende regnskabstal. I det fine vejr og med det fine slædeføre var det gået stærkt. Jørgen og Jensen kom derimod stadig meget langsomt frem med udsultede hunde. De havde været nødt til at skyde et par hunde og fodre de andre med kødet, men det hjalp jo ikke på tempoet. Mad til sig selv havde de efterhånden heller ikke meget af. De havde skudt en enkelt hare undervejs - Men nu blev de så indhentet af de to unge fangere, der både havde mad og - for Jørgen noget ret væsentligt - cigaretter.

Emil forærede Jørgen sine cigaretter og kørte så selv hurtigst muligt til kolonien for at fortælle, at nu kom Nievertok hjem. Jensen havde lejet en slæde i Kap Hope til at køre sig hjem til Kap Tobin, men Jørgen ville have både hunde og slæde med helt hjem, når de nu havde fulgtes så langt.

Jeg kunne sagtens nå at få noget god mad klar, inden han meget langsomt kom gående op mod vores hus efter slæden med en stavlygte, der næsten ikke kunne lyse, og mens koloniens fangere skød salut. Det blev en dejlig aften. Og da vi sad ved bordet og Jørgen spiste og spiste, bankede det på døren: “Om man måtte låne koloniens tømmerværksted og holde dansemik?”. Det viste sig, at der slet ikke var blevet danset hele julen. Alle havde vist efterhånden troet, de tre var omkommet. Men alle havde passet på med hvad de sagde. For vore børn havde ikke hørt noget af den slags. Og de kom i alle huse og forstod grønlandsk.

Departementchef Eske Brun telegraferede til alle tre “forsvundne”: “Velkommen hjem. Hvor har De været?”.

Jørgen svarede med en rimelig redegørelse for turens besværligheder. William telegraferede: “Vi har været i Sydkap”.

Jørgen havde tabt 7 kg på turen.