En forårsdag og lidt om årets gang

Nu er det næsten sommer. Solen skinner og her er meget varmt, selvom sneen ligger i høje snavsede bunker alle vegne. Snespurvene flyver mellem husene og kvidrer, mens de finder krummer - og letter i en fart, hvis en hundehvalp tror den kan redde sig en spurvesteg. De voksne hunde har for længst er­faret, at det ikke kan lade sig gøre.

Drengene har haft vældig travlt med at skovle sneen bort omkring huset. Meget af sneen er frosset til is, så den er svært at få hugget op, men solen hjælper os; efterhånden har vi fået en pæn tør plads rundt om huset.

De høje snemasser giver læ, men de synker dag for dag, og i det vand der løber fra dem er det fint at sejle med skibe, både de fine fra butikken og dem, som drengene selv har lavet af træstumper eller papir.

Kamikkerne er gjort i stand og lagt af vejen. Nu går alle i gummistøvler. På de tørre steder hopper børn i paradis, sjipper eller spiller bold.

På fjeldet er det også ved at blive bart og tørt. Drengene får en termo­kande med te og nogle mellemmadder med, og så sidder de i læ ved en stor sten og drikker te. Kan de få lyngen til at brænde, tænder de måske et lille bål og laver selv te; det er det allerbedste, selvom det tager lang tid og man bliver godt snavset af røgen. Hvis man er heldig, kan man finde bær fra i fjor, og de har haft det så godt under sneen, at de stadig kan spises. Blomster er der ikke endnu, men måske kan man finde lidt smågrene med gæslinger at tage med hjem til mor.

Mellem de bare fjeldtoppe, hvor der er godt at være, ligger store stræk­ninger med dyb sne, der nu af solen er gjort blød og våd. Hans kommer godt over, men Anders synker i til maven, og da han forskrækket arbejder på at komme op, bliver han fuld af våd sne. Egil kommer ham til hjælp, og han kommer op af det dybe hul - med en bar fod. Gummistøvle, strømpe og sok er blevet dernede.

Anders bliver sat til tørre på en sten, mens de andre børn graver og roder. Til sidst lykkes det at få fat i støvlen, og det går hjemad, Anders på Egils skuldre. Resten af dagen bliver de hjemme ved vores hus. Vi får lavet en “butik” af kasser derude, og der leger man så resten af dagen.

I Scoresbysund havde vi fem årstider, syntes jeg. Efteråret varede fra sidste skib var sejlet og til isen lå, så der på slæde var forbindelse til Kap Tobin og Kap Hope. Så var det Aases fødselsdag. Vinteren - mørketiden med Anders` og min fødselsdag - varede indtil det blev ordentlig lyst igen, vel til jævndøgn, måske til Jørgens fødselsdag. Det første forår kom med god fangst ved iskanten, og lange slædeture. Det var bedst at køre om natten, når sneen frøs fast, og hvor man ikke risikerede sneblindhed. Og så kom tøbruddet som beskrevet her, også det var en dejlig tid. “Elven gik”, sagde vi. Egentlig var det isen på den sø elven kom fra. Det skete ret pludselig omkring Jyttes fødselsdag, og det var en stor begivenhed, hvor vi alle stod og så vandet bane sig vej, indtil det nåede stranden. Så varede det ikke mange dage før der var åbent vand inden for den faste is, hvor man dog stadig færdedes med hunde og slæde, men man måtte have en kasse at sidde på, og naturligvis have gummistøvler på, for der var store smeltevandssøer oven på isen.

Det var også på denne tid fangerne kom fra Kap Brewser med alkeæg. De danske æg var forlængst væk - Tøræg er der ikke meget ved. Alkeæg er vel dobbelt så store som hønseæg. De er smukke, grønlige med sorte eller brune pletter. Hviden kan ikke piskes stiv, og de smager måske svagt af fisk, men pyt med det. De kan bruges til mad og til bagning. Og at sidde i solskinnet ved vestgavlen af huset og røre æggesnaps var et af tilværelsens højdepunkter for børnene og mig.

Så var det sommer, og fjordisen forsvandt efterhånden. Første skib kom lige omkring Egils fødselsdag, og så skulle der jo gerne være åbent vand.

Hvis isen stadig var sammenhængende, blev der strøet sand i en lang stribe. Så hjalp solen med at tø isen. Og “KistaDan” eller hvem der nu var første skib kunne lettere bryde sig en sejlrende. Der blev sommertravlhed med post og friske forsyninger. Der kom nye mennesker, nogle der skulle forblive hele året, og andre, der først og fremmest skulle arbejde hårdt med nybyggeri hele sommeren og som vi derfor ikke så ret meget til. Og så var der “sommermændene”, læge, tandlæge, Ejnar Mikkelsen, Kjærbøl, Vibe og mange mange andre. De skulle bespises og indkvarteres. Det var spændende og anstrengende, og jeg kunne fylde mange sider med at fortælle om dem. Sommerhalløjet var oplivende og stimulerende. Og hvor var det vidunderligt at se sidste skib forsvinde.

Så var der vel en månedstid til Hans' fødselsdag. Et år sidst i september fik vi uventet besøg af marinekutteren “Alken”. Rønne, som var chef om bord, ville bevise at man kunne besejle Nordøstgrønland endnu i september. Han ville egentlig længere nordpå, men jeg tror Jørgen overbeviste ham om, at det var en dårlig ide. Han og hans besætning var hyggelige gæster, og “Alken” sejlede præsten, sygeplejersken og Jørgen ind til Sydkap, hurtigere og mere bekvemt end vores egen motorbåd “Johan”. De fik oven i købet en isbjørn på vejen. Efter at have sat koloniens folk i land sejlede de til Aputiteq og derfra hjemad mod Grønnedal; vi havde naturligvis sendt post med.

En måned efter hørte vi i radioen, at “et mindre marinefartøj meldtes savnet efter en tur til Østkysten.” Det var et chok. Skibene har normalt hele tiden radiokontakt med de lokale telestationer, men marinefartøjer holder kun kontakt med Grønnedal.