forrige side
Og det har været helt behageligt
Lone og Jørgen Borchersens erindringer

Karens konfirmation

Fire bryllupper og en begravelse, så mange familiebegivenheder er for vores familie foregået, uden deltagelse af nære familiemedlemmer.

Da Jørgen og jeg blev gift, var ingen fra vore familier til stede. Det blev dog et udmærket ægteskab, og der var en fin fest hos kolonibestyrer Malmquist.

Ib og Jytte blev gift i Vordingborg, og vi havde en dejlig fest hos Vera og Villy i Lundby. Jørgens forældre var med, og alle Ibs og Jyttes søskende. Altså kun de nærmeste, men det var da nogle stykker - Og Jørgen var alene hjemme i Angmagssalik.

Aase og Knud blev viet af Jonathan Motzfeldt i Julianehåb kirke. Af familie deltog Knuds mor Jenny, samt Jørgen, Karen og mig. Og så var der fest i Vatikanet for nogle få venner.

Jette og Hans blev gift i Nakskov, og der var en meget flot bryllupsfest på Harmonien. Hans` søskende var med, og Karen og jeg var kommet fra Julianehåb; der sad Jørgen alene tilbage - Dog kom Flavia og trakterede ham i dagens anledning med kyllingsteg.

Og da Jørgen blev begravet - også af Jonathan - ja da var jeg glad for at Aase var kommet fra Godthåb. Karen var der heldigvis også, og der var stor deltagelse i begge betydninger af ordet.

Og nu da jeg er inde på emnet kan jeg jo passende tage med, at Jørgens og mit sølvbryllup kun blev markeret af os selv - Jørgen tog en halv fridag Dagen før havde Angmassalik besøg af prinsesse Benedikte - og dagen efter var der ministerbesøg.

Også konfirmationerne har formet sig højst forskelligt, i Scoresbysund, på Orø og på Sorø, samt altså i Slangerup. Karen og Flemming blev viet i Slangerup Kirke af Jonathan Motzfeldt med middag på Gjæstgivergården, og både Eva og Kasper er døbt i denne kirke med spisning på Nygårdsvej.

Svigermor og Egil ved Karens konfirmation,1975
Svigermor og Egil ved Karens konfirmation,1975

Nu boede Karen og jeg i Slangerup og havde vores hverdag med skolegang og lidt vikararbejde til mig. Karen gik til præst og skulle konfirmeres, og nu skulle familien samles til fest. Vi havde haft et par år til at vænne os til en tilværelse uden Jørgen.

Dette skulle være en rigtig familiefest, Flavia var kommet fra Julianehåb, dog ikke kun i den anledning. Og ud over “vores egne” var også andre familie­medlemmer inviteret. Maden kom udefra, og alt var vistnok såre godt. Det ser da sådan ud på billederne fra festen. Men jeg var nervøs og tog et eller andet beroligende med det resultat. at jeg efter et par glas vin blev puttet i seng af Aase og Jytte, som overtog værtindepligterne.

Flavia med Niels.
Flavia med Niels.

Så Karen fik en god fest, selvom Mor blev fuld.


forrige side
Senest ændret 14. august 2003 af Karen Borchersen