Mit "arbejdsliv"

Min personlige definition af “Arbejde” er “noget man først og fremmest gør for at opnå noget bestemt”, og dette mål kan være meget forskelligt, en dagløn eller et nybagt brød, for blot at nævne et par tilfældige ting. Og heldigvis er der jo også oftest glæde i selve det at arbejde, når man har kræfterne og tiden til at gøre det så godt som man gerne vil - At skrive disse erindringer er morsomt i sig selv, men jeg gør det da lige så meget for om muligt at opleve det færdige “værk”.

Arbejde for løn har jeg kun gjort i begrænset omfang. Jeg blev en dag spurgt, hvad jeg lavede i de mange år i Grønland. Da jeg svarede, at jeg var kolonibestyrerkone, kom det: “Hvad i alverden fik du tiden til at gå med?” Det var nu aldrig noget problem. Og den pæne pension jeg nu har efter Jørgen, har jeg vel optjent som kolonibestyrerkone.

Lidt selvtjente penge fik jeg fra Grønlands Skolevæsen, dels da jeg holdt dansk skole for egne og andre folks børn i Scoresbysund, dels da jeg et par år underviste i skolen i Julianehåb. Begge dele var morsomt.

Mit engelskhold, Julianehåb 1972

Så døde Jørgen, og Karen og jeg flyttede til Slangerup. Det var en stor forandring, men heldigvis spurgte Karens klasselærer mig, om jeg ville være tilkaldevikar på den nye Byvangskole, hvor hun var den eneste “ældre”. Det var sjovt og anstrengende, specielt den nye matematik voldte mig kvaler. Og det har bevirket, at jeg lærte en del Slangeruppere at kende.

Somme tider var der konflikt mellem vikarjobbet og det at være bedstemor. Ib var den gang i Saudi, og når Rikke eller Mette var syge, blev de somme tider kørt ud til mig, praktisk for Jytte og hyggeligt for os tre.

I mange år boede der en gul plastikand i mit badeværelse; den hed Liseleje. Den var kommet til huset her sammen med Rikke og Mette, der skulle “passes”, mens Jytte var til jubilæum i Liseleje.

Vikararbejdet var hårdt i det lange løb, så det passede mig fint, at Jørgens ven Hesselbjerg spurgte, om jeg ville arbejde i Grønlandsministeriet. Gunver Hirschsprung havde brug for aflastning i sit arbejde med Nalunaerutit - Grønlands Lovsamling. Hun var noget speciel, men jeg kendte hende i forvejen, og jeg kendte jo også en del til grønlandske forhold, så Hesselbjerg mente det måtte være noget for mig. Og jeg blev der, til jeg fyldte 70. Det var lærerigt at arbejde med “love og bekendtgørelser”; jeg fik hurtigt overdraget alle “overenskomsterne” - Nalunaerutit II. De morede heller ikke mig, men blev lidt mere spændende fordi Aase jo brugte flere af dem. Og det gør hun vist stadig. Jeg læste korrektur, og da alt jo var dobbeltsproget, skulle der passes på, at alt var med på begge sprog. Vi lavede også Grønlandsk Lovregister på begge sprog. Det var spændende at gå til kursus i grønlandsk som sprog, hvor jeg fik ros for min udtale (!), samt i den nye grønlandske retskrivning.

Da Hirschsprung holdt op, blev hun afløst af Rita Heilmann. Vi er jævnaldrende og vi havde været i Grønland på samme tid, Rita ganske vist i Godthåb hele tiden, men vi var på bølgelængde. Jeg arbejdede et par dage om ugen, og det var godt for både Karen og mig, at jeg var hjemmefra hver uge. Jeg lærte nye mennesker at kende, jo, det var også en god tid. I Grønlandsministeriet arbejdede der mennesker jeg havde truffet - eller haft besøg af i Grønland. Og der kom naturligvis også mennesker fra Grønland, som jeg kendte fra gamle dage.

Da jeg blev 70, holdt jeg op, og det var da vemodigt. Men det var rart at få mere tid til familien og mig selv. Her har jeg haft en del med Røde Kors at gøre, samt med pensionisternes Aktivitetshus Kongshøj, hvor jeg i nogle år havde meget fornøjelse af mit engelskhold, men nu morer det mig ikke mere.