Jørgen Borchersens levnedsbeskrivelse

Skrevet til ordenskapitlet i anledning af hans udnævnelse til ridder d. 4. oktober 1968

Jeg er født 9. april 1917 i kolonien Jakobshavn, hvor min fader Hjalmar Morell Borchersen var læge. Min moder er født Olga Johanne Margrethe Pedersen.

Mine forældre var 4 år i Grønland fra 1916 til 1920. Fader vikarierede første år for distriktslægen i Jakobshavn, andet år for distriktslægen i Umanak og tredie år blev han forflyttet til Sukkertoppen, hvor han blev udnævnt til distriktslæge.

I 1920 rejste mine forældre altså til Danmark, hvor fader praktiserede et års tid i Bøvlingbjerg ved Lemvig. Derfra flyttede de til Endelave, hvor fader blev ansat som kommunelæge, hvilket har været hans næringsvej siden. Først 9 år på Endelave og derefter 28 år på Orø i Holbæk fjord.

Jeg har gået i folkeskolen på Endelave, i statsskolen i Horsens og i Den private Mellem- og Realskole i Holbæk, hvorfra jeg tog realeksamen i 1934.

Så snart jeg var i besiddelse af mit eksamensbevis, sendte jeg ansøgning til Grønlands Styrelse om ansættelse som volontør med udrejse som fungerende assistent ved Handelen i Grønland for øje. Der var dengang temmelig lang ventetid, inden man kunne forvente at blive ansat, og jeg måtte jo havde denne ventetid til at gå med ikke al for unyttig beskæftigelse. Absolut unyttig var det nok, at jeg vinteren 1934/35 var elev på gymnastikhøjskolen i Ollerup hos Niels Bukh. Men morsomt var det, og jeg traf en masse unge mennesker fra alle samfundslag og af adskillige nationaliteter. Det er vel nok et spørgsmål, om det alligevel ikke har været ganske gavnligt for en knægt på 17 år at få lejlighed til at omgås så mange forskelligartede mennesker. Eleverne på gymnastikhøjskolen bestod ikke udelukkende af det sædvanlige højskolepublikum, men rekrutteredes fra mange forskellige kredse, som kun havde det til fælles, at alle havde en vis interesse for gymnastik og idræt.

Resten af ventetiden tilbragte jeg som lærling hos købmand Birger Rasmussen på Orø.

Jeg begyndte som volontør i Grønlands Styrelse i marts 1937 og kom til at gøre tjeneste i bogholder-kontoret, hvis chef var kontorchef P.P. Sveistrup. Jeg fik et værelse hos fru Elisabeth Mathiesen, enke efter kolonibestyrer Otto Mathiesen.

Grønlands Styrelse havde dengang kontorer i Slotholmsgade nr. 10. Vi havde lys tændt det meste af dagen, da gadens træer ikke tillod meget dagslys at komme ind. Men vi havde hyggelige arbejdsforhold, venlige overordnede, som ikke alle var helt almindelige. Som sidekammerat på kontoret havde jeg min medvolontør Torben Krogh, som nu er handelschef i Holsteinsborg. Han afløstes, da han rejste til Grønland i 1938, af Numa Carstensen.

I volontørtiden modtog vi undervisning i forskellige fag, som ansås for at kunne være af betydning for os under vor tjeneste i Grønland. Vi gik til grønlandsk hos provst Schultz-Lorentsen, til grønlandsk samfundslære hos den ene af de to jurister, som fungerede som sekretærer i Styrelsen og telegrafi hos en tidligere telegrafist, hvis navn jeg ikke husker. Vi fik vist ikke ret meget ud af undervisningen, da vi ikke var synderlig flittige. Men en smule forkundskab havde vi dog, da vi kom af sted til Grønland.

Dette skete for mit vedkommende med m/s Disko’s 3. rejse den 10. august 1938. Før krigen var 3. Disko altid det skib, direktør Daugaard-Jensen foretog sin årlige inspektionsrejse til Grønland med. Og jeg havde så småt ventet, at jeg skulle fungere som sekretær for ham på turen, men det blev ikke nødvendigt, da hans datter tog med i samme ærinde.

Det var jo min tilværelses foreløbige mål, der gik i opfyldelse, da jeg kom af sted til Grønland. Naturligvis havde jeg gjort mig en masse forestillinger om landet, og de var da ikke helt uden baggrund i virkeligheden. Mine forældre kendte jo landet, og min lyst til at komme herop var blevet vakt af mine forældres mange grønlandsbekendte, som i tidens løb havde besøgt os, når, de var hjemme fra Grønland på permission.

Ikke desto mindre betød omplantningen til Grønland en stor omvæltning i min tilværelse. Alene naturen, et land som bestod af fjelde og is gjorde stort indtryk på en lavlandsbo fra Sjælland. Til gengæld har jeg siden haft ondt ved at vænne mig til de i mange henseender flade tilstande i Danmark, når jeg har været hjemme på ferie.

Min første arbejdsplads var kolonien Egedesminde, hvor A. Malmquist var kolonibestyrer. Jeg fik tildelt et lille hus, og min husholdning blev forestået af Rebekka Poulsen, som tidligere et par år havde været pige i huset hos mine forældre i Danmark. Hende var jeg naturligvis dus med og på fornavn med, så det varede ikke ret længe, inden den ganske koloni kendte mig under navnet Jørgen, og jeg er så vidt jeg ved derfor sluppet for et af de øgenavne, mine kolleger ellers næsten alle er blevet velsignet med af den grønlandske befolkning.

I Egedesminde var min opgave at passe butikken. Den var som alle butikker i Grønland dengang af en standard, som man i Danmark simpelthen ikke ville tro eksisterede. Inventaret i Butikken bestod af en disk med skuffer, nogle tønder til mel, kiks og gryn og nogle få hængehylder på væggene. Om vinteren savnede vi lidt enhver form for opvarmning, hvorfor da også alle døre konstant stod på vid gab, og belysningen var glaslygter til stearinlys. Det var nederdrægtig koldt for fingrene og i det hele taget - fingrene kunne dog ind imellem tøs op ved at stikke dem en kort tid ind i stearinlysflammen. Næsedryp frøs omgående til is på det papir, hvorpå købene gjordes op, men det var en lykke at få stukket en håndfuld varme småpenge ud. Dem beholdt man længst muligt i hånden. Papirspenge var nederdrægtigt kolde, men med de indtægter grønlænderne havde dengang, var de også sjældne.

Som følge af kulden var det håbløst at holde butikken ren, selvom vi benyttede lejligheden, hver gang der var føhn og deraf følgende tø til at få vasket gulvet i en frygtelig fart, inden det blev frostvejr igen.

Selvfølgelig var påklædningen afpasset efter temperaturen. Vi gik med skindbukser, islandske sweatere og svære klædesanorakker. I min middagspause indtog jeg i en fart min mad i den lille uopvarmede spisestue og skyndte mig derefter ind i dagligstuen, hvor jeg knappede skindbukserne op og anbragte mig lige op ad den gloende kakkelovn for at blive tøet op, inden jeg skulle på den igen. Det lyder altsammen koldt og væmmeligt, men det var faktisk udholdeligt, og vi havde egentlig ikke ondt af os selv, undtagen når vi havde været til mik aftenen i forvejen.

Det vanskeligste ved det hele var i begyndelsen, at mit kendskab til sproget var temmelig overfladisk, men i løbet af forholdsvis kort tid blev man naturligvis tvunget til at forstå og tale det til husbehov. Ingen af mine grønlandske medarbejdere i butikken talte dansk, og størsteparten af kunderne talte også kun deres modersmål. Tjenesten som butiksbestyrer var derfor et ganske nyttigt led i uddannelsen.

De af mine kolleger, der ikke har “stået i butik“, har haft væsentlig ringere mulighed for at lære sproget. Grønlandsk er i det hele taget et svært sprog at lære, og det er få danskere, som har lært det ordentligt. Til gengæld har grønlænderne en fantastisk evne til at indrette deres sprogbrug på det fåtal af gloser, de ved, at de pågældende danskere forstår. Mange danske har et helt liv igennem klaret sig i Grønland med det såkaldte køkkengrønlandsk, der er et grønlandsk i stil med pidgin-engelsk, og altså fortrinsvis benyttes i køkkener.

Det har altid imponeret mig at læse om rejsende jægere, ekspeditionsfolk og fangstmænd, der fører lange dybsindige samtaler med grønlandske fangere på trods af, at de ikke forstår bare et enkelt ord af sproget.

En af mine medhjælpere i butikken var meget hjælpsom med at hjælpe mig til rette i min fritid. Nu skulle jeg jo til at lære at være jæger og fisker, og det havde jeg aldrig prøvet før. Vi havde mange hyggelige jagtture sammen, og også det hjalp på sproget. Ellers tilbragtes den del af fritiden som ikke gik med læsning sammen med mine assistentkolleger, som begge havde været nogle år i landet og derfor forekom mig at være fyldt med stor erfaring.

Fra den kollega, jeg afløste, overtog jeg et spand hunde. De var ikke meget værd, men jeg havde ikke desto mindre meget glæde af dem. Jeg gik meget op i den ædle slædesport, der har den behagelighed knyttet til sig, at man bedst beviser sin duelighed ved ikke at behøve at forlade den siddende stilling på slæden. Efterhånden blev jeg en habil piskesvinger, men en smule motion fik jeg dog alligevel, det var simpelthen for koldt at blive siddende. Sammen med min kollega Schjørring tog jeg tit over til øen Sarqardtliq på rypejagt, og det hændte sågar, at jeg kom hjem med en smule fangst. Jagt har hverken da eller senere været min store lidenskab, jeg mangler både jagtlykke og stadighed. Lange slæderejser fik jeg ikke lejlighed til at foretage i Egedesminde. Der var ikke til min opgave som butiksmand knyttet nogen nødvendighed for at forlade kolonien.

I løbet af det første år i Egedesminde fandt min kæreste og jeg ud af, at det var skidt at være alene, og det lykkedes at overtale hendes bedstefader til at lade hende rejse op i august 1939. Vi blev viet i Egedesminde kirke den 19. august af pastor Klausen, og kolonibestyrer Malmquist holdt et festligt bryllup for os. Min kone Lone er datter af magister Holger Sandvad, og hendes mor er født Gudrun Isager. Begge hendes forældre døde, da hun var 9 år, og hun boede siden da hos sine bedsteforældre, overlæge Kresten Isager og hustru i Ry. Min kone var kun 19 år, da vi blev gift, men det var heldigt, at den gamle dr. Isager lod sig overtale. Krigen kom jo kort efter, og det havde ikke været muligt at oprejse året efter. Min kone havde lige taget studentereksamen året før vi blev gift, og det at føre en primitiv grønlandsk husholdning var en temmelig hård prøve for så ung en pige, der havde levet under særdeles bekvemme og beskyttede forhold hele sit liv. Men med hjælp af en jævnaldrende pige, Oline Brandt, gik det strålende. Oline tog sig moderligt af Lone, tog i det daglige det hårde skrub, som hun ikke anså min kone for egnet til, og begge piger var omtrent lige lykkelige, da vor førstefødte datter kom til verden i juni 1940.

På min fødselsdag i 1940 hørte vi i radioen om tyskernes overfald på Danmark. Det føltes som en ganske uforståelig og utrolig katastrofe, og vi var hermed afskåret fra Danmark i de næste 5 år. Imidlertid var direktør Daugaard-Jensen død, Oldendov udnævnt til direktør for Grønlands Styrelse, og fuldmægtig Eske Brun var kommet til Grønland som landsfoged i Nordgrønland.

Vor første kontakt med amerikanerne fik vi, da coastguard cutteren Duane i sommerens løb kom til Egedesminde med nogle forsyninger, som amerikanerne mente, at vi manglede. Det var morsomt at træffe disse fremmede mennesker. Der var en del dansk-amerikanere imellem, som kunne tale en slags dansk, men ellers udfoldede vi os alle på vort bedste engelsk, som i det store og hele ikke var ret godt. Men det var rare mennesker, som ville os det godt, og jeg har hverken da eller senere under krigen været ude for, at der var vrøvl af nogen art med amerikanerne.

Jeg sad to år i Egedesminde og blev så forflyttet til Ritenbenk, en lille hensygnende koloni, som da også et par år efter blev nedlagt, til nogen sorg for mine kolleger og mig. Vi så jo en avancementsmulighed forsvinde. Under krigen flyttede vi fra sted til sted, dog som regel kun et år i hver koloni, men nåede i tidens løb at blive bekendt med næsten alle de danske, som opholdt sig i landet. I Ritenbenk sad vi et år, derefter et år i Upernavik, to år i Holsteinsborg, et år i Godhavn og havnede i 1945 i Julianehåb, hvor vi også kun var knapt et år, inden jeg rejste til Østgrønland, hvor vi i alt sad i 19 år.

Under krigen var vi helt afskåret fra Danmark, og landet blev ledet af landsfogderne, det meste af tiden af landsfoged Eske Brun.

Det føltes som noget naturligt, at landets ledelse boede heroppe, og afgørelsen af mange sager var hurtigere og måske rigtigere, end når de skulle den lange papirgang via Danmark. At landsfoged Brun besad en udstrakt goodwill både hos den grønlandske befolkning og hos de udsendte danskere gjorde også sit til, at alt gik så gnidningsløst, som det gjorde. Vore vareforsyninger udsendtes fra Amerika. Det var uvante varer, men vareudvalget udvidedes - måske nok mest fordi de danske nu var afskåret fra deres sædvanlige private leverandører i Danmark. Forsyningerne gav almindeligvis ikke anledning til berettiget utilfredshed, og det viste sig da også efter krigen, at vi havde været meget bedre stillet, end folk var i Danmark.

I disse 7 år i Nordgrønland vekslede min arbejdsplads mellem butikker, pakhus, kontor med såvel regnskabsmæssige som administrative opgaver. Jeg tror, at jeg fik et ganske godt kendskab til alle de områder Styrelsens tjenestemænd i Grønland forventedes at beskæftige sig med. I forbindelse med de årlige optællinger ved udstederne havde jeg lejlighed til at dyrke min yndlingsfornøjelse slædekørsel, og jeg var visse år ganske langt omkring. Fra Upernavik talte jeg op i hele norddistriktet og var på slæde helt i Quvdlorssuaq. Også i min fritid fik jeg gjort mange gode køreture - til Ndr. Isortoq fra Holsteinsborg og til Nordfjord fra Godhavn. Fra Qutdligssat kørte jeg engang sammen med en ældre fanger tværs over Diskoøens indlandsis til Godhavn. Det var dengang (som formentlig nu) noget ret usædvanligt.

I Godhavn oplevede vi den 4. maj 1945, og grønlændernes glæde og begejstring.

Grønlændernes glæde over Danmark og sympati for og medfølelse med danskerne kan vist kun tages til indtægt for en bestemt gruppe mennesker. Og det er - uanset hvad senere tilrejsende danske og danske i Danmark mener at kunne finde ud af - den gruppe danske som i tidens løb har siddet i Grønland og har delt, om ikke vilkår, så glæder og sorger med den grønlandske befolkning.

Den officielle danske begejstring over Grønlands tilbagevenden til riget, lød i vore øren noget afdæmpet. Landsfogden blev ikke hjemkaldt for at høste laurbær for den måde Grønland var kommet igennem krigen på. Styrelsens direktør besøgte ikke landet før i 1946, og havde derefter i en kronik i Politiken udtalt, at afstanden mellem den grønlandske og danske befolkning var vokset under krigen. Denne lille uelskværdighed har ingen bund i virkeligheden. Aldrig har forholdet været bedre mellem de to befolkningsgrupper, end under krigen, men unægtelig har den hurtige udskiftning af størsteparten af de udsendte lige efter krigen nok for en kortere tid forårsaget en smule manglende gensidig forståelse.

Efter krigen var alle indstillet på at vende tilbage til de gode gamle forhold fra før krigen. Men meget var under krigen forandret, og man var i Grønland ligesom blevet mere klare over, at en teknisk udbygning af landet var mulig, og man var begyndt at stille sig tvivlende over for den gamle tanke, at Grønlands befolkning længst muligt burde holdes på afstand af den store onde verden. Dette “sindelagsskifte“ resulterede i 1950 i den store kommission, som Hans Hedtoft tog initiativet til. Dermed gik Grønland og grønlænderne ind i en helt ny tid, som på godt og ondt totalt omkalfatrede deres tilværelse. For os, der indtil da, var med til at lede statens administration af Grønland betød det, at kolonibestyrernes og deres assistenters arbejdsområde blev indskrænket til kun at omfatte den egentlige handel, mens alt det administrative blev overflyttet til de nye kæmnerinstitutioner. Men i det hele taget blev landets administration ændret. Handelen blev lagt ind under et nyoprettet direktorat “Den kongelige grønlandske Handel“, og der blev oprettet en stilling som departementschef for Grønlandsdepartementet under Statsministeriet. Senere fik Grønland sit eget ministerium.

Men alt dette mærkede vi nu ikke så meget til. Jeg havde i 1945 søgt om forflyttelse til Scoresbysund, og jeg placeredes der fra sommeren 1946. Inden rejsen dertil fulgte jeg min kone til Danmark, hvor jeg opholdt mig ca. 14 dage. Der var ikke læge i Scoresbysund, og vi var derfor ikke sikre på, at det ville være forsvarligt for min kone, der var gravid, at tage med i første omgang. Fra Danmark tog jeg med Disko tilbage til Julianehåb, hvor jeg gjorde tjeneste til 10. juli, da jeg med den ældgamle lille damper “Godthåb“ påbegyndte rejsen til Scoresbysund. På “Godthåb“ blev jeg installeret i forskibet i et lille møgbeskidt rum, som jeg delte med direktør Jennov fra fangstselskabet “Nanok“ og en del tovværk og nogle store wireruller, som dog på ingen måde var fastgjort, hvorfor det den første nat, da vi kom ud i blæsevejr, var nødvendigt for mig at tage min kuffert op i køjen, da en 2-300 kgs wirerulle et øjeblik var trillet af den. Kufferten var ikke meget værd mere, men indholdet var blødt og tog ingen skade. I øvrigt var vinden sydlig, og på trods af, at skibet for fuld damp styrede sydpå, var vi næste morgen drevet op på højde med Ivigtut. Hele turen kom til at vare 19 døgn, og ved vejs ende var jeg blevet søstærk og så beskidt, som jeg aldrig før eller siden har oplevet at være. Vore måltider indtog vi midtskibs, men for at komme derhen måtte vi kravle hen over skibets bunkers, som fyldte hele fordækket i højde med kommandobroen. Skibet havde ikke nok plads til dem i lasten. Skibets opgave var først og fremmest at sejle en ekspedition geologer til Nordøstgrønland, og den slags ekspeditioner skulle helst være så primitive som muligt. Som følge deraf var skibets beholdning af vand yderst begrænset, og det var forbudt os at vaske os. Den slags blødagtighed var ikke ekspeditionsfählig og passede ikke til deltagernes hårde spejdermoral. Alle deltagere var bevæbnede med dolk - man kunne jo ikke vide, hvad man kunne møde på sådan et skib. Foruden disse garvede ekspeditionsfolk deltog også en lille flok jægere, som skulle blive i Nordøstgrønland som fangstmænd for fangstselskabet “Nanok“. Et par af dem havde tidligere set en bøsse - de havde været soldater, men ellers mødte de op uden de ringeste forudsætninger for at kunne leve af og tjene penge på at drive fangst. En af dem spurgte mig, om man, når man lavede haglpatroner, skulle komme krudtet eller haglene i patronen først. Det kan ikke undre, at de havde lidt ondt ved at vise lige så gode fangstresultater som de norske fangstmænd, der kom fra egne i Norge, som meget lignede Grønland. Det var skam ellers en hyggelig tur. Vi anløb Angmagssalik en times tid, og jeg fik i den anledning lov til at vaske mine hænder i en dyb tallerken, da jeg kunne forvente at skulle sige pænt goddag til min kollega der i byen.

Som sagt boede jeg i forskibet sammen med “Nanok“s direktør, og i et tilsvarende kammer i styrbords side boede fangstmændene. Midtskibs boede under komfortable forhold skibets besætning og ekspeditionsfolkene. Dette eksklusive selskab blev i Angmagssalik forøget med kaptajn Ejnar Mikkelsen og sygeplejerske frøken Vest. Ejnar Mikkelsen var inspektør for Østgrønland og som sådan min kommende chef. På turen til vort bestemmelsessted indledtes det bekendtskab med ham, som jeg vist uden overdrivelse kan sige udviklede sig til venskab i de 5 år samarbejdet varede. Jeg har ikke på noget tidspunkt hverken før eller siden haft en så velvillig og forstående overordnet - gensidig sympati har altid siden forhindret, at der har kunnet opstå kontroverser os imellem.

Vi ankom til Kap Tobin i mundingen af Scoresbysundfjorden den 1. august og måtte derfra gå de 7 km ind til kolonien, da vinterisen lå endnu. Godthåb sejlede videre med sin ekspedition, og dagen efter forsvandt isen.

I Scoresbysund afløste jeg konstitueret kolonibestyrer Hendrik Høegh, som havde beklædt stillingen siden stedets oprettelse i 1925. Han og hans familie var nu trætte og kede af at være der og længtes hjem til deres hjemsted og familie på Vestkysten.

Jeg fik tildelt en bolig, der var bygget i 1939 efter at den gamle bolig var nedbrændt nytårsaften 1938. Den nye bolig nedbrændte 2. juledag 1969. Det var et dejligt hus, som vi med glæde boede i de 12 år vort Scoresbysund-ophold varede.

Et af Ejnar Mikkelsens ærinder på stede var at informere befolkningen og mig om det valgte råd, der skulle oprettes på stedet. Rådet begyndte sin virksomhed året efter. Jeg var som kolonibestyrer født formand, og det bestod af et antal grønlandske medlemmer og de danske, som havde været mindst 2 år i Grønland, dog således at antallet af danske medlemmer ikke kunne overstige antallet af grønlandske. Af danske medlemmer var der telegrafbestyreren og præsten, som ganske vist var vestgrønlænder, men stod under dansk ret. Rådet drøftede sager af fælles interesse for befolkningen på stedet og kunne tage visse beslutninger, som dog skulle konfirmeres i København. Af rådets kasse kunne det bevilge understøttelser og lån til husbygning og erhvervsredskaber. Rådet nedsatte en domstol, der bestod af mig og to meddomsmænd. Jeg var desuden udstyret med politimyndighed. Da Signe Vest efter 14 dages forløb sammen med Ejnar Mikkelsen havde forladt kolonien, var den igen uden sygeplejerske. For at kunne yde den nødtørftigste lægehjælp på stedet blev jeg udstyret med en stor kasse sulfatabletter, hvormed jeg behandlede næsten alle de sygdomstilfælde, som forekom - som regel med held. For dette arbejde erholdt jeg 25 kr. om måneden. Da jeg fandt arbejdet som “læge“ lidet tilfredsstillende i betragtning af min ringe viden på dette område, og da honorarets størrelse ikke fristede mig til at fortsætte, lykkedes det mig at få en af telegrafisterne på vejrstationen, som var i besiddelse af en smule samarituddannelse til at overtage, jobbet, hvilket var mig til stor lettelse.

Året efter kom min kone tillige med vore nu 4 børn.

Med samme skib “G.C.Amdrup“ ankom også Scoresbysunds første syge-plejerske frk. Brejnrod. Der var herefter fast sygeplejerske ved stedet, men læge lykkedes det først at få i 1957. Vi fik endnu en søn i Scoresbysund, og det klarede den grønlandske jordemoder glimrende uden lægehjælp. Sygdomme måtte vi naturligvis undgå, da der ikke var lægehjælp at få nærmere end fra Island. Det lykkedes da i det store og hele også, bortset fra et år, hvor næsten alle nyfødte børn døde som følge af en kighosteepidemi. Vi havde heller ikke noget organiseret brandvæsen og undgik derfor ildebrande i de 12 år, vi var deroppe.

Kort efter min ankomst til Scoresbysund hjemrejste den amerikanske besætning på den ganske nær ved liggende vejrstation i Hvalrosbugten. I stedet overtoges stationen af dansk mandskab. Et par år senere nedlagdes Hvalrosbugten, og vejrstationen flyttede ud på Kap Tobin. Det er en ganske stor station med 10 - 12 ansatte.

I 1951 skete de store omvæltninger på vestkysten, og vi mærkede det til det, at Ejnar Mikkelsen, der lige var fyldt 70 år, gik af som inspektør for Østgrønland, og mine kolleger i Thule og Angmagssalik og jeg modtog kongelig udnævnelse til inspektører hver for sit område, jeg i 6. lønklasse. I øvrigt betød det i praksis for mig kun, at området for min politimyndighed udstraktes til at omfatte hele Nordøstgrønland helt op til Nordøstrundingen.

Jeg var i Scoresbysund fra jeg var 29 til jeg blev 41 år, og den tid er den bedste, min kone og jeg har haft i Grønland. Vore børn befandt sig vidunderligt deroppe, og havde et udmærket forhold på lige fod til deres grønlandske legekammerater.

Befolkningen i Scoresbysund er dygtige fangere og meget selvstændige og selvbevidste, men de var venlige og reelle at have med at gøre. Jeg tror godt, at de kunne lide os, men man må altid gøre sig klart, at vi ikke var en del af deres hverdag, og sandsynligvis var dem temmelig ligegyldige. Selv undgik vi ikke at blive stærkt følelsesmæssigt knyttet til stedet og dets befolkning, og det vil altid stå for os som vort egentlige hjemsted i Grønland.

I 1958 blev jeg udnævnt til handelchef i 21. lønklasse og forflyttet til Angmagssalik, hvor jeg afløste inspektør Kaj Jensen fra 1.1.1959. Han rejste hjem i maj pr. fly over Kulusuk efter 31 års tjeneste i Grønland.

Mens jeg var i Angmagssalik begyndte en afvikling af inspektørstillingen og af Øst- og Nordgrønlands isolerede stilling i forhold til Vestgrønland. I 1961 valgtes Angmagssaliks første landsrådsmedlem pastor Hendrik Abelsen. I 1963 valgtes Angmagssaliks første kommunalbestyrelse, og min stilling som formand for det valgte råd bortfaldt. Samtidig indførtes vestgrønlandsk retsplejeordning, og der ansattes en kredsdommer.

Ved landsrådsvalget i 1963 opstillede jeg efter så mange opfordringer, at jeg anså mit valg for sandsynligt, og jeg blev da også valgt på trods af, at Hendrik Abelsen opstillede igen. Når jeg opstillede, var det nok til en vis grad fordi jeg gerne ville have bevist over for mig selv og andre, at befolkningens ønske om at komme under samme administrationsform som befolkningen på vestkysten ikke bundede i modvilje mod mig personligt. Men hovedsagen var, at jeg i min tid som inspektør havde arbejdet med at få gennemført visse investeringer, som endnu ikke var gået igennem, og som jeg anså for at være nødvendige for befolkningens fortsatte trivsel og materielle fremgang. Jeg så en mulighed for som landsrådsmedlem at kunne arbejde videre med sagen, og det meste er da også efterhånden gennemført. Det drejede sig om pakhuse og havnefaciliteter, skoler og først og fremmest om nye boliger til folk, der mange steder boede rent elendigt. En anden sag drejede sig om at skaffe boliger i Kungmiut og andre udsteder til befolkningen ved udstedet Skjoldungen, der havde bedt om at måtte få mulighed for at flytte til bedre fangstpladser. Skjoldungens befolkning bestod af folk fra Angmagssaliks nærmere omegn, der et par år før sidste verdenskrig var flyttet ned i omegnen af Skjoldungen, hvor de på spredte bopladser klarede sig helt godt som fangere. I 1950 oprettedes udstedet Skjoldungen med butik, udstedsbestyrer og kateket ved en plads, som efterhånden viste sig at være et ringe fangststed.

Ikke desto mindre trak butikken folk til sig, og det endte med, at hele befolkningen samlede sig omkring denne i elendige selvbyggede rønner. Disse blev i 1957 på foranledning af kontorchef Magnus Jensen og minister Kjærbøl udskiftet med boliger af rimelig standard. Da jeg lærte befolkningen at kende, var den fattig og elendig, stærkt på vej til helt af forsumpe, og jeg kunne derfor kun gå ind for tanken, da befolkningen telegrafisk anmodede distriktsrådet om at måtte vende tilbage til de gamle bopladser i Sermilik- og Angmagssalikfjorden. Inden noget endeligt foretoges rejste jeg derned sammen med et af de valgte distriktsrådsmedlemmer, og vi spurgte hver enkelt husejer, om han for alvor var interesseret i denne flytning. Alle sagde ja, bortset fra en enkelt, som ikke var særlig interesseret, men han ville dog ikke insistere på at blive, når alle de andre ønskede at rejse. Alle er nu flyttet på de gamle bopladser i nye huse, bortset fra en enkelt familie, hvis overhoved ikke var hjemme, da vi besøgte stedet. Men han er en meget dygtig fanger, som alligevel nomadiserer langs hele østkysten fra Angmagssalik til Augpilagtoq og klarer sig storartet. Den slags mennesker kan jo klare sig selv og har ikke hjælp behov.

De fleste fra Skjoldungen bor nu i Kungmiut, hvor der er bedre erhvervs-muligheder, og hvor de er under påvirkning af en fornuftig og arbejdsom befolkning.

Der er en smule sensation i, at jeg blev valgt som landsrådsmedlem, idet jeg var den første dansker, som var det efter at almindeligt og direkte valg var indført. Jeg havde meget glæde af min tid i landsrådet. Jeg kan en smule grønlandsk, således at jeg kan klare en konversation på et ikke alt for højt plan, og jeg blev af de andre medlemmer accepteret som en af deres egne.

Landsrådet 1963

Efter 7 Års tjeneste i Angmagssalik, blev jeg i 1965 forflyttet til Sukkertoppen som handelschef. Samtidig nedlagdes inspektørstillingen i Angmagssalik helt, og min efterfølger er handelschef på samme måde som KGH’s andre handelchefer på Vestkysten. Og Angmagssalik administreres nu på samme måde som kommunerne herovre med kæmner, politi etc. Da landsrådsmøderne tog lang tid, og da de angmagssalikske problemer ikke føltes så nær inde på livet i Sukkertoppen, anmodede jeg om at måtte udtræde af landsrådet, hvilket bevilgedes mig efter efterårsmødet i 1965.

Pr. 1. februar 1966 opsloges en stilling som handelschef i 23. lønklasse ledig. Den søgte jeg og fik den, og det medførte, at vi allerede i april 1966 forlod Sukkertoppen og flyttede til Julianehåb. Her modtog jeg l. maj samme år udnævnelse til 25. lønklasse.

Jeg har nu været omtrent 32 år i Grønland, og både min kone og jeg føler os hjemme her: Vi har 6 børn, som alle, bortset fra en af drengene, er født heroppe, og de føler sig alle mere knyttet til Grønland end til Danmark, og specielt til Scoresbysund, hvorfra de 4 ældste blev sendt hjem i skole. Den ældste pige på 29 er cand. pharm. og gift, hun hedder Jytte, Aase er 28 og sygeplejerske, Egil på 26 er cand. polyt. og i øjeblikket licentiatstuderende på læreanstalten, nr. 4 Hans tager i disse dage skibsførereksamen, nr. 5 Anders er stud. polyt., og den yngste Karen er 8 år og går i skole her i Julianehåb. Vi har indtil nu ikke haft sorg eller besvær med hensyn til vore børn, de klarer sig alle godt.

Min største friluftsfornøjelse har været hundeslædekørsel, og jeg har selv haft hundespand fra jeg i 1938 kom til Egedesminde og indtil jeg i 1958 forlod Scoresbysund. Bortset fra den fornøjelse det i sig selv er at have daglig kontakt med levende dyr og at mærke deres sympati (som naturligvis kun var baseret på det faktum, at jeg gav dem mad) gav slædekørslen mig lejlighed til at få en masse frisk luft og se en masse af landet. I slædedistrikterne nåede jeg at blive ganske godt stedkendt. Hernede, hvor man rejser med motorbåd, overlades jo al navigering til bådføreren. Jeg har været ude på nogle lange og af og til ret dramatiske ture. En enkelt gang var jeg - det var i Scoresbysund - sammen med telegrafbestyrer N.O. Jensen på en tur ind til et udsted midt i fjorden ca. 175 km fra Scoresbysund. Vi havde regnet med at kunne gøre den på 3 dage hver vej, men den varede på grund af stærkt snefald 35 døgn. Vi startede 3. december og kom tilbage 7. januar, og vore familier havde en del bekymringer i julen over, at vi blev så længe væk. Da vi ikke havde provianteret med sådan en forsinkelse for øje, sultede vi en del, og jeg måtte i adskillige dage undvære cigaretter. Dette klarede vi dog ved hjælp af skråtobak, vi medbragte for en ældre fanger i byen. Vi kogte saucen af i en konservesdåse, tørrede tobakken over primussen og rullede cigaretter af resultatet ved hjælp af wc-papir. De var stærke, men smagte i grunden godt. I hvert fald smagte de første almindelige cigaretter bagefter som at række tungen ud af vinduet.

Selv om slædekørsel fortrinsvis består i at sidde på slæden og lade hundene gøre arbejdet, gav det dog en del motion. Dels måtte man af og til af slæden op ad en stejl bakke og dels var det somme tider lidt for koldt bare at sidde ned, og så fik man varmen ved at løbe bag slæden.

Slædekørsel var dels knyttet til arbejdet som tjenesterejser og dels ren fornøjelse på jagtture eller bare køreture. Det daglige arbejde var også for størstedelen praktisk administrations- og kontorarbejde. Det var derfor nødvendigt som modvægt at have en smule fritidsfornøjelse, som var noget helt andet.

Denne har bestået i at samle bøger. Både min kone og jeg har fra barnsben været vant til at læse en masse. Der var mange bøger i vore barndomshjem, og vi begyndte begge med ganske voksen og avanceret læsning i en meget tidlig alder og fortsatte selvfølgelig skoletiden igennem osv. Efter at vi på grund af krigen i 5 år havde været afskåret fra ny litteratur på dansk, kastede vi os hæmningsløst over alt, hvad vi kunne få fat på af læseligt, og i tidens løb er det blevet til, at vi har en masse bøger af yderst blandet kvalitet og udseende. I de senere år har vi mere holdt os til visse emner og forfattere og har lagt mere vægt på bøgernes udstyr, illustrationer og at de så vidt mulig er i førsteudgaver. Vi har efterhånden også en ganske pæn samling af gode bogbind, udført af dygtige bogbindere.

Mit levnedsløb har hidtil ikke været præget af store og voldsomme begivenheder eller af sindsoprivende sorger eller glæder, og det har været helt behageligt.