Julianehåb

Her flyttede vi ind i den mindste assistentbolig. Kolonibestyreren boede i det store hus, der senere blev KGHkontor, og den ældste assistent Nystrøm boede i Vatikanet.

Da vandmanden kom for at fylde vandtønden op første gang, spurgte jeg “Kivfak?”. Han tænkte sig lidt om. Der var ikke rigtig nogen ledige i øjeblikket. Julianehåb var en stor koloni med mange danske - Men der var jo Flavia. Hun plejede bare aldrig at blive ret længe i en plads. Men uden kivfak kunne jeg ikke klare den daglige husholdning, så jeg bad ham prøve at få fat i hende. Nogle få dages hjælp var bedre end ingenting .

Og Flavia kom. Egil sad på køkkenbordet, rund og glad og stadig næsten skallet. “Sordlo inussak” råbte Flavia. Han lignede faktisk en babydukke. Og Flavia gik straks i gang med vask og bagning og alt det andet.

At her ikke var hunde havde jo den fordel, at Jytte og Aase kunne lege ude foran huset. Biler var der ingen af den gang. Men naturligvis fulgte Flavia eller jeg dem, når de skulle besøge legekammerater. En aften gik vi sammen under stjernehimlen, og pludselig var der nordlys. “Mor! Er det engle?” - Jeg sagde Ja. - Nordlysbæltet går tværs over det sydlige Grønland. I Scoresbysund så vi det hyppigst på sydhimlen.

Der kom juletræ fra Siim og henkogte stikkelsbær fra Oens, med et juleneg oven på det hø, som glassene var pakket ned med. Svigermor havde klædt dukker på, og der var så mange julegaver, at vi lavede et helt skema, så vi kunne få takket de rette givere.

Og så kom placeringsplanen. Jørgen havde fået stillingen som fungerende kolonibestyrer i Scoresbysund Og vi holdt gilde for at fejre det. At jeg igen var gravid var mildest talt upraktisk.

Flavia

Flavia fortjener et kapitel for sig selv. Hun er født 2.september 1912 i Julianehåb, og hun døde på kommunehospitalet i oktober 1981. I oktober 1945 begyndte hun som kivfak hos os i Julianehåb. Siden fulgte hun med Jørgen til Scoresbysund. Hun passede ham og huset udmærket i det år, og da vi kom året efter, var hun lyksalig over at gense børnene og mig og lettet over at overlade mig ansvaret for husholdningen.

I alle de år vi boede i Scoresbysund passede hun køkkenafdelingen og regerede over de unge lokale hjælpepiger, som der også var brug for. Magdalene, Carola, Sabine, Nunukut og endnu flere. Når vi skulle have mange gæster, var hun god til at finde hjælp ude i byen. Jeg hørte hende en gang snakke med en kone om en håndsrækning til opvasken og slutte med den bemærkning: “De der danske kan jo ikke gnave ben, så der er masser af mad.”

I Julianehåb skulle vi en gang med kort varsel have plukket en snes tatteratter - på dansk kaldes de rider. Flavia gik lige op på Alderdoms­hjemmet, og det morede de gamle koner at hjælpe os. Hun var dygtig til mange ting. I Scoresbysund æltede hun dej til 6 rugbrød i en mindre balje. De var fortræffelige. Men i elkomfuret i Angmassalik kunne vi ikke få dem ordentlig bagt. Der kunne man så købe rugbrød, omend af vekslende kvalitet.

Flavia var absolut loyal. Men havde også temperament. En jul havde jeg bestilt røde sandaler til hende, - og så var de et nummer for store. Nej, hvor var hun vred. Jeg tror, hun smed dem i kulkassen, - men julemorgen havde hun dem på. Et par gange har hun “sagt op”. Den ene gang kom hun ret hurtigt tilbage fra det hus, hvor hun var “flyttet” hen, for at fortælle mig, at fru NN havde sendt bud til hende. Om hun ikke ville være kivfak der, og få x kroner i løn. Mage til frækhed, syntes Flavia. - Hvad Flavia fik i løn, kan jeg ikke huske, og det er jo blevet reguleret i tidens løb. Hun blev i hvert fald, og gjorde alt, hvad jeg forventede.

Jeg mindes en sommermorgen i Scoresbysund. Om aftenen var stor­vasken sat i blød i køkkenet. Da jeg stod op, var tøjet hængt ud til tørre i det fine vejr. Og så ville Flavia gerne holde fri. Hun må have vasket det meste af natten. Fri fik hun naturligvis, så hun kunne besøge den dansker hun på det tidspunkt var kæreste med. Dem var der en del af i årenes løb. En enkelt gang har jeg måttet hjælpe hende med et frierbrev og et venligt nejtak, men ellers mærkede vi ikke meget til den side af hendes tilværelse. Vores børn var nok det vigtigste i hendes liv, mest den p.t. yngste. Og hun var ikke fri for at være jaloux på Jytte og Aase, da de var blevet store piger.

I Scoresbysund var hun kæreste med “lille Bøge”. og da vi i 1951-52 boede i Dragør, tog hans mor sig smukt af hende, havde hende med i Tivoli og meget andet. De var nok nogenlunde jævnaldrende.

En gang i Scoresbysund havde Jørgen skudt en lille sæl med et meget fint skind. “Det vil være fint til bukseskind til Jytte.” sagde Flavia. Og så sørgede hun for at Jytte fik grønlandsk dragt til sin næste fødselsdag. Ar­bejdet med at sy kamikker, bukser og anorak, lave perlekraven og det øvrige til en rigtig grønlandsk festdragt blev fordelt til forskellige af Scoresbysunds kvinder. Jytte havde ellers sukket lidt over, at hun var den eneste pige i kolonien, der ikke havde røde festkamikker. Da hun nu vågnede på sin 8-års-fødseldag, stod der en komplet festdragt ved sengen Den kom på med det samme, og passede. Tænk at alle i byen havde kunnet tie stille. Jytte anede intet. Men ved middagstid peb hun alligevel lidt, for de lange ka­mikker gnavede i knæhaserne. Fra middagstid til gæsterne kom kl.3 lå hun i sin seng uden kamikker, men ellers iført sin grønlandske pragt.

Man vokser jo i den alder, så året efter overgik dragten til Aase. Og efter vores vinter i Dragør, hvor Jytte, Aase og Egil havde gået i Dragør Skole, fik skolen den. Der var jo ingen til at overtage den.

Så gik der mange år. Flavia tog hjem til Julianehåb, da vi flyttede fra Scoresbysund. Men vi havde ikke været længe i Angmassalik. før der kom telegram: “Må jeg godt komme hjem?” - og så kom hun med “Tikerak”.

Flavia og børnene i Dragør

Her var der elektricitet og efterhånden andre moderne bekvemmelig­heder. Flavia fik tilbudt arbejdet som bestyrer af det kommunale vaskeri, og fik et lille boligstøttehus i nærheden. Jeg fik andre kivfakker, men Flavia gav stadig en håndsrækning af og til. Og da Karen arriverede, tror jeg, Flavia kom hver dag, og næsten altid havde hun noget med. Tit slik. Da vi vendte tilbage efter permissionen i vinteren 61-62 - i Nordre Frihavnsgade - havde Flavia sørget for en festdragt til Karen. Og den havde hun selv finansieret. Jyttes dragt havde vi betalt, både materialer og syløn, men Flavia havde sikkert sørget for favørpris. - Karens dragt voksede med hende, idet de enkelte dele blev fornyet eller syet om efterhånden, så endnu i Julianehåb brugte hun den. Nu er den i Karens varetægt.

Drengene har naturligvis også fået gaver af hende. Jeg husker, at hun købte tre lommeknive i butikken til Egil, Hans og Anders, og så sad på hug og “sleb” Anders` kniv sløv på trappestenen. Anders var vel 2 år.

Flavia forblev i Angmassalik i sit lille hus, men da vi var flyttet til Julia­nehåb, vendte hun tilbage hertil. Her boede også hendes søskende, Natha Høy og Ado Stach. Hun fik en lejlighed ude ved Storsøen, og kom fast hos mig som “konehjælp”. Karen var stadig hendes øjesten. Og hun fulgte med i familiens skæbne. Hans var jo blevet sømand, og hver gang vi havde stormvejr, var hun dybt bekymret for ham, selvom vi forklarede hende, at han vist netop nu var på den anden side af jordkloden. Til gengæld var hun såre lyksalig, da han kom på besøg, mens han var værnepligtig i Grønnedal. Når vore børn med lange mellemrum kom hjem på ferie, var hun meget optaget af dem.

Også for hende var Jørgens død et chok. Hun og Karen ville ikke med til begravelsen, de var bare hjemme i Vatikanet.

Flavia kom et par år efter til Danmark for at være sammen med sin søster Natha Høy, og så kunne hun også være med til Karens konfirmation.

Dette Danmarksbesøg endte med at Flavia blev i Danmark. Grønlænder­kontoret skaffede hende en lille lejlighed i Gernersgade. Hendes ting blev sendt dertil fra Julianehåb, og hun fik indrettet sig hyggeligt. Hun besøgte jævnlig Karen og mig og også vore andre børn, ligesom vi besøgte hende. Hun havde også mange grønlandske venner. Det så vi, da hun var død.

Flavias begravelse lærte mig meget om det netværk der var og sikkert er blandt grønlænderne i Danmark. Den bedemand som jeg blev henvist til af Grønlænderhuset i Løvstræde sagde med det samme: “Ja, ved en grønlandsk begravelse behøves der ikke nogen til at synge, men det er nødvendigt med nogen til at bære.” Der er en begravelsesplads på Vestre Kirkegård for grønlændere, der dør i Danmark - Og der blev Flavia så begravet.

Jeg ville gerne gøre lidt særligt ud af kaffemikken efter begravelsen, men Julie fra Grønlænderhuset belærte mig om, at efter en grønlandsk begravelse var der altid kaffemik i Løvstræde. Så jeg skulle bare ringe dertil og aftale nærmere med den der stod for spiseafdelingen. - Da jeg havde fortalt hvad det drejede sig om, var hans første bemærkning, at de havde ventet på den besked, for en grønlandsk begravelse kom på deres opslags­tavle, og der var allerede flere der havde ringet og spurgt.

Så vi drak kaffe og spiste galopkringle i Løvstræde. Og så sang vi alle salmerne fra kapellet en gang til. Til allersidst spurgte Flavias grønlandske venner såmænd, hvad de skulle betale - Naturligvis betalte jeg den be­skedne sum.

Og jeg er glad for stadig at kunne have lidt forbindelse med Flavias søstre.

Køkkengrønlandsk og andre sprogligheder

I min tid havde alle danske husholdninger en kivfak, en hushjælp. Som regel boede hun hjemme. Som nybagt husmor i Grønland var der MEGET nyt at lære. Passe kulkomfur og petroleumslamper, ordne fugle og kamikker med mere. Og så var der sproget. Meget kan klares med fingersprog, og mange danske ord er gået ind i det grønlandske. I tidens løb er der opstået et underligt blandingssprog “køkkengrønlandsk”.

Jeg lukkede omhyggeligt døren, så Jørgen ikke hørte, når jeg kom med nogle grønlandske gloser i tilfældig sammenhæng. Børnene bad mig lige ud om at lade være med at tale grønlandsk “for du siger som regel det modsatte af hvad du mener”. På dansk er det høfligt at spørge: “Vil du ikke have mere?” Men hvis man så på grønlandsk svarer “Ja”, så får man ikke mere. Til Jørgen sagde man: “Peqqisavit?” = Vil du have mere? Til mig og de fleste andre danske sagde man: “Ama?” = Mere?

“Mik” og “mut” var de to endelser danske hurtigt lærte og flittigt brugte. Sila betyder en masse forskelligt, blandt andet luft og vejr, samt fornuft, så silamutten er “udenfor”, qaqa betyder fjeld, så “krakkemutten” er ikke helt det samme. Endelsen -ringilaq betyder “ingenting”, så silaringilaq betyder “tosset”. Kaffemik og dansemik og balliemik er let at forstå. “kiak” betyder varm, og “qassit” hvor mange, og så er”kiak qassit” jo et termometer, ligesom “kaffe-kiak” er en termoflaske. Kilo-qassit er naturligvis en vægt.

Og så var der ham der spurgte sin kivfak: “Hallejuja ap? Halleluja namik?” - om hun skulle i kirke?. “Ap” og “soh” betyder Ja, og “namik” vel nærmest “ikke”. Nej hedder “nagga”, Men i Østgrønland bekræftede man med “eeh” eller “eeme-ila”, hvis det var et særlig dejligt tilbud. Og nej hed “erqe”. Nægtelserne var normalt puttet ind i den lange remse, der var eet ord, men havde indhold som en dansk sætning, så der var rige muligheder for misforståelser. Heldigvis gættede grønlænderne som regel hvad jeg mente. Og så måtte jeg jo sige Qujanak - Tak. Jo jeg har fået megen hjælp.

Østgrønlandsk er forskelligt fra vestgrønlandsk. I Scoresbysund havde et par vestgrønlandske familier betydet, at sproget var modificeret, så det var til at finde ud af, men de gamle i Angmassalik var virkelig svære at forstå, ikke bare for mig. I Husmorforeningen lavede vi en prisliste over grønlandsk proviant og den slags. Den var faktisk tresproget. Og jeg er ked af at den er blevet væk for mig.

Mens jeg arbejdede i Grønlandsministeriet, blandt andet med dobbeltsprogede lovtekster og deslige, fik jeg mulighed for at gå til undervisning i grønlandsk. Jeg fik ros for min udtale, og jeg fattede endelig noget af sammenhængen i grammatikken. For mig siger det meget om eskimoernes oprindelige indstilling til tilværelsen, at man på grønlandsk har gloserne: “ved ikke”, “kan ikke”, samt “dårligt” som grundord. Så putter man en nægtelse ind midt i ordene, og de bliver til: vide, kunne og godt - Eskimoernes tilværelse har været en kamp for at overleve de barske kår.

“Koloni” blev til “by”, og “udsted” til bygd, mens vi var i Grønland. Jeg bruger stort set også de danske navne og den gamle grønlandske stavemåde, omend der nok mangler nogle accent-tegn.