Til Danmark maj 46

I april 1946 havde vi fået pakket vores flyttegods, så det kunne følges med Jørgen til Scoresbysund. Og vi havde telegraferet til familien i Danmark, at børnene og jeg skulle blive i Danmark vinteren over. Dette gav vist nok anledning til rygter om at vi skulle skilles. Specielt Moster Ester åndede lettet op, da det blev klart, at det bare var fordi jeg var gravid, at børnene og jeg skulle overvintre i Danmark. Hun følte ansvar for vores ægteskab og tilsvarende stolthed over, at det var så vellykket.

Vi gik om bord i “Søkongen” i Julianehåb. Flavia græd sine modige tårer over at skulle skilles fra Arssuak, hendes kælenavn til Egil. Han og Jytte og Aase var en væsentlig grund til, at hun havde lovet senere på sommeren at tage med Jørgen til Scoresbysund, når nu jeg var forhindret. - På grund af min graviditet havde Styrelsen kraftigt frarådet, at jeg tog med ham til dette øde sted uden læge eller sygeplejerske.

På havnen i Ivigtut lå “Disko”, og der kom vi om bord. Der var masser af mennesker på skibet, også mange vi kendte efter de fem års flytten rundt i Grønland, og de fleste af dem hang ud over rælingen, for at se på, at vi bog­stavelig klatrede om bord i skibet. Der hang et stort entrenet ned langs skibssiden; det måtte vi opad. Skibssiden buede udad, og det gjorde min mave også. Jeg var hunderæd. Jørgen havde Egil under armen, og et par flinke søfolk tog sig af Jytte og Aase, så de var ikke bange, nærmere stolte af bedriften. De var 5 og 6 år. Op kom vi alle. Nu i 2001 er jeg, ved at snakke med Hans, blevet klar over, at den tur vi klatrede - og som jeg oplevede som omtrent til toppen af Rundetårn - nok svarede til at klatre fra fortovet op til et vindue på første sal.

Turen til Danmark tog et par uger og var ren ferie. Maden blev jo serveret, og den var mere dansk end vi var vant til. Der var mange børn at lege med, og Jytte og Aase lærte hurtigt, hvordan man opfører sig om bord.

Vi koner havde kahytterne sammen med børnene, mens alle mændene lå i et lastrum, hvor der var sat masser af køjer op og som derfor kaldtes Neuengamme, for det lignede de billeder vi havde set derfra. Det var vel ikke ganske “politisk korrekt”. Her rådede en hyggelig feriestemning som på hele skibet. Disko havde som nybygget haft plads til 40 passagerer. Nu var vi vist 100. Så vi spiste i flere hold. Redningsmateriel var der naturligvis nok af. Og Disko sejlede ad en minestrøgen rute, men rigtigt rolige var vi ikke. Jørgen havde sikret sig en af de yderste køjer, så han kunne komme mig til hjælp, hvis der skulle ske noget alvorligt.

Efter Grønlands nøgne fjelde med sne på, var det forunderligt at sejle ind mellem Færøerne, der var grønne helt op til toppen. Vi passerede Norge så tæt, at vi kunne se en ildebrand, og børnene spurgte, hvorfor vi ikke skulle ind og hjælpe med at slukke. Skagen så vi tydeligt, og vi undrede os over, at det virkelig varede det meste af et døgn, før vi rundede Kronborg. Her fløj svalerne lige ind over skibet, mens vi stod på dækket og så på alt det grønne - med en klump i halsen. Pigerne i deres fine røde frakker (som jeg selv havde syet) var nu mest optaget af alle de andre skibe

Og så var vi i Danmark igen

På kajen stod et udvalg af familien. Mine små søstre var blevet store voksne damer, og Jørgens forældre og Ester og Borcher var blevet gamle, syntes jeg - men det varede ikke mange minutter, før denne fornemmelse forsvandt. For de var jo stadig de samme mennesker. Vi blev fordelt i et par taxaer, og turen gik til Østre Færge. Aase spurgte hele tiden: “Hvem er det?” og “Hvorfor det?” fik jeg siden refereret, mens Jytte mere stilfærdigt bare undrede sig over de mange nye ting. Mens vi ventede på færgen kom hun hen til mig: “Jeg har fundet noget. Det må vist være en snegl?”

Bortset fra forårets frodighed syntes vi Danmark så noget ramponeret ud. Der havde tydeligvis manglet materialer til maling og anden vedligeholdelse. Og så frøs vi, så Jørgen spurgte efter sine lange underbukser. Der var gjort hovedrent i lægeboligen på Orø, så der blev naturligvis ikke fyret i kakkelovnene. Der skulle jo også spares på brændslet. Og alle døre stod åbne, mens vi i Grønland var vant til at holde dørene lukket, både af hensyn til varmen og til hundene. At det altid blæser i Danmark, måtte vi atter vænne os til.

I lægeboligen blev vi beværtet med alt hvad Svigermor formåede. Jytte og Aase snakkede begejstret grønlandsk til Malia, men desværre kom der ingen rigtig snak ud af det. Malia havde været i Danmark i mange år uden ret megen grønlandsk kontakt, og hun havde sit specielle sprog, som hun klarede indkøb og sågar telefonen med. Familien og Orøs indbyggere forstod hende og omvendt. Pigernes talen grønlandsk hørte for øvrigt hurtigt op, da alle andre omgående tav og lyttede, så snart de sagde et par grønlandske ord indbyrdes. Det havde jo ellers været fint som “hemmeligt” sprog.

Foreløbig blev vi på Orø. Jørgens forældre var meget glade for deres børnebørn. Svigermor kom såmænd ind om morgenen, når hun og Malia havde gjort hele huset grundigt rent, og hentede børnene, for hun kunne godt huske, “hvor rart det var som ung at få lov at sove længe.”

Men Jørgen skulle jo tilbage til Julianehåb og derfra videre til Scores­bysund. Omtrent samtidig med hans afrejse med Disko skulle Mette og Henning giftes i Oens, så Jørgen og jeg sagde “Farvel for et år” på Hovedbane­gården, hvor jeg så tog toget mod Horsens - Men først havde vi været på Den Permanente, hvor vi købte det store skrivebord og et par reoler, så Jørgen kunne få dem med op til Scoresbysund.

Vi var nemlig kommet til penge. Jeg var blevet myndig under krigen, så jeg kunne hæve arven efter Mor og Far. Der var også penge efter mine bedsteforældre, og derudover forskellige møbler, blandt andet den lille sofa, som nu er rød. Disse ting kom dog først til Scoresbysund året efter.

Mette og Henning blev viet i Torsted kirke, og så var der hyggeligt bryllupsgilde i Oensballegaard. Vejret var fint, så vi gik rundt i haven og snakkede. Her var mange familiemedlemmer at tale med, og snart var det arrangeret, at Egil og jeg fra sidst på sommeren kunne være i Oens, og Jytte og Aase i Aalborg hos Tante Felice. Onkel Karsten skulle til Jugoslavien hele vinteren som tuberkuloselæge, udsendt af Røde Kors - Danski Crweni Krst. Else boede også hos Karsten og Felice og gik i 3.g klassisk. Og så var der jo Henrik, Ida og Jacob, så det var et flot tilbud at tage vores to piger også. Naturligvis havde Felice hushjælp, og det havde Moster Ester også; det var den gang det almindelige. Alligevel var det smukt gjort af begge familier, og en stor stor hjælp for mig. Men hvor var det dog rart den dag jeg kunne etablere egen husholdning i det underlige lille hus på Klostervej i Ry.

Så langt er jeg jo ikke i historien endnu. Vi må tilbage til sommeren på Orø, hvor vi nød livet. Jytte, Aase og Egil var jo de første børnebørn. Svigerfar måtte f.eks. vaccinere dem, mod stiv­krampe tror jeg, og deres “mod” blev belønnet med is “fra barberen”. Det vankede der nu også ved andre lejligheder. Der var også ting Jytte og Aase skulle lære, såsom at man ikke bare gik ind og spiste bær i andre folks haver. Hvad der gror på fjeldet i Grønland tilhører alle, og hvordan kan man så i en alder af fem år fatte, at en have uden låge er “nogens” - Men det fik de lært, som så meget andet.

Det var først nu Jørgens forældre og jeg rigtigt lærte hinanden nærmere at kende. Svigerfar havde jeg det hyggeligt med. Svigermor havde ligesom Bedstemor alle de gammeldags husmordyder, så mine komplekser på det felt blev ikke mindre. Men hun og jeg fandt i tidens løb ud af hinandens gode sider, heldigvis. Det var hende der lærte mig: “at det skidt man kan vaske af, skal man ikke være bange for!” Bemærkningen faldt sikkert i forbindelse med et eller andet “ulækkert” i Svigerfars konsultation.

Jørgen nåede omsider frem til Scoresbysund og skrev begejstrede breve om stedets herligheder. Jeg nød at opleve en dansk sommer igen, spise friske grønsager og ny kartofler, plukke jordbær, gå i vandet og slikke solskin. Nok skinner solen også i Grønland, men den varmer ikke meget.

Der var stadig rationering, kaffe, smør og sukker, men det måtte jo få ende en dag, mente Svigermor, så hun “skyldte” hele tiden ratio­neringsmærker. Tøj var også “på mærker”. Som gravid kunne man købe noget babyudstyr, meget af det af celluld, og noget havde jeg med fra Grønland, men ikke meget. En assistentløn var ikke stor, ej heller udvalget i “butikken”.

Sidst på sommeren drog vi så til Oens alle fire, og et par dage efter tog jeg toget til Aalborg med Jytte og Aase. Egil faldt hurtigt til i hverdagen på Oensballegaard. Og det gjorde jeg også. Her var jeg kommet fra jeg var ganske lille, både på korte besøg og i lange sommerferier. Det var ikke un­derligt, at jeg følte mig mere hjemme her end på Orø.

Der sad vi så i folkestuen om det lange bord; vi var mange, Ester, Borcher, Ole, pigen og karlen, samt Egil og mig. og hver havde sin skål smør, mærket med en farvet snor. Så måtte man selv holde hus.

Når skålen var tom, var det bart brød eller fedt. Margarine fandtes ikke, så Moster Ester tog en rimelig del af smørret fra til husholdningsbrug, når det friske smør kom fra mejeriet om torsdagen. Borcher elskede det nykærnede smør, så han frådsede de første to dage. Derefter “tiggede” han hos Egil.

Jeg huskede, hvordan jeg som ny husmor i Grønland havde sukket over, at maden smagte anderledes. Smør og æg kunne være mange måneder gammelt, tørmælk gav maden en anden smag, sælkød og fugle ligeså. Men en af de mere erfarne koner svarede: “Når De kommer til Danmark, vil De synes, at maden ikke smager af noget som helst.” Og det var der faktisk noget om.

Jeg hjalp selvfølgelig Moster Ester, hvor jeg kunne, blandt andet da hun i et par dage havde en syerske boende til at reparere og sy om. Tøj var jo også en mangelvare. Jeg lagde sømme op og den slags. Det var også den gang jeg efter Moster Esters ønske broderede “vægtæppet” med “Velkommen mine gæster”.

Babyudstyret var parat. Og så en nat kom Hans til verden i gæste­værelset, modtaget af Moster Ester og den lokale jordemor. Da gården vågnede, kunne Moster Ester fortælle, at det var en dreng, og Onkel Borcher hejsede flaget på højen. Der kom barselvisitter, blandt andet “misplerne”, en lille klub der under besættelsen var dannet i Oens og omegn. Dem hørte vi i tidens løb en del om i Moster Esters breve, og både børnene og jeg har været sammen med dem mange gange. Nu i 2001 er der en enkelt tilbage, men i mange år var de en institution med protokol og faste fester, 5.maj og nytårsaften blandt andet.

Mor og søn i Oens

Der var telegrafiststrejke i Scoresbysund, så det varede noget før Jørgen fik besked om søn nr.2. I det hele hørte Jørgen og jeg ikke meget til hinanden, efter at sidste skib var kommet tilbage fra Scoresbysund. Jeg telegraferede, når jeg slog mig ned et nyt sted for en længere periode. Og fra Jørgen erindrer jeg nytårshilsenen: “Terrinen revnet, bohavet ellers intakt.” De havde lavet punch og flamberet den. Det kunne terrinen ikke klare. Flavia havde set strengt på ham: “Hvad tror du din nulia vil sige?” Hen på foråret kom der telegram - på festblanket - (det havde Jørgen nu ikke bedt om), at han havde samlet ufødte sælskind nok til en pels, så jeg måtte sørge for mønster med mere.

Jeg havde tænkt mig barnedåb i julen på Orø, men det var der ikke stemning for, så Borcher og jeg drog til Aalborg med Hans. Han blev døbt i Ansgars Kirke iført familiedåbskjolen - som den første af vore børn. “Vores” dåbskjole er vist kun noget særligt for “os”. Mor er den første der er blevet døbt i den. Og da jeg var døbt i den, broderede hun navnene på sine søskende, samt mig. Og den tradition har de forskellige mødre så fortsat. Nu er der vist næsten 60 navne. Jeg er stadig rørt over den / der står ud for Jens Isager, Mors lillebror der døde i en alder af 2 år.

Bedstefar havde såmænd haft dåbskjolen med til København i april 1940, men man havde stærkt frarådet at sende sådan et familieklenodie til Grønland via Rusland. Anders og Karen og nogle af vore børnebørn er også døbt i den gamle dåbskjole.

Men tilbage til festen i Aalborg. Jytte og Aase var naturligvis med i kirke. Moster Else og Borcher var faddere. Else havde lavet fine bordkort med en stork med kamikker og perlekrave.

Felice serverede en lækker middag for det lille udsøgte selskab. Den lækre middag var typisk for Felice, en af de måder hun skilte sig ud fra familiens andre kvinder, som alle lavede god mad, men unægtelig mere solide retter. For mig betød Felice noget særligt.

Jeg var kun ti år yngre og kunne nok behøve et fiksere forbillede end eksempelvis Moster Ester, alle hendes andre gode egenskaber ufortalt. Felice gav mig i mange år gode råd om tøj og den slags, men den fine blå hat vi købte i 1947 - til en lækker blå frakke, fra Eaton`s, Canadas “DalleValle” - var nu ikke ret anvendelig i Scoresbysund.

Borcher, Hans og jeg tog tilbage til Oens. Pigerne blev lidt endnu i Hasseris, hvor de befandt sig godt og mig bekendt opførte sig pænt, dog hørte jeg senere en historie om, at Ida, Jytte og Aase havde skuret gulv i bade­værelset med alle husets tandbørster og tandpasta. Begge dele var mangel­varer, så den form for rengøring gjorde næppe lykke.

Egil og Borchers føl

Egen husholdning

Gamle venner i Ry havde fundet et lille hus, der ikke blev brugt i nogle vintermåneder, og som jeg kunne låne. De hjalp mig også med møbler og husgeråd. Jeg kan se for mig, hvordan fru Østermark, en af Moster Esters jævnaldrende, hængte nogle gamle blondegardiner op, og da de var for lange resolut skar dem af med en brødkniv Det var rart at være sin egen herre både for mig og for børnene. En formiddagspige fandt jeg også, så jeg kunne gå hjemmefra og besøge gamle venner eller gå i biografen. Min gæstebog fra den gang viser en ujævn strøm af familiemedlemmer med mere,

Både familie og Ry-bekendte vedblev at være hjælpsomme. Det var en kold vinter, og brunkul og andet brændsel var rationeret. Blandt andre hjalp Fru Sørensen, Petersborg, - Anna Klint Sørensens mor - mig med brænde fra sin skov til centralkomfuret. Og selvom Onkel Eriks død året før havde taget hårdt på Tante Asta, var hun på sin stilfærdige måde også overmåde hjælp­som og betænksom, med brændsel og andre ting.

Da sneen kom sendte hun Jens (som hjalp hende på gården) med hest og kane, så børnene kunne få en rigtig kanetur, noget helt ande end en tur med hundeslæde, noget de dog først oplevede i Scoresbysund. Søren havde gjort mig den store tjeneste at tage toget til Aalborg og hente Jytte og Aase. Og jeg hørte siden, at Gudrun havde forklaret dem forplantningens mysterier.

Julen tilbragte vi på Orø med hele familien. Grethe var hjemme fra Malung Højskole, Erik, Niels og Knud ligeså fra deres forskellige sysler. Det var en rigtig familiejul med stort træ og en masse mad.

Moster Ester ville også holde “jul” for os, så midt i januar drog vi til Oens, hvor juletræet stadig stod i “den fine” - til daglig uopvarmede - stue. Også i påsken var børnene og jeg i Oens sammen med en masse andre fami­liemedlemmer. Hvor vi sov fatter jeg ikke nu. Men jeg husker, vi sad lørdag aften og lavede hatte til alle de mange blødkogte æg, der skulle serveres påskemorgen. Felice var der med sine børn, Mette og Henning med lille Jens, Else og os fire, så med gårdens egne beboere var vi en stor flok.

Det var som nævnt en hård vinter - Borcher skriver i min gæstebog: “Det 70. frostdøgn”. Men Jytte og Aase rendte rundt i deres klædesbukser og røde multums-anorakker, og folk undrede sig over, at de ikke frøs.

Når de kom ind med vådt beskidt fodtøj, tog de “sivtøflerne” udenpå støvlerne. - En “sivskosål” med en sivfletning til at holde den fast på foden, en trangstids­opfindelse som i hvert fald var meget brugt i Ry,

Da Søren blev konfirmeret, var vandet i Tante Astas køkken også frosset, men det mærkede vi gæster ikke meget til. Vi var mange og det var en hyggelig familiefest. Alle var bevægede, da Tante Asta sang: “Ud går du nu på livets vej.” Den havde hun også sunget ved Krestens konfirmation, fik jeg at vide. Da var det Onkel Erik, der havde bedt hende om det, fordi den udtrykte det de begge ønskede for deres drenge.

Da skoleåret begyndte 1.marts, kom Jytte i 1. klasse i Ry Folkeskole, hvor hun gik sammen med Niels Erik. Jeg kan huske at det slog mig, at hun nu kom hjem og fortalte ting jeg ikke havde fortalt hende. Det undrer mig nu ved nærmere eftertanke, for det må hun og de andre børn da ofte have gjort i Grønland. Måske mente hun - ubevidst - at det var noget dansk, som jeg ikke kendte til.

1.maj skulle vi være ude af huset. Og med de samme hjælpere som ved indflytningen blev huset tømt. Nu skulle jeg have ferie.

Blandede sommeroplevelser

Hans ville Tante Asta gerne passe nogle dage, og Jytte kunne være i Ry hos Eli og Kyster, Tante Astas bror. Så kunne hun fortsætte i skolen lidt endnu. I Oens afleverede jeg Aase og Egil, hvorpå jeg tog til København og hyggede mig nogle dage hos Mette og Henning og Jens i deres lejlighed på Frederiksberg. Jeg aflagde visit hos Ejnar Mikkelsen og fru Ella på Vilhelmshåbsvej. Han var Jørgens overordnede og havde foreslået Jørgen, at jeg besøgte dem, da han sommeren før var i Scoresbysund et par uger. De var nemme at snakke med, så min generthed gik snart over.

Else blev student i Aalborg, og jeg var med til at fejre hende, både på Kathedralskolen og i “Kilden”. Den student der holdt takketalen ved trans­lokationen havde talt om “ørkenvandring”. Så vi pyntede bordet til Elses gilde med alle “ørkendyrene” fra Jacobs Noahs ark (fremstillet på Himmel­bjerggården og en gave fra Ester og Borcher, - ligesom Egils).

Sammen med børnene besøgte jeg Faster Dagny og Onkel Lyager i Hjørring og var naturligvis ved Vesterhavet, hvor Poul og Else Marie var i sommerhus med Lisbeth. Men svanerne i Svanelunden var det Jytte og Aase snakkede mest om bagefter. Svaner var sjældne den gang, - og hav havde de jo set masser af.

Så i løbet af den sommer oplevede børnene - de var dog ikke alle fire med over­alt - og jeg at se en stor del af både familien og Danmark.

Karsten og Felice havde lejet sommerhus i Ry, “Kræmmerhuset”, og Onkel Karsten tilbød mig, at jeg kunne bo i Paraplyen en ugestid eller to.

Else flyttede også ind og hjalp mig. Jytte og Aase og Egil nød at lege i skoven og på engen. Moster Ester kom med alle Misplerne og fejrede sin fødselsdag. Jeg var med på herlige bilture til alle de “gamle” steder, mens Else og Felices hushjælp passede “de små”.

Naturligvis var vejret vidunderligt hele den sommer, dog husker jeg også et forskrækkeligt tordenvejr en sen aften, med lyn der for mig at se slog ned i alle søerne omkring Ry.

Børnene og jeg slog os endnu en gang ned på Orø og gjorde klar til af­rejse, blandt andet skulle vi have lægeattester på, at vi ikke led af smit­somme sygdomme. Vel en halv snes dage før vi skulle sejle med “Amdrup” til Scoresbysund, kom der også en billet til Jørgens mor. Jørgen havde fået en frirejse til hende, fordi han ikke havde fået det års permission, som han havde ret til. Han ville hellere til Scoresbysund.

Af sted kom vi alle, og med om bord var blandt meget andet nye sove­kammermøbler og stof til gardiner til hele huset. Nu havde vi i 5-6 år måttet nøjes med butikkens amerikanske bomuldstøj. Mit arvegods af for­skellig art var der også, og sikkert også en kasse bøger “i udvalg”. Og trods rationeringen havde jeg da også selv fået noget nyt tøj.

Det var “Amdrup”s jomfrurejse, og vi havde fint vejr hele turen. Kaptajnen havde været 1.styrmand på “Disko”, da jeg rejste op i 1939, og havde fortalt mig om, hvor rædsomt der var i Grønland. “Han kunne godt skaffe mig gratis hjem til Danmark som kahytsjomfru.” Nu morede jeg mig over at høre tilsvarende “skrækhistorier” om Scoresbysund. Vi blev fine venner, og Scoresbysund var en af de få kolonier, hvor han kom i land. Han var glad for gåsesteg.

Vore medpassagerer var blandt andre Christa Brejnrod, Scoresbysunds første syge­plejerske, der foreløbig skulle bo hos os, telegrafbestyrer N.O.Jensen med kone og sønnen Niels på alder med Hans, samt Vestergaard, der skulle passe den seismiske station oppe på fjeldet.