Mest om Børnene
Jytte var begyndt i 1. klasse, mens vi boede i Ry. Og i Scoresbysund holdt jeg dansk skole med begge pigerne, samtidig med at de gik i den grønlandske skole. Året efter kom Rink Kleist til Scoresbysund som præst. Han og Ase havde børn på alder med vore, så Knud (der langt senere var ansat som Grønlands Julemand) gik i “min skole” i klasse med Jytte, mens Naja gik sammen med Aase. Danske skolebøger fik jeg fra Danmark, ligesom jeg havde en sort tavle, som stod i spisestuen, hvor vi holdt skole. 
Knud Kleist, Jytte, Naja Kleist og Aase i Scoresbysund
Jørgen og jeg var enige om, at det var vigtigt, at vores børn fik en ordentlig uddannelse. I første omgang ville vi gerne have dem i mellemskolen. Optagelsesprøven hertil fandt sted efter 5. klasse i juni, så det var nødvendigt, at de var i Danmark allerede året før. Jeg turde heller ikke påtage mig at undervise mere end 4.klasse, og få en dansk lærerinde i huset havde vi hverken råd eller plads til. Heldigvis havde Jørgens mor og far mulighed for at huse Jytte og Aase. De var 10 og 8 år den sommer jeg rejste til Danmark med dem. Det var nødvendigt, og det var rart, at de var to. “Og Far og Mor får jo bare nogle flere børn, når de sender os hjemmefra” var deres kommentar. Anders var arriveret i november, så ham havde de oplevet. Hvordan det har været for børnene ved jeg jo ikke; men jeg husker hvordan jeg ledte og ledte i bunken af breve og aviser efter billeder af dem i posten fra første skib, da de havde været i Danmark en vinter. Og der var fine billeder, fra en fotograf. De så meget fremmede ud i det nye tøj, og selvfølgelig var de vokset.
Jeg kan godt forstå det barn der græd, når Tommelise sejlede ned ad åen på sit åkandeblad, det barn hvis søskende var sejlet til Danmark, og som vidste, at den vej skulle det også selv en dag.
Det år vi boede i Dragør kom pigerne hjem til os at bo. De gik så i Dragør skole, og det gjorde Egil også. I 1954 var Jytte og Aase på sommerferie hjemme i Scoresbysund. Og Jytte blev konfirmeret af Otto Sandgreen - alene - Han overhørte hende meget grundigt på kirkegulvet. Han vidste hun kunne lektien, så hun var et godt eksempel for hans næste hold konfirmander. Kirken var stuvende fuld. Jeg hørte en af de danske håndværkeres kommentar: “Den gamle er sgu glad for det ikke er ham.” - Jørgen var sidst i trediverne. - Om aftenen var der dans i tømmerværkstedet for alle. Og Jørgen og Jytte gik op og hilste på. Sådan gjorde man endnu den gang. Og mon ikke vi har spenderet et par kasser sodavand på festen?
Vi holdt selvfølgelig en pæn middag. Vi fik nok tatteratter, en slags små måger, på dansk rider - Ryper og harer var vintervildt. Måske fik vi laksørred først. Desserten var den børnene kaldte “Snavset snedrive”, hvad det også lignede - Denne højt elskede ret bestod af kondenseret mælk. Når det blev afkølet med sne eller isvand, kunne det piskes til skum og stives med husblas. Så blev det skefuldevis blandet med hindbærsyltetøj og revet chokolade. Med ved festen var blandt andet koloniens sygeplejerske Signe West, og N.O.Jensen og hans kone fra Kap Tobin. Et par “sommermænd” var også med, Niels Lyhne Jensen og ingeniør Nielsen. Jeg nævner dem som eksempler på de mange sympatiske og spændende mennesker, vi har haft glæde af at være sammen med i årenes løb, og som vi desværre efterhånden mistede forbindelsen med.
Samme sommer arbejdede geodæterne i distriktet med to helikoptere samt skibet “Tycho Brahe”. Dem havde vi en del at gøre med. Og Jytte, Aase og jeg blev inviteret med på tur ind i fjorden, helt til Sydkap, hvor vi aldrig havde været - Flavia kunne sagtens klare husholdningen et par dage for Jørgen og drengene.
Vi blev installeret i en kahyt og hyggede os med kaptajn Hornbo og de andre ombordværende. Alle så vi frem til turen. Men i nattens løb pakkede isflagerne tæt sammen omkring skibet. Hele næste dag sejlede “Tycho Brahe” bare rundt om den samme kartoffelkasse, mens vi snakkede og spillede kort i håb om at isen ville spredes igen. Da folk så ligefrem kom gående over isflagerne inde fra kolonien, gav jeg dem brev med til Jørgen. Et par timer efter kom han med hunde og slæde, så vi kom tørskoet i land. At Jytte og Aase skulle ud at køre med hundeslæde i deres sommerferie havde ingen drømt om. Både de og jeg fik også prøvet at flyve med geodæternes helikopter. Og til slut rejste Jytte og Aase tilbage til Danmark med sidste skib.
Det efterår fortsatte min skole med fire børn i 4.klasse: Egil, Ole West, Karoline Sandgreen og Dorthe Nielsen, samt Hans i 2.klasse. Året efter havde jeg den tilfredsstillelse, at 75% af mine elever bestod mellemskoleprøven.
Egil kunne også bo på Orø og gå i skole der. Jeg fik en frirejse, så jeg kunne følge ham til Danmark. Og da Anders hele foråret havde haft nogle slemme og uforklarlige migræneanfald, syntes den læge der var kommet med første skib, at han skulle undersøges på Rigshospitalet. Hans blev alene tilbage hos Far og Flavia.
Da skibet lagde til i København, stod Aase og Jytte på kajen. De tog så Egil med til Orø, mens Anders og jeg i ambulance blev kørt direkte til Rigshospitalet. Jeg hørte sygeplejerskens lettede bemærkning i telefonen: “Der er en mor med, og journalen. Og de taler dansk”. Om formiddagen var der kommet tre patienter fra Grønland, helt uden papirer. Anders blev udskrevet en ugestid efter. Man fandt aldrig ud af hvad der var i vejen - men anfaldene hørte heldigvis op.
Børnene og jeg besøgte familien i Jylland i et par uger. Så skulle Anders og jeg hjem med “Jopeter”. Men den sad fast i isen nordpå, og det endte med at alle om bord blev hentet med fly. En anden sælfanger blev hastigt chartret til at sejle varer og en snes passagerer til Scoresbysund, men da den nåede Grønlands Handels Plads, fandt man passagerforholdene for ringe. Man valgte i stedet at flyve os passagerer til Reykjavik, og efter en hyggelig uge der med udflugter til Thingvallasletten med mere, blev vi fløjet til Mestersvig. Og derfra sejlede vi hjem med “Kista Dan.”
Livet består jo heldigvis af andet end skolegang. Vore børn havde det dejligt på silamutten, tror jeg. De talte grønlandsk og gik ud og ind i alle huse. Legekammerater med hjem var rationeret til en til hver. De fik flænsebid - en strimmel rå lever og lidt spæk - med de andre, når en sæl blev flænset på stranden. De kørte med en enkelt hund for slæden, kurede ned ad snedriverne i skindtøj og kamikker og meget andet. Og så ind til Flavia og blive tøet op. Også inde legedes der slædekørsel og skibslosning, men også med byggeklodser og dukker. En jul fik pigerne et flot dukkehus med møbler og elektrisk lys af håndværkerne og sygeplejersken. Egil fik en mølle og Hans en stor kasse klodser.
De deltog også sammen med de andre børn i forefaldende arbejde i kolonien. Når sneen forsvandt og afslørede vinterens rester - alt det som hundene ikke havde fortæret - fik alle børn udleveret en kulkurv og samlede affald op alle vegne. Hver fuld kurv blev afleveret til Michael, som smed indholdet i havnen og førte regnskab. Når dagen var ovre, fik man 50 øre for hver kurvfuld. Det pyntede kolossalt på landskabet, og fjorden var stor, verdens største.
Egil havde sin egen slæde og kørte med en enkelt hund og han var i hvert fald en gang med på en rigtig forårsfangsttur med en af sine venner og dennes far. Han kom udmattet og møgbeskidt hjem ved nattetide - Der var jo midnatssol. Og han havde fugle med hjem og også fangstpart i en stor sæl.
Det sidste forår vi boede i Scoresbysund stod Hans hver morgen tidligt op og gik hen for at hjælpe de håndværkere, som var ved at bygge det rigtige sygehus. Han borede i fjeldet, så han havde munden fuld af stenstøv, når han endelig kom hjem.
|
