Farvel til Scoresbysund

Den halve snes år vi boede i Scoresbysund var en dejlig tid. Vi var unge og slap for sygdom. Fast læge og rigtigt sygehus kom der først, da vi var rejst derfra. De skiftende sygeplejersker måtte klare sygdom og ulykker. Om sommeren kom der en læge et par uger, og som regel en tandlæge. Og et par gange i de år blev det nødvendigt at få en patient hentet med fly. Men stort set gik det godt, også på det felt. Da vi forlod stedet i 1957, var man i fuld gang med at bygge rigtigt sygehus. Og samme efterår lykkedes det at få Jens Nielsen til at rejse derop som læge. Og læge har der så været siden.

Vi og vore børn trivedes, og kolonien blomstrede. Økonomisk var det ikke nogen guldgrube for os. Kolonibestyrere havde den gang økonomisk ansvar for butikken. I Vestgrønland havde butiksfolkene lært, at en meter var 98 cm, og mel og sukker blev også vejet ud, så man i hvert fald ikke fik for meget. Men den kunst lærte Abel aldrig. Hvert forår, når Jørgen afsluttede regnskabet, var der penge, som vi måtte betale. Ærgerlige penge. Men vi levede hele tiden med håbet om, at det blev bedre næste år.

De første år klarede Jørgen regnskaberne alene, dog måtte både pigerne og jeg hjælpe med at revidere til sidst. Jeg mindes et år, hvor vi jagtede een krone. Vi fandt den. Det var Egil, der havde hævet 6 kroner - ikke fem - på sin sparekassebog for at købe et bræt til at reparere sin slæde.

Sælskindspriserne steg hvert år, og der blev fanget flere og flere sæler. Jørgen var stolt af sin fangststatistik. Han fik efterhånden mere hjælp, og der blev bygget et par pakhuse. Og da befolkningen tjente mere og mere, fik de råd til bedre huse. Der blev bygget Jens-huse og de noget større Henrik-huse, delvis som selvbyggeri. Vi blev altid inviteret med til rejsegilde, hvor vi sad på fjeldet ved siden af det nye hus og drak kaffe. Hvert år var der mange danske håndværkere, og vi havde mange flinke byggeledere boende. Både Scoresbysund og Kap Hope voksede, og der blev også bygget både i Sydkap og ved Kap Brewster. Kap Tobin blev en stor vejrstation med telegrafister og sondefolk med flere, nogle med koner. Der havde man elektricitet og oliefyr, og det kunne man jo godt af og til misunde dem. Men i virkeligheden ville vi ikke bytte.

Jeg kunne berette meget mere, både om glade og sørgelige hændelser. Noget har Jørgen skrevet om i sin levnedsbeskrivelse, og i en artikel i “Grønland” fortæller han om sit arbejde og sit forhold til Østgrønland.

Jeg kunne fortælle om kighosteepidemien, hvor alle børn under et år døde, med undtagelse af Anders, der havde medfødt immunitet, for jeg havde jo haft kighoste. Og næsten hvert år omkom fangere under fangst, altid en tragedie, selvom der da heldigvis også hele tiden kom unge til. En sommer oplevede vi en helikopterulykke. Patienter blev evakueret med fly, og der blev nedkastet penicillin. Der var også et forår der kom riffelpatroner med fly, da de var sluppet op i maj, fordi fangsten havde været ekstra god.

Jeg erindrer meget dejligt fra de ti år, og jeg husker, at jeg græd længe, da vi sejlede derfra i 1957. Næste forår tog Jørgen dertil igen et par måneder, mens børnene og jeg forblev på Pergolavej. Det forår blev Jytte student i Nyborg. Aase fik realeksamen i Virum. Egil gik på Sorø Akademi, og Hans blev optaget samme sted. Og midt på sommeren tog Jørgen, Anders og jeg til Angmagssalik.

Juletræ fra Boelet

Da jeg var barn i København, købte Far vel juletræ på et eller andet hjørne, men noget konkret kan jeg ikke huske. Juletræspynten husker jeg meget mere om - men herom skal ikke fabuleres nu.

Så flyttede vi tre piger til Doktorgården, og der fik vi naturligvis juletræ fra Onkel Eriks skov. Det var vel næppe hvert år kaneføre i december, men jeg forbinder nu Onkel Erik i fuld “mongoliet-gala” med juletræet og andet grønt, blandt andet blev den store messinglampe - tidligere til petroleum - over spisebordet, pyntet på det smukkeste med enebærris og røde bånd.

Den lampe kom ikke med til Hvide Hus, men juletræet kom stadig fra Boelet, og er vel stadig mit “ideal” af et juletræ.

Så rejste jeg til Egedesminde, og krigen kom, og alt blev forandret.

Vores hjemmelavede grønlandske juletræer af enebærris eller revlingris på et “stativ”, nævner jeg blot for god ordens skyld.

1945: Atter forbindelse til Danmark, gaver og breve, og naturligvis tog vi imod Onkel Eriks tilbud om juletræ - derimod skrev vi vist nejtak til kartofler. Det var en herlig juleaften i Julianehåb med et dejligt friskgrønt træ og gaver til de tre børn vi den gang havde, fra mange dem ubekendte mennesker.

1946. Onkel Erik døde. Jørgen rejste til Scoresbysund, og jeg boede i Oens og om vinteren i Ry. Vores jul blev holdt på Orø hos Jørgens forældre. Og da der blev sne og kulde i januar, sendte Tante Asta Jens ned til os med kanen, så Jytte, Aase og Egil kunne få en rigtig kanetur, og det er jo noget helt andet end en tur med hundeslæde.

Da vi så var bofaste i Scoresbysund, ja så kom juletræet trofast med sidste skib. Blev beundret af alle, og begravet i den “evige” snedrive bag kirken, markeret med en LANG stang. Det hændte, at jeg hentede et par grene, når der var en begravelse, men ellers sneede træet langsomt ned indtil lillejuleaften, hvor det blev gravet ud - Kunne Mikael nu finde det? - og pyntet med masser af hjerter og kræmmerhuse, lametta og mange levende lys. Det var det eneste grantræ i distriktet, så lillejuleaften inviterede vi alle byens børn til julefest, med salmer og sange og godteposer. Der blev flere og flere børn for hvert år, men det var en fast tradition, så længe vi boede der. Og overmåde hyggeligt og festligt med alle de festklædte børn, drengene i hvide anorakker, pigerne nok mest i farvestrålende kjoler.

At det gik godt i ti år er egentlig et mirakel. Men vi voksne passede godt på, og der stod en spand vand med et frottehåndklæde i i hvert af stuens hjørner. Jeg ved at der er blevet snakket meget om vores smukke og specielle juletræ blandt dem der dengang var i Scoresbysund.

Juleaften var træet jo mindst lige så dejligt, når vi holdt vor egen uforstyrrede jul. Og julemorgen dryssede alle nålene af, og så var det træ slut. Men det blev jul igen med nyt træ fra Tante Asta.

Og også da vi holdt jul i Dragør i 1952 fik vi juletræ fra Boelet.

Han syntes vist ved første møde, at Jørgen var lidt ung til at være fungerende kolonibestyrer, men det varede ikke længe, før de var venner. Han var meget glad for at belære Jørgen om, hvordan man behandlede sin kone. Så til min første juleaften i Scoresbysund overraskede Jørgen mig med et meget smukt sølvarmbånd. - Det havde Ejnar Mikkelsen ordnet for ham. Før jeg rejste til Scoresbysund i 1947 var jeg på besøg på Vilhelmshåbsvej. Det var et hyggeligt hjem med mange spændende ting, fra Jensenius` karikatur af Ejnar Mikkelsen til maleriet af Gustav Holms første møde med Angmassalikkerne. Siden var vi der flere gange, og vi oplevede også Miki i aktivitet som formand for Det Grønlandske Selskab.

I 1949 var både Ella og Miki i Scoresbysund. Da var det 25 år siden han var sejlet derop og havde sørget for huse med mere, så der året efter kunne flytte 84 mennesker dertil, hovedsagelig fra Angmassalik. Denne bebyggelse i Nordøstgrønland var med til - navnlig over for Norge - at hævde Danmarks ret til hele Grønland. Så det var nok med en lidt underlig fornemmelse, at han og hans kone måtte sejle til jubilæet i Scoresbysund med den norske sælfanger “Jopeter”. Efter “Amdrup”s brand skete besejlingen af Scoresbysund mest med norske sælfangere, med gæve kaptajner og flink besætning. Miki og hans kone var behagelige gæster, selvom Ejnar Mikkelsen stod forfærdelig tidligt op. Naturligvis sov de i vore senge de par dage. Gad vide om fru Ella havde frosset lidt? Hun strikkede i hvert fald en lun sengetrøje, som hun sendte mig.

Ella var meget døv, og huset var lydt, så vi kunne ved sengetid høre alle Mikis pæne ord om os og stedet. Naturligvis holdt vi fin middag for dem og koloniens danske, hvortil præstefolkene altid hørte. Der var også planlagt jubilæumskaffemik i Ekspeditionshuset. Men den fest måtte udsættes, indtil skibet var færdigekspederet, så “alle” kunne være med. Det passede lige med at der også skulle losses og lastes lidt ved vejrstationen Kap Tobin.

Ejnar Mikkelsen

I tidens løb har vi truffet mange spændende mennesker, og det kunne være sjovt at berette om, hvordan de gererede sig i Grønland, men så bliver jeg aldrig færdig. Men Ejnar Mikkelsen kan jeg ikke komme udenom. Han havde grundlagt Scoresbysund i 1924, og var i 1946 Inspektør for Østgrønland, altså Jørgens overordnede. Han var en oplevelse med sine buskede øjenbryn og sine formidable talegaver.

Imidlertid kom storisen pludselig ind i fjorden og truede med at lukke sammen om skibet, så kaptajn Nakken forlangte passagererne om bord omgående, også Miki og hans kone. “Jopeter” gik så til Kap Tobin, og blev ekspederet der. Da festen med diverse taler, men uden æresgæster var til ende, kunne Jørgen nå i en mindre båd at sejle ud til Jopeter med mange hilsner og taksigelser til Miki, samt kolonirådets gave, et stort isbjørneskind. Ligesom befolkningen var Jørgen og jeg meget glade for, at han havde gjort det muligt for os at bo i Scoresbysund.

Ella og Ejnar Mikelsen med Aase, Jytte og Naja Kleist

Et par år efter blev Miki 70, og så blev Kaj Jensen og Jørgen udnævnt til inspektører i Østgrønland - Deres kolleger på Vestkysten blev omtrent samtidig handelschefer, og en del af deres arbejdsområde overgik til kæmnere og politifolk, men inspektørerne beholdt foreløbig ansvaret for både administration og handel. Jørgen blev handelschef i 1958.

Ejnar Mikkelsen bevarede interessen samt lysten og evnen til at gøre noget for Østkysten. Han var ked af, at Jørgen flyttede til Angmassalik, vel mest fordi han forlod Scoresbysund, som jo var Mikis hjertebarn. Samtidig var han meget optaget af - og vred over - at amerikanerne ville opføre en stor radarstation på Kulusukøen. Dem kunne han nu ikke stoppe, - og vi var glade for den tilhørende flyveplads. Og han sendte meget varme lykønskninger, da Jørgen blev valgt til landsrådsmedlem for Angmassalik.

Miki blev 90 år. Vi var glade for at have kendt ham og hans kone, og gennem dem at have lært Sven og Pam Havsteen-Mikkelsen at kende.