Vor første tid i Angmassalik

Anders, Jørgen og jeg ankom til Angmassalik med Britannia, der havde hentet kul i Leith, og færøjoller og færøske flækkere, samt os i Torshavn. Det var sidste gang vi sejlede til Grønland, men det vidste vi jo ikke. Vores møb­ler med mere var kommet med et tidligere skib, dog var hunde og slæde efterladt i Scoresbysund. I Angmassalik rejste Jørgen som passager, med rejsebåd eller lejet hundeslæde.

Vi indrettede os i assistentboligen. Til nytår skulle Jørgen overtage ansvaret for kolonien, og Kaj Jensens skulle så rejse hjem i løbet af foråret.

I ti år havde Scoresbysund været vores verden, og nu skulle vi finde os til rette i Angmassalik. Det lykkedes, men vores tilværelse der var og blev meget anderledes end dagligdagen havde været i Scoresbysund.

Og nu jeg skriver dette, mindes jeg den gamle læge i Jakobshavn, der gav mig det gode råd første gang vi blev forflyttet: “Når De kommer til Deres nye koloni, så lad være med at fortælle, “at sådan gjorde vi i Egedesminde”. Nu bor De et andet sted.” Det var et godt råd. men det kan jo ikke nu genere nogen, at vi syntes stort set alting var anderledes i Angmassalik, selvfølgelig navnlig i den første tid.

Angmassalik var en noget større koloni end Scoresbysund. Mange flere danske og også mange flere grønlændere i distriktet, et par tusind vel. Men her var ikke nær så god fangst, som vi var vant til. Moskusokser var der naturligvis ikke, ej heller harer. Sælkød og anden grønlandsk mad var sjældent til købs for os danske - “Matak skulle dækkes med tikronesedler”, hørte jeg en bemærke. Til gengæld havde man et fælles frysehus, hvor man kunne opbevare de frysevarer man bestilte op fra Danmark. Det var den gang Dansk Fryse Økonomi blomstrede.

Vi savnede udsigten over fjorden, mod Kap Brewster og Kap Tobin, men først og fremmest til sommerens midnatssol og til vinterens nordlys. I Scoresbysund boede vi midt i Grønlands natur. Her i Angmassalik boede vi i en by.

En masse huse lå op og ned ad fjeldene. Fjorden mindede om en sø, og fjeldene lukkede for udsynet. Men dejligt var det selvfølgelig, at her var rindende vand, der blev pumpet rundt i isolerede rør, samt elektrisk lys. Endelig slap man fri for at ordne lampevæger og pudse lampeglas. Her sender jeg lidt sent en tak til opfinderen af “Aladdin-lampen” - det hed den. Dens skrøbelig glødenet havde oplyst vores hus gennem mørketiden. Nu var den fortid og efterladt i Scoresbysund.

Her var også en del biler at vænne sig til.

Efterhånden fandt jeg ud af, at der var mange mulig­heder for naturoplevelser, måske flere end i Scoresbysund. Det var over­kommeligt at gå op på Radiofjeldet eller ud til Illumiut med de lave tørve­hytter. Der var en dejlig tur forbi telegrafstationen ud i Blomsterdalen op langs elven. Eller vi kunne gå ud til Prinsesse Margrethes Børnesanatorium. Så passerede vi både skolen og sygehuset.

Jørgen tog næsten med det samme til Kungmiut, hvor man havde kon­stateret store torskeforekomster. Færøjollerne blev solgt til fiskerne der, og så blev der ellers fanget torsk. Færingerne gjorde dem i stand, og torsken blev saltet på “Kaskelot”. Jørgen havde travlt med at holde styr på det hele. Han sov i telt og spiste om bord på “Kaskelot”. Af og til var han hjemme et par dage, og Anders og jeg var også på besøg derude.

Kungmiut var et stort udsted med en masse mennesker, som med liv og sjæl var gået i gang med at tjene penge ved at fiske, så der skulle også mange flere varer til stedets butik.

Anders begyndte i “Dansk klasse”, og Flavia telegraferede fra Juliane­håb: “Må jeg komme hjem?” Det var dejligt at få hende i huset igen.

Vi kendte hinanden “på godt og ondt”, og også sprogligt forstod vi hin­anden, mens jeg havde mine kvaler med det østgrønlandske. Sproget i Scoresbysund havde jeg ret hurtigt lært at forstå, da det var meget blandet med vestgrønlandsk. - Tale korrekt grønlandsk som Jørgen og børnene fik jeg aldrig lært. Angmagssalik-sproget var endnu vanskeligere; men Anders lærte det heldigvis hurtigt, så han kunne tolke.

Det blev vinter, og fra nytår havde Jørgen ansvaret. Allerførst blev "Butikken" moderniseret. Det var meget tiltrængt, og arbejdet morede både GTOs håndværkere og butiksfolkene. Alle puklede på overtid. Det var en stor dag, da den “nye” butik åbnede. Udefra var huset uforandret, men hvor der indenfor før havde været skummelt og uoverskueligt, var det nu som en veloplyst dansk butik med en masse forskellige varer på hylderne. Der havde kun været totalt lukket en enkelt dag. Manufaktur og den slags blev nu solgt fra Kastellet - det ældste hus i kolonien, opført i 1894.

Forandringen var meget populær, også hos personalet.

Hvis vor tilværelse i Scoresbysund kunne sammenfattes som “Far, Mor og børn”, så blev Angmassalik nærmest “De unge på fyrre”. Vi var en del ret jævnaldrende par, som havde stor fornøjelse af at omgås. Vi havde fælles inter­esser, så der var nok at snakke om, og der var også større festivitas, eksem­pelvis nytårsaften hos os, hvor selv Jørgen var på dansegulvet. Og insti­tutionslederne kunne samarbejde, både om besøg af indflydelsesrige per­soner som ministre og departementchefer og om presserende sager som mæslinge­epidemien.

I det meste af den tid vi var i Angmassalik, stod John Jensen for skole­væsenet og Bøggild for sygehuset. Det var betryggende at være sikker på at kunne få lægehjælp, selvom det jo var gået godt for os i de ti år i Scores­bysund.

Den store radiostation blev ledet af telegrafbestyrer Nielsen; i sin tid havde jeg fulgtes med ham og hans kone til Grønland på “Disko” i 1939. Da stod de af i Julianehåb. Det var ham, der hver dag sørgede for, at der blev sendt middagskoncert samt en radioavis med blandt andet lokale nyheder såsom slæders ankomst og skibes afgang. Og i december afholdt han en meget populær ønskekoncert, der blev aflyttet “på kysten”, altså også på de isolerede vejrstationer; den blev brugt både til at drille og til at sende jule­hilsner. Og når udsendelsen var forbi, holdt Nielsen og hans kone fest for “de danske” i Angmassalik.

Otto Sandgreen havde vi “siddet sammen med” allerede i Godhavn. Og vi havde megen fornøjelse af hinanden, da han og Louise var præstefolk i Scoresbysund, så det var rart, at de kom til Angmassalik. Jørgen var i begge byer meget glad for at have ham som tolk ved distriktsrådsmøder og rets­møder. Og vi har de fleste af hans bøger med dedikation. Han havde konfirmeret Jytte i Scoresbysund, og han døbte Karen i Angmassalik.

Alle byggerierne stod GTO for. Spile var byggeleder det meste af “vores” tid i Angmassalik. Hans kone var tandlæge, og det var jo meget praktisk. Det var også ham der hjalp Jørgen med at finde grunden her i Slangerup, hvad jeg stadig er ham taknemlig for.