Jordbær og mæslinger

Som så mange børn blev vi i Doktorgården belært om, hvad der var sundt, navnlig når det var ting vi ikke brød os om. Men på et punkt faldt Bedstefars og vores smag sammen: Jordbær var det sundeste af det sunde, fulde af jern og vitaminer. Jordbær kunne man ikke få mavepine af. Og i jordbærtiden - den tid, hvor der kunne plukkes jordbær i danske haver - fik vi jordbær hver dag. Bedstemor sad i en stol mellem rækkerne, og vi plukkede. Vi skulle helst synge eller fløjte samtidig. Derudover blev der hver dag købt jordbær fra en nabo. Men pludselig var jordbærrene slut. Nok kom der hindbær og kirsebær og andet godt, men jordbær var og er nu noget særligt.

I Grønland gror der blåbær og sortebær, og frosne jordbær kan nu om dage købes. Men den dag vi spiste friske danske jordbær i Angmassalik vil i hvert fald jeg altid erindre. Anledningen var såmænd trist nok. En familie der var kommet med fly fra Danmark viste sig at have mæslinger. Denne meget smitsomme sygdom havde man aldrig før haft i distriktet. At standse epidemien var umuligt, så distriktslægen, byggelederen og Jørgen fik omgående udarbejdet en handlingsplan. Naturligvis måtte man hurtigst muligt have ekstra læger og andet sundhedspersonale til byen, men derudover blev der "bestilt" 20 unge mennesker til at lave alt forefaldende arbejde, efterhånden som epidemien bredte sig. De skulle naturligvis have haft mæslinger og helst tale grønlandsk. Der skulle jo stadig kunne handles i butikken, og udstederne skulle have varer sejlet ud, ligesom meget andet arbejde også skulle passes.

Med det fly som i juni bragte alle disse mennesker til Angmassalik, havde en venlig sjæl tænkt på at sende 20 kg nyplukkede jordbær, til salg i butikken. Den dag var der jordbær på alle danske spiseborde i byen. Grønlænderne var ikke interesserede. Sådan nogle underlige røde dimser havde de ikke lyst at give penge for.

Epidemien udviklede sig som forudset. Sundhedspersonalet og alle de nyankomne hjælpere kom i sving rundt om i byen og ude i distriktet. Nogle af dem havde i begyndelsen deres kvaler med det østgrønlandske sprog. Der blev lavet mad i store portioner, som så blev fordelt til de huse, hvor alle lå syge. Vore drenge var hjemme på sommerferie, og de kom også i arbejde. Egil og Hans sejlede med distriktsbådene. Anders var telegrafbud, fordi han var lokalkendt. Og maleren Carlo Wognsen der boede hos os til glæde for begge parter, arbejdede i sygehusets vaskeri. Jeg tog mig af dem vi havde boende og var egoistisk glad for, at Karen på et par år slap for sygdommen. Det var en barsk tid, men heldigvis var der ikke mange dødsfald, og efterhånden livede distriktet op igen.

Udstedet Skjoldungen var på grund af sin beliggenhed sluppet fri for sygdommen, men skulle selvfølgelig forsynes med varer inden vinteren. Man måtte sikre, at ingen om bord kunne smitte, så Jørgen måtte med på turen for borgerligt at vie et ungt par. Præsten var nemlig ikke sikker på, at han havde haft mæslinger.