Sådan boede vi i Angmassalik

Den første vinter boede vi i assistentboligen. Den var mage til det hus vi havde boet i i Holsteinsborg, og til andre rundt om på kysten. To stuer og køkken nedenunder og et par værelser ovenpå, samt udhus; træhus natur­ligvis, sikkert opført i 30erne. Huset her havde elektricitet og indlagt vand, samt centralvarme. Så det var let at klare vores lille husholdning, også inden Flavia “kom hjem igen”.

Bestyrerboligen var endnu større end den i Scoresbysund, så vi kunne slet ikke møblere de tre store stuer. Og nu havde vi jo kun Anders hjemme. Han og hans kammerater legede i det store værelse, der havde været Kaj Jensens spisestue, og når han var i skole, var vi nogle koner, der en tid gjorde gymnastik i lokalet. Vi fik blændet et par døre, og fik i det hele ind­rettet huset, så det passede til os og vore møbler. Her var vaskehus og et stort udmærket kulkomfur i køkkenet, og amerikanske uskønne olieovne i stuerne, så Flavia havde i den periode nok at gøre. Et gammeldags anretter­værelse som i Doktorgården var der også, og det fungerede fint som pusle­rum, da Karen kom til.

Før ombygningen skulle vi igennem badeværelset - med spandelokum - for at komme til og fra vores soveværelse. Når vi havde folk fra Danmark boende, var det særlig upraktisk. Selvom Flavia sikkert var i gang med morgenmaden til hele husstanden, så var det ikke rart for Jørgen og mig at være “indespærret”, til det passede ministeren at komme op af badekarret. Det oplevede vi dog kun een gang. Derefter sørgede vi selvfølgelig for, at boende gæster blev orienteret om dette lokaleproblem.

Der var flere værelser på loftet, og i det hele god plads. Nogle år senere blev der bevilget en større ombygning. Kulkomfuret blev erstattet med et elkomfur, køleskab fik vi også. Og naturligvis centralvarme og vaskemaskine i stedet for grukedel.

Ombygningen havde også givet plads til sovekammer og badeværelse, samt særskilt lokum, i stueetagen, mens der på loftet foruden det uund­værlige tørreloft blev indrettet seks små værelser. Det lignede en hotelgang, og var det i praksis. Men for at demonstrere at det var vores private hjem, fik vi sat vore børns navne på dørene - til forståelig irritation for Jørgens efterfølgers afkom.

Karen sov i kammeret nærmest trappen, men hun var noget fornærmet over at hun - sådan en lille en - skulle sove alene oppe på loftet, mens vi to store voksne mennesker sov sammen.

Flavia var i mellemtiden blevet ansat som leder af det kommunale vaskeri og havde fået eget boligstøttehus på radiofjeldet. Men hun besøgte os jævnlig, efter Karens ankomst næsten hver dag. Og jeg klarede mig med lokal hjælp, Lille-Karoline som også havde hjulpet Kaj Jensens, og senere Frederikke fra Sermiligak.

Vi fik bedre råd og flere møbler, elektriske lamper og en radiogrammofon i stedet for den røde rejsegrammofon og den batteridrevne radio, der havde været vores musikanlæg og forbindelse med omverdenen i Scoresbysund. Butikkens vareudvalg forøgedes stadig, blandt andet med grammofonplader. Prisen står stadig på hylstret, 38.50. Når Jørgen fik sit honorar som dommer i en lokal retssag, passede det lige til at købe en LP plade, så vi fik et pænt udvalg, som jeg har endnu også spiller, omend ikke så ofte som jeg havde forventet, da Anders og Lene gav mig en ny grammofon koblet til vores store B&O-radio - fra Sukkertoppen.

Flavia og Karen i Angmagssalik 1963

Syd for huset var en have, en grønlandsk have; det vil sige 3-4 mist­bænke hvor man med lidt held kunne have majroer, salat og radiser, samt morgenfruer og kornblomster. Udenom var der græs, og der var plads til et par liggestole. Desuden var her et drivhus, bygget op ad husmuren. I det dyrkede jeg ærter og tomater.

Det var flot når der kunne blive en ærtebælg til hver. Desuden havde jeg fra Onkel Borcher fået blomsterfrø, blandt andet nogle vidunderlige meget blå blomster, som jeg aldrig har set senere.

Det var praktisk at lade Karen på et par år være ude i haven med sin dukkevogn. Der kom hundene jo ikke. At ruderne lå på mistbænken tænkte jeg ikke på. Pludselig så jeg fra vinduet at Karen gik oppe på det blanke glas, tydeligvis glad for den nye leg. Jeg styrtede derud og fik hende manøvreret ned, uden at der skete noget. Siden var hun der ikke alene, i hvert fald ikke før Tuvkota havde taget mistbænkruderne af. Jeg var meget glad for min have, og for Tuvkota, som tog sig af slæbet både med mistbænkvinduerne og med at få drivhuset pakket ind i skodder inden vinteren. Det var også ham, der lukkede skod­derne for vinduerne på nordsiden af huset, når sneen begyndte at fyge fra fjeldtoppene. Så vidste vi alle, at nu blev det piteraq. Temperaturen faldt pludselig voldsomt, og snart susede stormen over byen. Kasser og bygge­materialer kunne flyve gennem luften. Bådene skulle være forsvarligt for­tøjet. Det kunne være livsfarligt at være udendøre. Vi havde oplevet hårde storme i Scoresbysund, men piteraken var noget helt specielt med det sam­tidige meget pludselige temperaturfald .

Den gamle del af byen var opført med skyldig hensyntagen til piteraqens vindretning, men efterhånden blev der bygget meget og på udsatte steder.

Og mange år senere, da vi boede i Julianehåb, hørte vi i radioen om den store piterak, der havde raset i Angmassalik dagen før. At gøre byen funktionsdygtig igen tog det meste af et år og kostede mange penge.