Jul i Angmassalik

At skaffe sig et ordentligt juletræ kunne godt være et problem i Angmassalik, i hvert fald for os danske. Grønlænderne havde enten allerede samlet sig en passende mængde enebærgrønt eller revlinglyng, eller vidste præcis hvor på fjeldet den slags kunne findes, selvom stedet nu var snedækket.

Vi danske bestilte et træ gennem “kolonien”, og da sidste skib gik fra Danmark i september, var der ikke megen stads ved dem, når julen nærmede sig. At få nålene i en pose ved siden af var der jo ikke meget ved, og plastictræerne var ikke nået til Grønland endnu. En enkelt ungkarl havde sit lyngtræ stående på loftet fra år til år med pynt på.

Et år kom der et flot fælles juletræ til “byen” Angmassalik med fly i december måned, vist fra venskabsbyen Gentofte. Tanken var smuk, men træet var så stort at det umuligt kunne transporteres på hundeslæde over isen og fjeldene til kolonien, så det år havde man et meget flot fælles træ i Kulusuk.

Prinsesse Margrethes Børnesanatorium var også på juletræs-området noget særligt. Hvert år sørgede Dronning Ingrid for, at der blev opsendt en helt nyfældet ædelgran, vist fra skoven ved Trend. Jeg var “revisor” på sanatoriet for “Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn” og var gode venner med lederen, Kirsten Pedersen, på grønlandsk kaldet Ningio. Og da jeg har fødselsdag i december fik jeg på denne dag gerne en duftende grangren med minijulepynt på.

Et år havde prinsesserne moret sig med at klippe juletræspynt, små fine kurve i pastelfarver, og med engle der kiggede ud ad vinduerne eller stod på balkonerne og blæste i basuner. Den pynt blev naturligvis kun brugt til træet fra Trend. Da Dronning Margrethe for nogle år siden tegnede danske julemærker var det morsomt at genkende motiverne.

På sanatoriet i Angmassalik boede der vel 20 børn i alle aldre, og i julen inviterede forstanderinden “Ningiu” mindst ligeså mange børn “udefra”, samt diverse voksne med tilknytning til huset. Det var altid meget fornøjeligt.

Foruden det fine træ med den “kongelige” pynt var der et andet og større, som var pyntet med hjerter og roser og den slags, som børnene selv havde lavet. Lys og glimmer var der selvfølgelig på begge træer. Og vi dansede og legede om juletræet som det hører sig til. Der blev sunget både på dansk og grønlandsk, og der var kaffe og kager til de voksne, samt saftevand og endnu flere kager og andet godt til børnene.

Når vi ankom gik vi ind gennem kælderen, og der blev så alle gummistøvlerne parkeret. Der lærte jeg fidusen at medbringe en tøjklemme, som så kunne holde sammen på netop mine eller Anders' støvler. 100 gummistøvler fylder meget, og det kan være svært at finde sine egne. Et år var vi de sidste der forlod festen, og da stod der naturligvis et par støvler tilbage, men de var mindst tre numre for små, så flere må have taget forkerte støvler på. Vi lånte så et passende par støvler af sanatoriets beholdning, og da skolen begyndte igen, lykkedes det at få støvlerne rigtigt fordelt.

Uden for sanatoriet havde børnene tidligere på dagen bygget små hytter af sne, og når folk begyndte at forlade festen, blev der sat tændte julelys i dem. Det var meget smukt i den mørke aften.

Og ellers var vores jul som den altid havde været, kun kom der ingen og sang for os julenat. Mange havde nu selv juletræ og mad nok, og det må man jo glæde sig over - men noget af fællesskabet var forsvundet.