Jørgen valgt til medlem af Landsrådet

I de første mange år vi var i Østgrønland, gjaldt der særlige love for Scoresbysund og Angmassalik. Befolkningen her var jo først for 100 år siden kommet i kontakt med os danske. Da vi var i Scoresbysund, var der for ek­sempel spiritusforbud. Vi danske måtte godt købe, men det var strengt for­budt at udskænke til befolkningen, og dette blev stort set gennemført. Sådan var det naturligvis også i Angmassalik. Denne lov blev ophævet for hele Østgrønland, mens vi var i Scoresbysund. Hvad dette gav af problemer er der ingen grund til at komme ind på.

Der var andre specielle love og regler for Østgrønland, blandt andet havde man i de to distrikter distriktsråd. Her sad dels medlemmer valgt af befolkningen, dels “fødte” medlemmer som inspektør, læge og præst. Inspektøren var født formand, ligesom han havde politimyndighed og var dommer. Efterhånden kom der på Vestkysten selvstændig kæmner, politi med mere. Og mens vi var i Angmassalik, blev Østkysten og Thule totalt “indlemmet” i Vestgrønland. Der kom kommunalbestyrelser i de to di­strikter, og der blev også valgt et medlem til Grønlands landsråd fra hvert sted. Alt dette er måske lidt kedsommeligt, så jeg har gjort det ret sum­marisk, men lidt orientering var nødvendig, synes jeg.

Første landsrådsmedlem for Angmassalik var Henrik Abelsen, over­kateket i Kungmiut og oprindelig fra Julianehåb. Han var en personlighed, kritisk og “danskerhader” i munden, samtidig med at hans elever var de børn i distriktet, der var absolut bedst til dansk. Vi havde det fint med ham, også da han senere blev præst i Angmassalik.

Da der igen var valg til landsrådet i 1963, blev Jørgen af mange opfordret til at opstille. Efter lange overvejelser indvilgede han, også for at få bekræftet at befolkningen var tilfreds med den måde han havde “regeret” i årene som inspektør.

Og han blev valgt. Jeg glemmer ikke, da han kom gående sammen med skoledirektør Christian Berthelsen, der storsmilende fortalte: “Her kommer jeg med det nye landsrådsmedlem.”

Den anerkendelse fra befolkningen var en stor glæde for Jørgen, også de lykønskninger han modtog, blandt andet fra folk i Scoresbysund og fra Ejnar Mikkelsens. Han var det første danske medlem af Landsrådet og havde megen glæde af at være med, også fordi han talte udmærket grønlandsk med østgrønlandsk accent. Han fik gennemført forskelligt til gavn for Angmassaliks befolkning, og var blandt dem, der uden held prøvede at få afskaffet “fødestedskriteriet”. Meget summarisk gik dette ud på, at folk der var født i Grønland fik mindre i løn end “danske”. Nu er det afskaffet. Fødesteds­kriteriet gjaldt også Aase, der på det tidspunkt som sygeplejerske var kommet til Godthåb; Aase fik dog sprogtillæg, for hun talte jo udmærket dansk. Hun og Jørgen så en del til hinanden, når Jørgen var i Godthåb, til glæde for begge parter. Den manglende kontakt med vore store børn var en af de store ulemper ved at bo i Grønland, så det var dejligt hver gang vi så noget til dem.

Jørgen var gerne til landsrådsmøder en månedstid to gange om året, og han kom hjem med gaver indkøbt på den amerikanske base i Søndre Strøm­fjord, både til Anders og Karen - det store flyvemaskinepuslespil blandt andet - og til mig, toldfri parfume og den slags. Heldigvis var der godt mandskab på kontoret med mere, så alt gik sin vante gang selvom han var borte. Referater fra Landsråds­forhandlingerne kunne vi høre i den lokale radioavis. Et par breve blev det også til, og naturligvis telegrammer.