19.august 1964

Den dag var det 25 år siden Jørgen og jeg blev gift i Egedesminde. Altså sølvbryllup. Familien i Danmark sendte gaver. Karen på 3 år var alene om at repræsentere børnene. Flavia vidste heldigvis ingenting. Så vi fejrede os i stilhed, med lidt god mad med videre. Jørgen holdt fri om eftermiddagen, og vi havde tænkt os at besøge Sand-Jespersens, et ungt lægepar vi plejede at have det hyggeligt med, - men de var ikke hjemme, så vi vandrede hjem igen. Bøggilds og John Jensens og Kirsten Pedersen var alle i Danmark. Så vi havde en rar privat dag.

Og det kunne såmænd tiltrænges. Et par dage før havde vi haft besøg af prinsesse Benedikte med beskedent følge, Eske Brun, hofchef grev Trampe og hans kone, der var hofdame. De var fløjet fra Søndre Strømfjord til Kulusuk, hvor der heldigvis lå et amerikansk krigsskib, som stillede en helikopter til rådighed, da isen forhindrede sejlads til Angmassalik by.

De to herrer kom først. Eske Brun kendte vi. Han indledte samtalen med at sige, at nu var han jo pensioneret og uden indflydelse. Og så beroligede både han og Trampe mig. “Bare vær naturlig. Ikke noget med at neje og selvfølgelig siger man bare De, også til en prinsesse.” Imens hentede helikopteren prinsesse Benedikte og grevinde Trampe. Og så gik det ellers løs, heldigvis i fint vejr. Det var søndag, så Dronning Ingrids Børnehave var lukket, hvad Benedikte bemærkede i et telegram hjem, som hun bad mig ekspedere. Alle i byen skulle naturligvis se mest muligt af stadsen.

De fik frokost hos os, og så var der ellers kortege-kørsel rundt i byen, og stor fest i GTOs kantine med gaver til prinsessen, og til sidst trommedans i det fri. Eske Brun og grev Trampe fløj først til Kulusuk. Benedikte og hofdamen slappede mærkbart af. “Hvad nu, hvis helikopteren ikke kom tilbage.” Det lød som om de to unge damer godt kunne bruge en fridag.

Men de fløj, og Angmassalik faldt til ro, og vi holdt vores private sølvbryllup dagen efter.

Et par dage efter kom minister Gam med ministersekretær og diverse forslag som Jørgen og befolkningen skulle tage stilling til. Og ham skulle der selvfølgelig også gøres stads af.