Arnat peqatigit- Husmorforeningen

Vi havde ikke boet længe i Angmassalik, da jeg en eftermiddag fik besøg af Elisa Maqe: “Om jeg ville hjælpe med at lave en husmorforening”. Elisa var gift med Jakob, der førte lægebåden, og Anders gik i klasse med deres søn Janus. Elisa talte udmærket dansk og var en dygtig husmor, både på dansk og på grønlandsk Hun var datter af Karale og Johanne Andreassen, som begge har betydet meget for hele udviklingen i Angmassalik, og som hjalp Knud Rasmussen med filmen “Palos Brudefærd”. Derfor havde de op­holdt sig en vinter i Danmark, hvor Karale døde. I vores tid levede Johanne stadig højt respekteret i Kungmiut i sit pæne lille hus. Hun talte ikke dansk, men forstod alting. Hun var så gammel, at hun havde tre tatoverede streger på hagen, lavet med en sodet tråd trukket under huden. Det skulle gøre kvinder gode til at sy, har jeg siden læst mig til.

Vi fik Anna Bøggild og Karoline Jensen med i foreningen. Begge var dansk­uddannede vestgrønlændere og gift respektive med distriktslægen og skolelederen, så vi havde altid den uundværlige tolkehjælp. Der blev sat et opslag op, på grønlandsk og dansk, hvor vi spurgte, om der var interesse for sådan en forening. Og det var der. Vi holdt møder i “Angekokhuset”, det lokale lille forsamlingshus, og der mødtes efterhånden mindst en snes kvinder. Vi lavede banko­spil for at have lidt penge i kassen, for det her med at betale for kaffen hver gang var ikke så populært. “Spille banko det ved man da hvad er”. Der var både østgrønlandske, vestgrønlandske og danske koner med. Jeg erindrer, at vi fik lavet en prisliste over fugle, fisk, sælkød og andet spiseligt, samt over f.eks. syning af kamikker - Og den var på tre sprog. Så stor forskel var der på øst- og vestgrønlandsk.

Mest var det hyggeligt samvær. Vi danske koner fik et kursus i at ordne kamikker, skille strømpen fra selve støvlen og vende den med kamiut­stokken, så den kunne blive tørret, og så sætte dem sammen igen. Det er svært og gav anledning til megen morskab.

Til gengæld ville de grønlandske koner gerne lære at lave dansk smør­rebrød. Og der var naturligvis meget andet. Senere, da der var bygget Alderdomshjem i byen, mødtes vi der. Foreningen kom med kaffe og kager, og de gamle koner - samt bestyreren Kylle Heegaard - deltog i “møderne”. Een aften glemmer jeg ikke. Da var der særlig fin stemning, og pludselig sagde den gamle tykke Kalat: “Jeg får sådan en lyst til at synge trommesang - men her er ingen tromme.” Det var dog ikke noget problem, for præstens kone Louise Sandgreen gik hjem og hentede den de havde. Og så blev der sunget rigtig trommesang. Kalat gik helt op i sangen og trommedansen. Stemningen er svær at beskrive, ikke rigtig uhyggelig, men meget mærkelig. Louise oversatte for mig, men kunne heller ikke altid “følge med”. Og noget var “uartigt”, siden har jeg læst, at der fandtes et særligt åndemanersprog, som var anderledes end hverdagssproget - Den aften var en stor oplevelse for os, der tilfældigvis var der. Både før og siden har jeg oplevet trommedans, men det har altid været arrangeret, altså “optræden” Ejendommeligt, men ikke gribende, som den aften, hvor jeg vist kom lidt rystet hjem - Selvom vi kom ned på jorden, mens vi stod og vaskede kaffekopperne op.

Da vi nogle år senere kom til Sukkertoppen var jeg meget glad for at komme i Kvindeforeningen der. Der var undervisning i “Grønlandsk håndarbejde”, hvor vi danske koner forsøgte os med skindbroderi. Efter den vinters forsøg var jeg endnu mere imponeret over, at man overhovedet kunne sy de bittesmå farvede skindstumper så nøjagtigt på det ensfarvede skind. De grønlandske koner lavede allesammen perlebroderi. Og alle snakkede og morede sig.