Angmassalik under forvandling

Vi kom til Angmassalik omtrent samtidig med, at man både i Danmark og i Godthåb var blevet klar over, at Østgrønland i første omgang var blevet for­sømt, mens Vestkysten blev moderniseret, og kolonierne der blev til byer, så nu skulle der også ske noget i Østgrønland.

Grønlands Fiskeriundersøgelser havde konstateret, at der var masser af torsk ud for Angmassalik, så nu blev der mulighed for at tjene penge ved at fiske. Det var noget nyt og gik fint i en del år. Mange mennesker købte fiskerbåde og fik gode huse. Desværre faldt vandtemperaturen senere, så torsken igen forsvandt, og fiskerianlæggene ikke mere kunne udnyttes fuldt ud. Men da var vi flyttet til Vestkysten.

Samtidig havde amerikanerne travlt med deres D(istant) E(arly) W(arning)Line-system, der bestod af flere store radarstationer på indlands­isen, hvor de jo ikke generede nogen. Men den de ville bygge på Kulusukøen var der megen ballade om, fordi den lå så nær ved udstedet Kap Dan. Der måtte laves en “afspærring” mellem befolkningen på Kap Dan, og det danske og amerikanske personale med deres mange penge. Maleren Bent Johnsen blev ansat som kontrollør, og som han sagde: “Når man skal skille fårene fra bukkene bliver man uvenner med begge parter.” Han overlevede dog, og fik malet mange dejlige billeder i de år. Han var hyggelig at få besøg af. Han op­købte også “tupilakker” - altså udskårne benfigurer - fra befolkningen i Kap Dan, men kun kvalitetsting, til videresalg, f.eks. i Sønderstrømfjord.

Jørgen var jo distriktets øverste embedsmand, så han havde en del med både amerikanerne og de danske ledere af byggeriet DAC (Danish Arctic Contractors) at gøre. De kom ind til Angmassalik og besøgte så os, ligesom vi blev inviteret til “rejsegilde” sammen med lederne fra København. Der kom også amerikanske skibe til Kulusuk, som vi af og til var inviteret ud på. Så blev vi afhentet i helikopter. Det er en dejlig måde at opleve Grønland på.

En fordel ved amerikanernes byggeri var den tilhørende landingsbane for flyvemaskiner. Jo, Angmassalik var på godt og ondt kommet nærmere til resten af verden. At få regelmæssig post er en stor ting, og når vore børn fik en frirejse, kunne turen bedre tilpasses ferien. I Scoresbysund var der kun et par besejlinger at vælge imellem.

Muligheden for at flyve til Kulusuk blev benyttet af forskellige jour­nalister, samt af politikere og embedsmænd, både fra Godthåb og fra Køben­havn, der med egne øjne ville se hvad det var pressen skrev om, og selv høre nærmere om hvad befolkningen ønskede, og hvad Jørgen og andre embeds­mænd mente om situationen - Ikke så få af dem boede hos os, hvad der gav anledning til mange hyggelige private samtaler udover de officielle møder og forhandlinger. Der var jo ting, som også jeg kunne have en mening om eller forklare. En dejlig sommerdag kan det f.eks. nok være vanskeligt at forstå de vanskeligheder is og stormvejr kan medføre for et lille samfund, spredt over et stort område.

Det var spændende bagefter at læse i avisartikler eller bøger, hvad de mente om egnen og menneskene, og den måde tingene foregik på.

Der kom også forskellige kunstnere til distriktet. De var spændende at snakke med. Og jeg kan stadig glæde mig over bøger og billeder af Jette Bang, Havsteen Mikkelsen, Jens Rosing og endnu flere.