Hjemme på permission

Det kunne godt være lidt forvirrende, når man mødte bekendte i Sønder Strømfjord og sagde man var på vej hjem, for naturligvis sagde vi også “hjemme i Scoresbysund”, eller hvad nu vores koloni hed, den gang man talte om kolonier og brugte de danske navne.

Som tjenestemand i Grønland havde man ikke ferie, men derimod ret til et års permission i Danmark efter fem års tjeneste i Grønland. Så måtte vi pakke alt vort habengut (der skulle jo bo en anden familie i “vores” hus), og - hvad der hver gang var et problem - finde et sted at bo. Men det bevirkede jo, at vi havde føling med hvordan tilværelsen i Danmark forandrede sig, og gjorde det muligt at være sammen med vores børn, som efterhånden var kommet på kostskole eller videre i deres uddannelse. Det betød også, at vi kunne holde forbindelse med vores familie. Vi blev jo alle ældre og forandrede os, blev forhåbentlig lidt klogere efterhånden. Selvom vi kunne udveksle breve med skib, og også telegrafere når det var nødvendigt, så var der langt mellem Danmark og Grønland.

Vægterstræde 2 i Dragør

I 1952 - 53 boede vi i Dragør i Vægterstræde. Kredslæge Jens Jensen havde besøgt os i Scoresbysund, og han tilbød at låne os familiens sommerhus. Det var lidt primitivt, uden badeværelse og med lokum i gården. Køkkenet var minimalt og med gas, som Flavia efterhånden lærte at beherske. Hans og Anders legede i gården og på gaden med nabobørn, mens de tre store gik i Dragør Skole. Vi følte os hjemme i byen, hos købmanden på hjørnet ned mod havnen og hos slagteren og hos ostemanden. Denne havde til Jørgens glæde en meget fin camembert, der fik Flavia til at udbryde: “Og så siger I, at vi grønlændere spiser rådden mad! “

Her havde vi besøg af venner og familie. Else boede på Hagemann, så der reddede jeg mig somme tider et bad. Vi så også en del til bekendte fra Grønland, blandt andet i Grønlandsk Selskab.

Når man var hjemme på permission var det fornøjeligt at møde gamle kolonifæller der. Man kom der mindst lige så meget for samværet ved smørrebrødet bagefter som for foredragene. En af ulemperne ved tilværelsen i Grønland var, at man på den ene side kom meget nært ind på livet af hinanden, så længe man var samme sted; men når så en af parterne var flyttet, tabte man efterhånden forbindelsen. Ganske vist var vi bedre til at skrive breve den gang.

Vi nød også at gå i teatret og på museer og udstillinger. Jørgen besøgte byens antikvariater, og jeg fik fornyet garderoben. Vi benyttede os flittigt af bussen til Rådhuspladsen, og var enige med Flavia om, at der intetsteds i Grønland var så koldt som på Sundbyvester Plads.

Børnene fik mæslinger og smittede Flavia. Hun havde ingen medfødt immunitet og var faktisk meget syg. Hun lå og led i sit lille loftsværelse. I det andet loftsværelse lå Jytte, Aase og Egil. De var ikke nær så sløje, men krævede da også nogle ture op ad trappen. Og imens huserede Hans og Anders nede i den store stue. De var blevet raske. Jørgen arbejdede i Grønlands Styrelse. Når han kom hjem, var jeg ikke meget værd.

Alle blev jo raske igen, og det blev forår, og så var tiden pludselig gået. Vi pakkede sammen igen. Da Jens Jensens hus var delvis møbleret, havde nogle af vore møbler tilbragt vinteren i Styrelsens store pakhus, hvor der også var oplagret tørfisk. Den lugt holdt sig meget længe, særligt i madrasserne. Den sidste tid inden første skib til Scoresbysund tilbragte vi på Orø og hos familien i Jylland. Pigerne skulle forblive i Danmark. Selvom vi havde vidst det hele tiden, og de jo havde boet et år på Orø, var det ikke rart at sige farvel til dem i Voldby hos Jens og Inger Marie.

Pergolavej 14 i Virum

Da Jørgen fem år efter igen havde ret til permission, kunne vi leje et af Styrelsens 4 huse på Pergolavej. Når Jytte var hjemme fra Nyborg gymnasium og Egil fra Sorø akademi, var der fuldt hus. Aase, Hans og Anders gik i Virum skole

Det var herligt at opleve børnenes glæde over at gense vores møbler med mere, efterhånden som vort bohave blev båret ud af flyttevognen. Vore naboer var Resting-Jeppesens, som vi senere sad sammen med i Julianehåb. Her oplevede jeg mit første elektriske komfur, som jeg først efterhånden lærte at bruge med omtanke. Nej, et godt stort kulkomfur og en god kivfak både til at passe det og ikke mindst gøre rent i køkkenet, - det var herligt, syntes jeg.

Svigerfar og svigermor var ikke nemme at lokke fra Orø. Han skulle jo så have vikar, og det er ikke gratis. Jeg tror, han besøgte os een gang. Børnene var forståeligt nok meget skuffede, da det gik op for dem, at vi skulle holde juleaften på Orø, og ikke “hjemme” på Pergolavej.

Det var en vinter med megen sne. Jørgen og jeg var til “blebal” på Sorø. Det var sjovt at opleve, marskaller med røde bånd på skulderen der viste vej, og andre formaliteter. Da vi skulle hjem var togene meget forsinket på grund af snestorm. Vi nåede Sorgenfri station kl.2 om natten og ringede efter en taxa, men der var flere timers ventetid. Så gik vi hjem i selskabstøj og tynde sko. Det varede ikke stort længere end det plejede. Men våde blev vi.

Vi havde regnet med og glædet os til at vende tilbage til Scoresbysund, når det blev sommer. Men Angmagssalik var større og i en højere lønramme, og den stilling kunne Jørgen få. I Scoresbysund sad Holger Pedersen som Jørgens afløser. Han ville gerne beholde stillingen der, men han ville også gerne skilles fra sin kone. Så i april fløj Jørgen til Mestersvig, hvor han mødte Pedersen, der havde brugt Jørgens hunde og slæde på turen dertil.Han medbragte Jørgens bjørneskindsbukser og kamikker, så Jørgen kørte til Scoresbysund med sit vante udstyr. Her boede han så hos læge Jens Nielsens i “vores hus” og bestyrede stedet til Holger og Marie Pedersen kom med første skib.

Imens skete der en del på Pergolavej 14. Vi fejrede Svigermors 65 års fødsels- dag som sammenskudsgilde med fint smørrebrød mm.

Jytte kom hjem på læseferie, og hun og Aase læste til eksamen, en foran huset og en bagved. Hans bestod mellemskoleprøven, både på Virum Skole og senere på Sorø, hvad vi fejrede med en tur i hestevogn i Dyrehaven. Jeg var i Nyborg, da Jytte blev student, og fortsatte til Silkeborg til mit eget 20-års studenterjubilæum. Vort flyttegods blev pakket, og børnene og jeg holdt ferie i Oens og på Orø, indtil Jørgen kom hjem med første skib sidst i juli. Omtrent samtidig døde Henning, Mettes mand, der længe havde været syg af leukæmi. De havde begge i nogen tid vidst, hvad vej det gik. Vi var naturligvis i Kalundborg til begravelsen. Henning havde sagt til Mette, at der skulle være rødvin nok til begravelsen. Og det er en god ide. Men hårdt var det både for Mette og for drengene, der var en halv snes år.

Efter sommerferien skulle Aase begynde på Nyborg Gymnasium, og Egil og Hans være i Sorø. Jytte ville være farmaceut. Hun skulle begynde som discipel på apoteket i Nexø. Jørgen og jeg tog med derover med “Østbornholm” . Vi stod af i Gudhjem for at besøge Ejnar Mikkelsen og fru Ella, der beværtede os med nyrøgede sild naturligvis. Og dagen efter besøgte vi apoteker Harilds og så, hvor Jytte skulle bo. Det var lidt sært at sige farvel til hende der.

Ikke længe efter gik vi og Anders om bord i Dronning Alexandrine, der sejlede til Færøerne. I Thorshavn lå Britannia på vej til Angmagssalik med kul fra Methil. Der indskibede vi os sammen med 6 færinger, der kunne kunsten at flække og salte torsk. Vi fik også 20 færøjoller om bord.

Der var nemlig konstateret store torskeforekomster ved Kungmiut, så nu skulle der fiskes - Og det blev der. Det var sidste gang vi sejlede til Grønland.

Nordre Frihavnsgade 1961-62

Det var som altid svært at finde et sted at bo, men Kirsten Pedersen på børnesanatoriet havde nogle bekendte, der havde en lejlighed som vi kunne låne. Den lå i Nordre Frihavnsgade på 5.sal helt oppe ved Trianglen.

Jytte var begyndt at læse på Farmaceutisk Højskole, og der var et værelse i lejligheden, som hun kunne overtage. Den første månedstid havde hun boet hos Ejner Thorsens fra Monberg og Thorsen. Firmaet byggede lufthavn med mere i Kulusuk, og i den forbindelse havde han og hans kone besøgt os i Angmassalik, mens Jytte var hjemme på ferie, og de inviterede så Jytte til at bo hos dem, indtil vi kom til Danmark.

Lejligheden lå på 5. sal. Det var bøvlet for flyttefolkene. Og hr. Larsen fra Kgl.Brand kom endnu en gang og konstaterede, hvilke skader vore møbler havde lidt under flytningen. De mange trapper bevirkede også, at Karen på 1 år kun sjældent kom ud. Jeg kunne jo ikke slæbe både hende og klapvognen ned ad de mange trapper, og ingen af delene turde jeg efterlade alene på gaden. Nu er der sikkert dørtelefon, men det var ikke almindeligt den gang. Aase var elev på Bispebjerg, og drengene gik på Sorø. Hveranden søndag var vi så stor en familie, at bageren godt ville bringe morgenbrød til os - på 5.sal. Jørgens søster Grethe boede i nærheden, så hende så vi en del til. Erik og Lisbeth boede og havde boghandel i Willemoesgade. Jørgens forældre var flyttet til Tyvelse i et lille upraktisk hus, så denne jul tilbragte de hos os, men kun et par dage. Svigerfar havde betinget sig at han ville til julemorgen-gudstjeneste i Vartov, og det fik han da “lov” til.

Karen blev helt umulig af alt det julehalløj, så da vi andre trætte gik til ro, vandrede Aase rundt om juletræet med Karen på armen. Det havde hun påtaget sig, på betingelse af at hun fik lov at sove længe julemorgen. Og julemorgen sov de da begge trygt.

En af vinterens begivenheder var, at Else i Vor Frelsers Kirke blev gift med Peter. Karsten og Felice holdt stort bryllup for dem i Domus Medica. Peters mor og andre familiemedlemmer var kommet fra Skotland, og også Faster Dagny og Onkel Lyager samt Karsten og Felice besøgte os, da de nu var i byen. Ester og Borcher boede hos os nogle dage, og de var lige så gode at have som gæster som de var at besøge.

Jørgen havde 25-års jubilæum den vinter. Så der var et arrangement på KGH, hvor han fik mange pæne ord og den formidable sum af 500 kr. Så på hjemvejen tog han lige om ad Rosenkilde og Bagger og købte en bog eller to for pengene - og så havde vi Ølgaards til middag. Han havde besøgt os som læge i Scoresbysund. Senere var vi hos Ejnar Mikkelsens sammen med ham og hans kone Agnete fra Kulusuk. De boede i Bagsværd, hvor jeg besøgte dem, blandt andet, da Karen og jeg var i Danmark i anledning af Ib og Jyttes bryllup. Nu er de begge døde, som så mange andre hyggelige mennesker jeg har truffet.

Sommeren kom, og igen pakkede vi sammen, eller rettere Salicath gjorde det. Børnene flyttede hver til sit, Hans og Anders til frk. Larsen i Sorø, Egil vel til alumnatet, Aase boede på Bispebjerg Hospital og mon ikke Jytte flyttede til klublejligheden i Sankt Jakobs Gade, hvor allerede Grethe boede, og hvor siden både Egil og Hans fik et værelse. Sidst jeg var der, var det Jette der lavede mad til os.