Sukkertoppen

Jørgen kom uventet hjem fra kontoret og så også lidt rystet ud: “Vi skal til Sukkertoppen”. Vi havde det jo udmærket i Angmassalik, og Jørgen havde nu været landsrådsmedlem et par år. Det var lidt kompliceret, når han samtidig var handelschef, men han var godt tilpas med tingenes tilstand. På den anden side nærmede pensionsalderen sig, og Sukkertoppen var i 23. lønramme mod Angmassaliks 21. Derfor accepterede han forflyttelsen.

Vores møbler skulle hele vejen rundt langs kysten med skib, men selv fløj vi via Kulusuk - Sønderstrømfjord; vi havde væsentlig mere end 20 kg med pro persona, blandt andet havde vi mange af Karens ting med. Hun var 4 år, og for hende var det en endnu større omvæltning. Vi viste hende planen over huset, og hun bestemte at hendes værelse skulle males lyseblåt.

Jørgen sagde: “Derovre kan jeg vel ikke gå i anorak?” - Men det fortsatte han nu med uden yderligere spekulationer. Vi havde det fint med befolkningen i Sukkertoppen. Der var nogle der huskede Svigerfar fra hans lægetid der, og Marie Heilmann, der var formand for Kvindeforeningen havde passet Jørgen som lille. Vi fandt os hurtigt til rette, da først vore ting var kommet. Et par gange havde vi besøg af Aase, der nu var sygeplejerske i Godthåb. Og Jørgen besøgte hende der, så længe han var landsrådsmedlem. Egil var i Sukkertoppen en stor del af sommeren og deltog i opmåling og kortlægning af byen. Hans kom forbi som matros på en af Dan-bådene, og Karen sang om at “han klatrer op i masten som ingenting.” Karen nød de store søskendes selskab, og det var gensidigt.

Vi indrettede os hyggeligt, anskaffede blandt andet den store B&O radiogrammofon og briksen, som var vores eneste “gæsteværelse”. Sukkertoppen var et meget aktivt sted med fiskefabrik og mange fiskerbåde. Her ville de unge være fiskere. I Angmassalik var det bedst at komme i lære i KGH, og i Scoresbysund i vores tid, da var det fangst der talte.

Alligevel blev vi der kun et år. Jørgen søgte Julianehåb - i protest mod “tvangsforflytningen” til Sukkertoppen og fik mod forventning stillingen. Det var befolkningen i Sukkertoppen kede af. De kom med en liste med flere hundrede underskrifter om at de ville beholde ham. Men Jørgen havde jo selv søgt stillingen som handelschef i Julianehåb, så han bad dem om ikke at sende den.

Og så sejlede vi til Julianehåb. Karen og jeg tog først af sted og boede en ugestid i Godthåb hos Bøggilds, mens Jørgen “afleverede” KGH til sin afløser. Vi ankom til Julianehåb påskedag, og der var vejret så smukt, at folk sad i haverne og spiste frokost. I Sukkertoppen lå sneen stadig højt, da vi forlod stedet. Afstandene i Grønland ER store.

Vi boede på Gæstehjemmet nogle dage, til vores møbler med mere ankom. Og en dag var vi så kommet i orden i Vatikanet, hvor vi havde det godt, - så længe det varede.