Vores tid i Vatikanet

Det var et stort hus, en gang Grønlands største assistentbolig, og da det en tid var beboet af en assistent, der jævnlig med egne ord var “fuld som en pave”, så kom hans hus til at hedde Vatikanet. Og mens meget andet er forandret, så hedder vejen der forbi stadig Vatikanbakken. Den oprindelige endnu større kolonibestyrerbolig, bygget 1804 af pommersk fyr, var i vores tid kolonikontor. Jørgen havde kontor ovenpå, og nedenunder var der så de nødvendige ekspeditionskontorer, sparekasse og passagerkontor med meget mere. Julianehåb var en stor by med mange udsteder. Der var åbent vand, så der kunne sejles året rundt, undtagen når storisen kom med strømmen fra Østkysten. Og der var lufthavn i Narssarssuak, så vi fik post og aviser en gang om ugen.

Vatikanet

Vatikanet var som nævnt et stort hus med tre stuer ud mod haven og havnen. Bagved var den store spisestue, samt køkken med elkomfur og køleskab og bryggers med vaskemaskine. I køkkenet stod centraloliefyret, og i kælderen lå en vandtank, der blev pumpet fuld, når vandtankbilen kom forbi. Afløbet fra køkkenet og badeværelset på loftet fungerede fint. Naturligvis var der elektricitet, og selvfølgelig var der lokum på loftet, der blev tømt, når renovationsbilen kom. På loftet var der et dejligt stort soveværelse, hvorfra vi kunne følge med i, hvad der foregik på havnen; der var et kammer til Karen og et gæsteværelse, samt et stort koldt badeværelse, som vi senere fik lavet om, så det blev overkommeligt at opvarme. Jo, det var et udmærket hus.

Og så var der Hans Sikemsen. Han havde været kolonikok i sine unge dage, og følte sig stadig knyttet til bestyrerboligen, selvom han nu var pensionist. Han solgte mig æg og tog et nap, når der skulle parteres lam. Så fik vi en kop kaffe sammen, og han røg sig en cerut, mens han fortalte om, hvad der foregik i byen. Her havde jeg jo ingen kivfak til at holde mig underrettet om fødsler og fangster, og hvad der ellers foregik.

Konehjælp fik jeg da skaffet mig, og Flavia kom også hjem til Julianehåb, hvor hun havde familie, så jeg var godt hjulpen. Karen havde i Angmassalik kunnet gå i den splinternye børnehave. De hjemmegående grønlandske mødre var i begyndelsen ikke interesserede i at sende deres børn derhen, så der var plads til de små danske børn.

I Sukkertoppen var der ikke plads til danske børn i børnehaven, men her i Julianehåb kom Karen i halvdags-børnehave, praktisk for begge parter. Det var nok ikke altid spændende at gå der hjemme med “Jer to gamle”, som Karen sagde. Så hun fik kammerater, som hun fulgtes med, da hun kom i børnehaveklasse og senere i skole. Og de mødes endnu - af og til.

En indhegnet have var der også på vestsiden af huset, 4 mistbænke, hvor jeg såede morgenfruer og kornblomster, radiser, salat og persille. Og der var plads til at lege, bedst når “vinduerne” var fjernet, og til at slikke solskin, jo det var også en udmærket bolig og efterhånden passende møbleret, og med flere og flere reoler.

Morgenmad i det fri