1967 - 1968

Vi har aldrig været gode til at spare op, men har heller ikke stiftet gæld. Pensionsalderen rykkede nærmere; tiden var kommet, NU måtte vi have et hus i Danmark. Men hvor? Vi læste boligannoncer og kiggede på Danmarkskortet. Vi havde også kigget på huse sidst vi var i Danmark, “men altid var der noget, som ikke var så helt rigtigt” .

Nu skulle vi have et hus, i hvert fald til at holde permission i. Så kunne vi måske senere sælge det, hvis vi fandt noget bedre. Jørgens drømme var mere romantiske end mine. Da Jørgen så var i Danmark i foråret 1967 til nogle forhandlinger om Norges forhold til Østgrønland, så han på byggegrunde og på huse. Spile, der havde været byggeleder i Angmagssalik, var behjælpelig. Og det endte så med Nygårdsvej 6. Der var lidt kontroverser med kommunen, der ikke ville gå med til at huset skulle lejes ud, hvad der var nødvendigt i de sidste år før Jørgen skulle pensioneres, men det fik vores sagfører Finn Abrahamsen bragt i orden.

Det blev et Johan Christensen-hus. Jørgen kom hjem til Julianehåb med planer og tegninger. Og byggeriet gik i gang. Vi regnede med permission i foråret 68, men så fik vi brev at huset var klar 1.december. Jørgen fik flyttet permissionen, og pakkeriet gik i gang. Bøgerne pakkede Jørgen som altid; det var en hel videnskab, med kartotekskortene sorteret efter flyttekasserne. Men det var ham også en stor glæde at håndtere hver enkelt af bøgerne, også når de igen kom på plads i reolerne. Han ville ikke have været tilfreds med “mit system”. Møbler med mere blev også pakket og alt kom ombord, passende forsikret. Flavia, som boede i en lejlighed ude ved Storsøen, græd over at Karen rejste. Og så fløj vi til Danmark først i december. I Kastrup blev vi modtaget af Ib og Jytte, Egil, Hans og Anders. Og i mascotten og en taxa kørte vi til Ahornkrogen. Min fine hvide kuffert med sølvtøjet og mine smykker blev glemt i forvirringen, men vi fik den da igen dagen efter.

Og så drog vi til Slangerup. Vi fik købt nye senge og andre ting, og lånte ellers hos Jytte, så husholdningen kunne fungere, indtil vore møbler nåede landet. Karen begyndte i 1. klasse, og jeg syede gardiner. De første dage var det hele ret primitivt, men efterhånden fik vi hængt lamper op og spejle og gardinstænger. Og så kom vort flyttegods, - på min fødselsdag.

Julen ville vi overhovedet ikke tænke på, før alt var på plads. Og det var det så tre dage før juleaften, bortset fra at bøgerne nok stod i reolerne, men absolut ikke på deres endelige plads. - Det måtte Jørgen leve med indtil videre. - Vi tog ind til Magasin og oprettede en konto, købte julegaver til børnene, mad og drikkevarer, juleknas og så videre. Og vi havde en dejlig juleaften, som bortset fra de allerførste vel er den eneste, hvor hele vores lille familie har været samlet. Jytte havde insisteret på, at hendes julegave fra Ib skulle være “under juletræet”, så de ankom med et toiletbord på mascottens tagbaggagebærer. Og Jørgen havde købt en meget speciel prop­trækker, der var så spændende, at han og Ib trak 12 flasker rødvin op.

Hele familien, Juleaften 1967

I januar skulle der pludselig være folketingsvalg; så blev vi nødt til at købe fjernsyn. Jeg fandt igen ud af at være husmor i Danmark, troede jeg. Det kom helt bag på mig, da Aase sagde, at jeg lavede for lidt mad, når drengene var hjemme. De var altid sultne. Til daglig spiste vi to gamle og Karen på 7 år jo ikke så meget.

I påsken havde vi besøg af Ester og Borcher. Vejret var strålende. Ib kørte dem og Jørgen til Jørlunde kirke for at se kalkmalerierne der, mens Jytte og jeg fik frokosten på bordet. Da det var gjort, satte vi os ud på ter­rassen i det fine vejr. Så ringede Aase fra Stavanger. Hun var alene på vagt på sin afdeling, og det regnede. Så det morede hende ikke spor at høre om vores gode vejr og hyggelige selskab. Borcher kom med gode råd om haven, som siden blev anlagt af Putte og hendes far (Aagaards gartneri). Derfor blev der plantet en kirsebærkornel, der nu hver april blomstrer som en gylden sky uden for mit sovekammervindue.

Jeg spurgte også hvor man fik violer fra, hvorpå Borcher gik ned i grøften og hentede en håndfuld, som vi plantede i haven. Hvert år tror jeg, de er gået til, men de kommer trofast. Også frø af meconopsis cambrica fik vi fra Oens. De minder mig om Grønlands gule valmuer og er så taknemlige at have i haven.

Ester og Borcher blev her nogle dage og fejrede Jørgens fødselsdag sammen med Karen og Anders, der gik i 3. g på Sorø, mens jeg tog til Lynderupgård hvor Jens Jakob Lyager blev gift med sin Bodil.

En aften kort tid efter min hjemkomst fra Jylland ringede telefonen. Jørgen var til handelschefmøde på et eller andet kongrescenter. Det var Ole i Oens: “Far er blevet kørt ned. Han er død, og Mor vil gerne tale med dig”. Jeg var imponeret over Moster Esters ro. Hun bad mig ringe til Jørgens mor, samt til Borchers søster, Tante Bodil, og fortælle, at Borcher var død, “men vent til i morgen. Lad dem få den nats søvn.”

Jørgen trivedes ikke rigtig i dette moderne hus - og uden sin bogstue, hvor han kunne lukke døren til larmen. Jeg kunne jo gå i køkkenet, når jeg trængte til lidt ensomhed. Men ellers havde vi det rart, gik i teater og Grønlandsk Selskab, havde børnene hjemme og tog på besøg både i Tyvelse og til familien i Jylland. Da Anders blev student, var vi naturligvis med til at fejre ham på Sorø Akademi. Mens vi var i Grønland var det kun sjældent vi kunne være med ved den slags højtideligheder.

Vi var også en tur i England, hvor vi besøgte Knud og Jean og deres børn, som Karen legede fint med. Knud kørte os til London og til Canterbury, og holdt også et party for os. Der var togstrejke, så vi måtte flyve op til Else og Peter, der den gang boede i Edinburgh. Og vi måtte køre med bus tilbage til Newcastle, stadig på grund af togstrejken. Det var en lang tur. Der kom hele tiden passagerer på, lystfiskere med medestænger og andre lokale rejsende.

Bedst husker jeg en rytter i fuldt udstyr, med ridepisk og kasket med mere. “Where is your horse?” spurgte buschaufføren. “It ran away!” var det korte svar. Vi nåede vores færge i Newcastle, og kom så med lyntoget hjem. - Det var som altid rart at være hjemme igen.

Det er meget spredt, hvad jeg husker fra dette års permission i Danmark. Hesselbjerg var nu departementchef, og de boede i Allerød, så dem så vi en del til. Han havde besøgt os i Angmassalik - iført Bøggilds bjørneskindsbukser med mere - da han var politimester i Godthåb. En morgen ringede han til Jørgen. “Nu er fanden løs!” begyndte han og fortalte, at et amerikansk fly med atombomber var faldet ned i Thule - Og den sag er jo endnu ikke slut.

En dag i oktober kom postbudet med et anbefalet brev, der viste sig at indeholde et ridderkors til Jørgen. Vi fejrede det dog ikke med “Arme Riddere”, som mine forældre fejrede Bedstefars ridderkors i sin tid. Og Jørgen måtte så i lejet kjolesæt i audiens for at takke.

Og så pakkede vi og Salicath endnu en gang vore møbler med mere. Vi tog afsked med børn og anden familie. Vort hus blev lejet ud, og Karen, Jørgen og jeg fløj hjem til Julianehåb - Da vi i helikopter fløj ind over Julianehåb, kunne vi se Hans Sikemsen, der stod og fejede trappen til Vatikanet.