Familie og andre gæster fra Danmark

Der var endnu bedre rejsemuligheder mellem Danmark og Julianehåb, end vi havde oplevet andre steder. Ib og Jytte var der et par sommeruger med Rikke på et halvt år. Også Flavia nød besøget og var meget stolt af, at hun da elværket brød sammen, kunne invitere os alle på varm mad - det var vist kylling. Hun havde nemlig kulkomfur - Heldigvis blev elværket hurtigt sat i stand. Næsten alt kørte jo nu på elektricitet.

Egil var der en sommer med et hold landmålere, og Hans kom på besøg fra Grønnedal, hvor han var værnepligtig på “Mallemukken”. Da Aase havde været to år i Danmark for at læse til “Ledende Sygeplejerske”, besøgte hun os på vej “hjem“ til Godthåb, og hun havde Knud med. Han havde fået arbejde i Godthåb. Og senere kom de så sejlende til Julianehåb, hvor Jonathan M. viede dem.

Anders var hjemme, da han gik i 2.g. Den sommer skete der meget, men det gjorde der vel hver sommer. Lederen af FAO, en stor mørkhudet meget venlig mand, der hed B.R.Sen, måtte forblive væsentlig længere end planlagt. Han skulle vist have berejst hele Vestgrønland. Vejret forhindrede helikopteren i at lette, og dr.Sen tog det med indisk ro, mens den danske kontorchef eller hvad han nu var, ikke forstod at der intet var at gøre overfor det grønlandske vejr.

Det var samme sommer familien Jakobsen kom ind i vores liv. Grosserer Jakobsen var formand for KGHs styrelsesråd, og den sommer berejste han Grønland sammen med sin kone og deres sønner. De lånte Beb og rejste rundt i distriktet, og da Anders var jævnaldrende med deres drenge var han en slags guide.

En sommeraften kom Kununguak på havnen. Karen sov, så Jørgen og jeg gik ned for at tage imod Anders og familien Jakobsen, der havde været med i Narssak.

Som det somme tider hændte, blev vi inviteret på lidt natmad om bord, men da vi en timestid efter låste vores fordør op, stod der en lille rasende furie: “At lade sådan en lille en være helt alene hjemme! “

Det allerførste familiemedlem, der besøgte os i Grønland, var såmænd Bjarne Porsmose, gift med Ida. At Moster Ester skulle nå til Grønland, havde vist hverken hun eller vi ventet,. Hun sejlede begge veje som eneste passager, og blev godt forkælet. Hun var den gang et par og halvfjerds, og hun klarede sejladsen i fin stil, og oplevede en masse. Sammen med Karen og mig sejlede hun til Sydprøven. Der var masser af storis netop i de dage, så vi kom slet ikke ind til Sydprøve, men det var jo også en oplevelse.

Julianehåb var et spændende område med nordboruiner og fåreholderpladser. Lige overfor Narassarssuak flyveplads lå Qagssiarssuk, Erik den Rødes Brattahlid. I anledning af 1000-året for hans ankomst til Grønland, som jo er en del af Amerika, ville en amerikansk millionær - professor var han også - have udført en monument i Brattahlid. Det skulle laves af Havsten-Mikkelsen. Selve delene til metalrelieffet blev lavet på Aalborg Skibsværft. Både Havsteen-Mikkelsen og hans kone opholdt sig i Qagssiarssuk den sommer - og besøgte os i Julianehåb. Og da relieffet var færdigt og nordboruinerne sat i stand, ankom diverse honoratiores fra USA og Danmark, og relieffet blev afsløret med passende festivitas