2.oktober 1972
Også i Grønland var der den dag afstemning om tilhørsforholdet til EF.
Og Jørgen havde aftalt møde med handelscheferne fra Nanortalik og Narssak samt alle udstedsbestyrerne fra de tre distrikter netop den dato. Det drejede sig om fordeling af varer i distriktet, besejling og andre problemer af meget stor fælles interesse. De spiste allesammen frokost i Vatikanet hos os. Heldigvis kunne man nu købe stort set alt i KGHs butik, og et udmærket bageri var der også, for resten også en privat slagtermester. Flavia var altid flink til at komme og hjælpe mig i den slags situationer. Så det gik fint.
Jørgens kolleger og deres koner spiste også middag hos os, lammesteg og frugtsalat med passende drikkevarer. Da vi var nået til kaffen, var det også tid at høre afstemningsresultaterne. Både Jørgen og jeg var meget overraskede og skuffede over, at så mange stemte Ja i Danmark. I Grønland var der absolut overvægt af Nej-stemmer. Vi havde også begge to stemt Nej, hvad der tydeligvis forbavsede vore gæster. De mente vi var de eneste danske i Grønland, der havde stemt Nej. - Og så talte vi om andre ting indtil gæsterne gik.
Norge havde allerede stemt nej til EF, og Jørgen og jeg drøftede den aften i alvor muligheden af at flytte til Norge, når Jørgen skulle pensioneres - Nu er også dette så længe siden.
|