Her vil ties, her vil bies

Da Aase og jeg kom ind i kirken præluderede Jakob Lund over “Her vil ties, her vil bies”. Og jeg blev meget bevæget.

Dagen før havde jeg talt med Jonathan, blandt andet om hvilke salmer der skulle synges ved Jørgens begravelse, - og een ting var væsentlig for mig: Der skulle kun synges salmer der fandtes på begge sprog. “Her vil ties, her vil bies”, som jeg holder meget af, er ikke oversat til grønlandsk.

Mit ønske blev så opfyldt på denne smukke måde.

Jørgen havde ligget på Rigshospitalet året før til diverse undersøgelser. Nu havde han været hjemme i Julianehåb over et år og var få dage før blevet erklæret rask af de lokale læger.

Vi skulle rejse til Danmark i løbet af en månedstid. Lejerne af Nygårdsvej 6 var sagt op. Jørgen pakkede bøger, når der var stunder til det. De blev pakket efter alle kunstens regler, for de betød meget for os begge i de mange år i Grønland. Samtidig var det en stor glæde for ham at håndtere dem en for en, mens jeg holdt rede på kartotekskortene. Den sidste bogkasse blev pakket færdig den aften, og vi gik trætte i seng.

Midt om natten fik Jørgen det meget dårligt, og jeg ringede til sygehuset, der straks sendte en bil med en båre. Jeg tog med, naturligvis, Karen måtte klare sig selv - jeg håbede hun sov - På sygehuset kunne man kun konstatere, at Jørgen var død. Søndag morgen 4. marts 1973 - Midt i sorgen kom jeg til at smile ved mindet om, at Jørgen en gang havde sagt, at han nok skulle sørge for at dø først på måneden, så jeg havde den ekstra månedsløn. Karen og jeg hjalp hinanden igennem resten af natten. Vi sad og så sollyset komme op over Akia-øen. Jeg fik sendt telegram til Jytte og Aase, og fik Margit Motzfeldt til at bede Jonathan om at stå for begravelsen - Han var til landsrådsmøde, og Margit kunne telefonere til ham, mens jeg ikke kunne telefonere udenbys.

Naturligvis skulle Jørgen begraves i Julianehåb

Måske fordi det var søndag, fik Aase ikke det telegram jeg havde sendt om at Jørgen var død, så det var Jonathan, der fortalte hende, at hendes Far var død, ellers havde hun fået det at vide i Radioavisen om aftenen.

Det var en meget smuk begravelse. Jonathans tale var - og er - jeg meget glad for. Landet lå sneklædt og solbeskinnet. Det meste af byen deltog, følte jeg. Karen og Flavia ville dog helst være hjemme i Vatikanet, og det forstod - og forstår - jeg godt. Aase var kommet fra Godthåb sammen med Jonathan, og det var jeg meget glad for. Alle udstedsbestyrerne var kommet til byen for at deltage, så dem fik jeg sagt farvel og tak til på KGHs kontor, hvor de fik kaffe. Og om aftenen spiste vi hos Margit Motzfeldt .

Vores hjem var i flytterod, så der var ikke noget at blive i Julianehåb efter. Karen og jeg tog derfor sammen med Aase til Godthåb, hvor vi opholdt os en månedstid. 1.april var vort hus her ledigt, og vi kunne følges med Aase, der tjenstligt skulle til Danmark. Niels på godt et år var også med. Det var rart at have ham på skødet i den store hal i lufthavnen i SøndreStrømfjord, hvor folk kom og gik. Hvorfor har mange mennesker det så svært med at gå hen til en efter et dødsfald, når man netop har behov for venlighed? Det smitter jo ikke at have mistet sin mand. Naturligvis var der mange der opførte sig helt naturligt over for Karen og mig, men jeg glemmer ikke fornemmelsen, og jeg håber at jeg aldrig “går over på det andet fortov” i en tilsvarende situation.

Aase, Niels, Karen og jeg kom hjem til Ib og Jytte i Ahornkrogen, og vi var sammen hele vores familie. Jeg følte, at nu var jeg hos dem der holdt af mig og kendte mig på godt og ondt. Det var dejligt - Og Børnene hjalp mig med de praktiske ting. Karen og jeg indrettede os her i huset, lidt anderledes end i Jørgens tid, men sådan som det nu passede mig. Karen kom i Slangerup skole til sin “gamle” klasse, og en ny slags hverdag begyndte for hende og mig.