Noget om børnenes ankomst med mere

At vores første børnebørn var født fik vi at vide med et telegram - og det var jo lidt bart, selvom vi naturligvis drak deres skål og hurtigt fik billeder med mere - Første gang jeg var på barselvisit var, da Eva var kommet til verden. Stor var min forbløffelse, da den nybagte moder som en selvfølge sprang ud af sengen og tog ungen op. Jeg havde nærmest ligget ret i sengen, i hvert fald de første 4 dage, - og nydt at blive vartet op.

Tiderne skifter, og hver gang er et barns fødsel noget helt særligt.

Fra Jyttes fødsel husker jeg blandt andet, hvor utilpas og genert jeg sad i kolonibestyrerens dybe lænestol og ventede på hans kone. Ham kunne jeg da ikke fortælle, hvor skidt tilpas jeg var. Om fru Malmquist kom hjem, erindrer jeg ikke. Men jeg kom hjem og sendte Oline efter Juliane jordemor. Oline løb hele vejen, men nåede nu nok at fortælle en og anden, at NU fødte Borchersen-nulia - Juliane kom og følte mig på maven. Så bad hun om nogle blade at læse i - Jeg havde det slemt, mente jeg selv. Men jeg havde også læst, at en fødsel tog 16-18 timer. Jørgen kom sulten hjem og gik i gang med et større måltid, ret ufølsomt, syntes jeg. Men det varede nu ikke så længe, før det blev alvor, og Oline blev sendt efter lægen, der gav mig narkose. I løbet af en time var Jytte født. Lægen gav Jørgen et kursus i at lægge ble på, med en saks og en papirserviet. Og så skyndte han sig hjem til sin kone - En uge før havde de begravet deres spæde søn. Men vi fejrede selv, at alt var gået godt, dog var det trist at vi ikke kunne telegrafere til Danmark og prale af vores datter. Vi holdt også en meget stilfærdig barnedåb. For vores kivfak Oline på 17 år var Jyttes fødsel også en stor begivenhed. Hun ville helst have været med os, da vi rejste til Ritenbenk 3 måneder senere. Og hun sendte gaver til Jytte i et par år.

Da vi flyttede til Upernavik året efter var jeg igen gravid, Og i oktober kom Aase så til verden en oktobernat med hjælp fra sygeplejersken og lægen. Axel Beck ville ikke have jordemoderen med ved fødslen. Hans svenske kone tog sig af Jørgen i ventetiden. Bagefter viste hun ham stolt Aase med ordene: “Kors, hvor hun er lik dig”, nogenlunde samtidig med at Jørgen udbrød: “Hvor er hun dog grim!”- Og så blev Aases skål drukket. Senere blev hun døbt med så stor festivitas vi kunne præstere. At vi var afskåret fra Danmark - men til gengæld fik forsyninger fra Amerika - var blevet hverdag.

Egils fødsel - der var ingen problemer - så jeg husker ikke noget særligt, egentlig mest at en anden ung kone før begivenheden sagde: “Jeg kommer og besøger dig, lige meget hvordan det går.” Da jeg åbenbart så lidt forbavset ud, fortalte hun, at hun som meget ung og ny i Grønland havde født et dødfødt barn. Og da kom ingen af de andre koner og besøgte hende i barselsseng. Hendes mand skulle jo passe sit arbejde, så hun lå derhjemme helt alene. Det gav mig noget at tænke over - At vi nu også havde en søn, meddelte vi familien i Danmark med et RødeKors telegram. Og da det blev sendt via USA, gav det anledning til flere fantasifulde teorier om, hvad vi mon lavede der.

Et par år efter var Hans så på trapperne, hvad der medførte at Jørgen måtte tage alene til Scoresbysund, og at jeg i første omgang blev installeret i Oens. Så denne gang var det Moster Ester jeg vækkede. Hun ringede til jordemoderen og senere til lægen, og var med ved hele fødslen, hvad der passede hende fint. Og om morgenen blev flaget så hejst på højen - Jordemoderen syntes tydeligvis, at det var noget mystisk noget med to fru Borchersen, og den ene var moster til den anden, men ellers var hun flink, og lige så genert som mig, da hun gav mig en - lovpligtig - “undervisning” i at undgå at få børn.

Denne gang var problemet at underrette Jørgen om, at han nu havde to sønner. Der var telegrafiststrejke i Scoresbysund, så det var lidt bekymrende at han ikke omgående svarede. Og Hans's navn er alene mit ansvar.

Anders er som bekendt født “oppe på loftet”. Det gik stærkt. Jordemor Alma var dygtig. Marie Krogh gav lidt narkose, og sagde pludselig: “Nu må De holde lidt igen, hvis det skal være et søndagsbarn”. Men det er han altså ikke. Alle vore børn er født enten mandag eller lørdag. Alma havde lært, at barselkoner skulle tilses morgen og aften. Et par dage efter fødslen blev det et ganske forfærdeligt stormvejr, og sneen føg, så alt stod i et - Pludselig kom så Petrus, Almas mand, for at spørge hvordan jeg havde det. Alma kunne ikke klare turen alene i det vejr, og de turde ikke lade børnene være alene med ild i komfuret og tændte lamper. Hvis jeg havde brug for Almas hjælp, måtte han have en mand med tilbage, der så kunne følge hende over til os og hjem igen. Men det var ikke nødvendigt, heldigvis. Sådan var Alma og Petrus. Normalt tog det vel ti minutter at gå fra Almas hus til vores. Men en snestorm i Scoresbysund er ikke at spøge med.

Og så kom efternøleren Karen. Jeg mindes hvordan Jørgen og jeg gik i den stille nat i snevejr, for en gangs skyld med hinanden under armen ned til sygehuset. For der fødte man NU. Sørine jordemor mente, at vi kunne få den fødsel overstået inden kl.8. Så vi rykkede ind på tandklinikken, og overlod fødestuen til de to barselkoner, der sov der med deres nyfødte.

Karen nåede at komme, inden fru Spile skulle bruge sin klinik. Og Sørine telefonerede hjem til Jørgen og sagde, at Anders kunne nå at komme på barselvisit på vej til skole kl.8.