Slangerup

Årene løber hurtigere og hurtigere, - og fylder mindre og mindre i min hukommelse. Og sådan tror jeg de fleste har det.

Slangerup er det sted jeg har boet længst i mit liv, og alligevel føler jeg, at jeg har oplevet meget mere i kortere afgrænsede perioder som de ti år i Scoresbysund og de knap så mange i Angmassalik.

Nu hvor jeg er gammel er dagene meget ens, men ikke kedelige. Det håber jeg de aldrig bliver. Jeg har haft mange gode oplevelser her, med børn og børnebørn og svigerbørn, og med venner jeg har fundet her. Og med gamle venner jeg har genfundet. Her er stadig rart at være. Det er her jeg bor nu. Her har jeg haft besøg af de gamle i familien, som nu er borte. Det år Jørgen, Karen og jeg boede her på permission, havde vi blandt andet besøg af Faster Dagny og Ester og Borcher. Og vi holdt Svigermors 75 års-fødselsdag. Et par af hendes søskende var med, foruden den øvrige nære familie. Og hun forærede mig en gammel krystalvase fyldt med pinseliljer. - Det er meget længe siden.

Både Ib og Knud har besøgt Jørgen og mig i Julianehåb. Og Jette havde han besøg af på Rigshospitalet. For vore andre svigerbørn og alle børnebørnene er han vel en “sagnfigur”, og det var blandt andet for at give et indtryk af ham, at jeg begyndte på disse erindringer - men den opgave falder mig svær. Heldigvis har han selv skrevet om sit liv og sit arbejde, dels i det lille hefte - til “ordenshistoriograferne” og i en artikel om Østgrønland i Tidsskriftet Grønland.

Man holder ikke op med at lege, fordi man bliver gammel, men man bliver gammel, fordi man holder op med at lege, har jeg læst et sted. Heldigvis bliver der stadig leget her i huset og haven, og det håber jeg kan fortsætte en tid endnu.

Der bliver stadig klatret i træerne og leget skjul i haven. Skabet i stuen rummer både dam og matador, trivial pursuit og billedlotteri, foruden alt det andet “ragelse”- jeg har netop ledt efter ting som Nanna kan lege med. - Tiden går, det er kun godt en snes år siden, jeg holdt “kusine-weekend” for Rikke og Mette, Pernille og Charlotte. Var Eva og Marie med? eller var de i Grønland. Vi havde det i hvert fald hyggeligt, selvom pigerne bebrejdede mig at Naja ikke var med - Hende kunne jeg godt passe en gang imellem, men ikke når der også skulle hygges om de øvrige.

Det var hyggeligt, når Jytte ringede tidligt om morgenen om jeg kunne passe Rikke eller Mette, der var syge, men meget ærgerligt når jeg en halv time før havde lovet skolelederen på Byvangsskolen at passe “Ullas klasse”. Om mit “arbejdsliv” har jeg skrevet i et selvstændigt kapitel.

Karen flyttede på Grønjordskollegiet, men der var efterhånden god brug for begge kamre. Else kom jævnligt, familien Aase også af og til. En månedstid boede både Aase og Jette her med hver to børn; den gang var de ikke så store, men Dorte protesterede dog mod at sove i “den lille røde seng”, som nu efter en del omflakken er Nannas seng i Ibs og Jyttes hus.

Da Jørgen var død boede Karen og jeg nogle uger i Godthåb, mens vore møbler med mere blev pakket i Julianehåb og sejlet til Danmark. Da vores sagfører sagde, at Karen og jeg med rimelighed kunne have råd til at bo på Nygårdsvej, fik jeg containerne med vort flyttegods herud og indrettede mig, som jeg syntes det var pænt og praktisk, ikke helt som da Jørgen levede.

Jeg var nødt til at skille mig af med en hel del bøger, desværre; men de der besøger mig første gang er vist i reglen lidt imponerede. Jeg synes, jeg har det rart. I mange år samledes familien her blandt andet til julefrokost, men nu er jeg blevet for gammel til at klare det, selvom det er sammenskudsgilde. Så holdt vi fællesjulefrokost hos Egil, og i år bliver det vist hos Jytte. Endnu regner jeg med at kunne klare de brune kager og slaraffenlandskagen, som ikke alle bryder sig om - Og det marcipanbrød som i mange år var Moster Esters julehilsen kan jeg godt klare at købe.

Jeg begyndte at gå til gymnasik i Hjemmeværnsgården, som nu er ganske borte. Der lærte jeg nye mennesker at kende. Til vores afslutningsfrokost sad jeg tilfældigvis ved siden af Signe Bromose. Vi har nu været venner i mange mange år, og er meget forskellige. Signe og Evald har to døtre med en masse familie, men desuden har de Hanne, som er psykisk handicappet og nu langt om længe er flyttet på institution - Det var godt at have Signe at snakke med, da vi fik Naja.